Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Danmark, håber at I stadig kan holde jer oven vande med alt det regn i får.
Vi sidder nu for sidste gang og skal berette om vores dag herovre på den anden side af jorden. Vi lyver ikke når vi siger at det er en lidt trist følelse at sidde med. Vi fatter ikke at en måned kan gå så stærkt, det er lige før flyveturen herover føles længere end den måned der nu er gået. På den anden side, når vi tænker tilbage, så synes tiden i San Francisco og første tur i Ibrahim som meget MEGET lang tid siden. Men hold op hvor er der også sket meget i de sidste 25 dage, og hvor har vi oplevet så ufattelig mange skønne ting. I kan godt forberede jer derhjemme på at der bliver meget at fortælle og referere til. Og det kommer muligvis ikke på én gang, men sikkert i bidder, når vi pludselig bliver mindet om en sjov hændelse, oplevelse eller situation som vi har stået i herovre.
På den anden side, så er vi også begyndt at indstille os på, at det går hjemad i morgen, og ferien er slut, da vi har oplevet alt det vi havde planlagt + lidt til. Det er blot mærkelig, at alt det vi har glædet os til i over et halvt år nu her overstået, og hjemme venter hverdagen igen. Dog skal der ske en del den næste måneds tid. Både et bryllup for begges vedkomne og flytning + studiestart for ML’s vedkommende. Men heldigvis har nu vi en oplevelse for livet, som vi kan tænke tilbage på, og tonsvis af billeder, som vi kan genopfriske minderne med. Bloggen bliver også gemt, som en dagbog, der kan minde os om de små ting, som måske kommer i glemmebogen efter noget tid.
Vi har regnet lidt på vores tur, og her kommer den i tal:
- Turen er i alt løbet op i 3467,6 miles – hertil skal tillægges ca.450 miles, som vi kørte i L.A. og omegn i den lejede bil.
- Ovenstående svarer til ca. 6268,16 km
-Vi har haft autocamperen i 25 dage, og har i gennemsnit kørt 250,73 km hver dag.
-Et slag på tasken har vi tilbragt ca. 4,5 timer hver dag bag rettet. Nogle dage har vi kun kørt en kort tur på en halv times tid, hvor vi andre dage har kørt 5-6 timer.
-På hele vores tur har vi taget næsten 1200 billeder (bare rolig, vi skal nok sortere i dem inden fremvisning)
Nå, vi har jo også haft en dag i dag, som skal med i bloggen. Vi sov igen længe, og kørte af sted da vi var klar til det. Dagens stræk var ikke så langt, så vi havde god tid. Derfor tillod vi os at aflægge Gilroy Premium Outlet et besøg, for at gøre de sidste indkøb inden hjemturen. Vi ville også have været forbi et område, hvor der gror Redwood træer, men vi må have kommet på det forkerte stykke vej, for vi fandt aldrig stedet. Derimod nød vi endnu et stykke køretur langs Stillehavet på Highway 1. Vi nåede campingpladsen, som ligger lidt uden for San Francisco sidst på eftermiddagen, og aftenen er ellers gået med oprydning, nedpakning, hygge og spekulationer over, om kufferten nu også kan lukkes og lynes.
Vi skal tidligt op i morgen, og aflevere Ibrahim i Oakland (og nej, vi henter ham – desværre – ikke igen). Derefter går turen mod lufthavnen, som gerne skulle have et fly, der kan fragte os til Amsterdam, og derfra videre hjem til lille Danmark igen.
Dette er og bliver uigenkaldeligt sidste blog fra denne rejse. Vi håber at I har nydt at følge den, ligeså meget som vi har nydt at fortælle om den. Vi kommer til at savne den generelt billige pris på alt, lige fra mad, til tøj og benzin. Derudover kommer vi til at savne free-refil, de venlige og hjælpsomme amerikanere, den flotte natur, det gode vejr og de høje temperaturer. Vi håber på sol og sommer når vi kommer hjem, og så glæder vi os selvfølgelig rigtig meget til at se jer alle igen.
Over and out!
Knus Anders og Marie-Louise
- comments