Igår aftes var vi en lille gruppe der besluttede at tage til kunduchi village og se dem gøre klar til Ramadan.
Vi ankom kl. 23 på motorcykler til en bælmørkt, stille village. En af de lokale og vores teamguide fulgte os gennem hele byen og det var en frygtelig tankevækkende tur. Næsten ingen i byen har huse, så de ruller sig ind i et fiskenet eller lagen og lægger sig hvor end der er plads. Vi var ved at træde på dem fordi de lå langs havnen på ræd og række, og langs murerne. Vores teamguide Sean har boet i byen i 8 måneder og han fortalte os alt om byen. Da han kom, var der absolut intet. Men han fik volontørerne til at komme derud en gang i mellem og spise, for på den måde at tjene lidt ekstra til byen.
Og de få måltider har gjort at Sean og de lokale har fået bygget en skole, en hytte de kan sove under og en restaurant og de er meget tæt på at få lys i restauranten, så volontørerne kan sidde en hel aften, fremfor kun om dagen.
Alle de historie han fortalte var forbløffende, triste og tankevækkende. Men det smukkeste af det hele var da vi snakkede om, hvor uretfærdigt det hele virkede; han fortalte at deres motto her er Tupa Pamoja, som betyder be together. Det vil sige at uanset hvad, så har de hinanden og kender hinanden på tykt og tyndt. Så selvom de intet har, då har de alt. De er langt gladere en nogen andre jeg længe har mødt. Og det gjorde at man kunne falde i søvn med et smil på læben.