Afrikaneren her, nu som bjergbestiger!

I denne weekend kastede nogle af os ud i "lidt" bjergbestigning. Maalet var toppen af Mount Kenya, Afrikas 2. hoejeste bjerg (5100m), paa gaaben. Vi startede fredag efter frokost, hvor vi skulle gaa de foerste ni km til foerste campus, med fuld oppakning, hvilket vil sige en fuld back-pack. Der var ikke gaaet meget mere end et kvarter af gaa-turen foer sveden piblede frem paa min pande og min puls hamrede derud af. Det var bare op ad bakke i et vaek, op, op og op. Ligesaa snart den ene bakke var klaret saa kom en ny. Det var derfor lidt svaert at nyde omgivelserne. Vi fik dog set nogle baboons den foerste dag, hvilket var ret underholdende. Vi ankom til campus'en nogle timer foer aftensmaden, fuldstaendig smadret! Det var vidst med det man kalder gele-ben og sort i hovedet som en skorstensfejer! Heldigvis var der popcorn da vi kom frem og varm te (det skal lige siges at der var ret koldt allerede der). Efter aftensmaden fik vi en dejlig nats soevn ved siden af en mus eller to, der skal jo vaere plads til alle.

Naeste morgen var det allerede afsted kl syv mod sidste campus inden toppen, som laa 14 km vaek. Saa det var bare med at faa gaaet de svage ben i gang og komme afsted. Igen gik der ikke lang tid foer jeg var klar til at kaste mig ned paa jorden og faa et break. Tror ikke bjergbestiger-erhvervet er mig. Jeg tror det er foerste gang i mit liv at jeg har proevet at vaeare non-stop forpustet i saa mange timer i traek. Haaber det goer noget godt for formerne ;-s Egentlig havde vi snakket om at synge nogle gode gaa-sange for at blive muntret lidt op, men altsaa, naar der ikke engang var kraefter og luft til at snakke sammen saa blev det hurtigt lidt et no-go. Det var bare at gaa og gaa og gaa, intet andet. Under de pauser vi nu havde var der dog lige lidt tid til at nyde udsigten og den var virkelig helt fantastisk, intet mindre (det manglede ogsaa bare!). Efter virkelig mange timer og et ordforraad der ikke indeholder flere nye bandeord naaede vi frem til den sidste campus - som selvf laa paa en bakketop, for det skal jo ikke vaere nemt. Her spiste vi bare hurtigt noget mad og saa ellers lige paa hovedet i seng, igen ved siden af de smaa bjerg-mus. Vi skulle nemlig op igen allerede kl to om natten, for at vandre mod toppen.

Da vi blev vaekket midt om natten vidste jeg serioest ikke hvad jeg skulle goere af mig selv. Hele min krop gjorde ondt og jeg var bare SAA traet. Men afsted skulle vi, saa det var bare paa med alt det paene vintertoej vi nu havde lejet. Fra vores campus var der 6 km til toppen, en stejl, stejl bakke. Efter 50 m var jeg klar til at kaste haandklaedet i ringen og give op, men altsaa... har ikke knoklet i to dage for ikke at naa den skide top og faa et billede ved siden af flaget. Saa det var bare keep going, der er jo kun en vej og det er op. Heldigvis var det moerkt da vi gik saa vi kunne ikke se toppen, hvilket nok var det bedste, for god motivation var det helt sikkert ikke. Der var steder hvor bakken var saa stejl at jeg var noedt til at krevle paa alle fire for at komme bare lidt frem og vi alle hev efter vejret fordi luften oveni det var saa tynd. Det jeg nok teankte flest gange paa vej op var; det er sidste gang jeg nogensinde bestiger et bjerg! Kort efter solopgang naede vi dog toppen, lang om leange. Det var saa fedt og saa surrealistisk. Jeg har besteget et bjerg! Mig og mine to ben! Et 5000 m hoejt punkt, med en kanon udsigt og heldigvis uden hoejdesyge. Lige i oejeblikket foeltes det som om at det var det rene vand af bestige bjerge. Det var saa kun indtil vi skulle ned igen, for der kunne jeg godt have brugt en rumpekaelk. Fattede slet ikke at vi havde kravlet op af den bjergside, for der var virkelig stejl, saa stejl at jeg konstant faldt paa roeven paa vej ned. Saa nu er bagdelen ogsaa oem.. Der gik heller ikke lang tid foer jeg blev traet af at gaa ned ad bakke, tro det eller ej, det kan lade sig goere at blive traet af det efter at have gaaet op ad bakker i to dage. Men ned kom alle, heldigvis, men alle lemmer i god behold.

Nu var det ellers bare at gaa hele vejen tilbage igen, ret nederen hvis jeg skal sige det. Men altsaa, maalet var jo noget og selvtilliden helt i top. Jeg stoppede bare noget musik i oerne og gik derudaf, bjergbestigeren. Vi ankom til slutpunktet soendag eftermiddag med diverse skavanker. traette men i godt humoer. Nu var det bare snuden mos Daraja og et varmt bad. Det var saa vildt fedt, men en ting ved jeg: bjergbestiger skal jeg aldrig vaere. haha.

Musklerne er oemme, eller nej, HELE KROPPEN er oem, meget oem! Selvtilliden i top!

Kaerlige tanker fra den forhenvaerende bjergbestiger

Ps. Lasse (lillebror) haaber du laeser det her, for den faar du svaert ved at slaa. Keep dreaming ;-)