Halloween nærmede sig, og selvom vi udmærket vidste, at amerikanerne dyrker denne dag i stor stil, havde vi ingen store planer. Men da Christians nevø, Maxwell, var så venlig at tilbyde os, at komme med til en fest ved hans gamle Fraternity på University of California Berkeley, slog vi selvfølgelig til!
Maxwell introducerede os til sine 'Frat-brothers' som gav os en rundtur i deres kæmpe store hus! De bor 40-50 drenge, som selv skal administrere og organisere alt. Der var 4 etager, en majestætisk indgang med deres græske logo hængende over hovedindgangen, samt en meget elegant trappeopgangen til de andre etager med kæmpe vinduer i forskellige farver! Maxwell havde selv en anden fest han skulle til, så han puttede os i sikre hænder hos sine Brothers! Det skal lige siges at Maxwell havde været præsident for Fraternity'et, og som vi senere kunne konkludere, en rigtig god en af slagsen! Beboerne i huset lyste op i et stort, stort smil hver gang vi fortalte hvem vi var blevet inviteret af.
Maxwell havde fortalt os at det nok var en god idé at være klædt ud til festen, hvilket vi selvfølgelig gjorde! Anders var en klovn med paryk, slips og klovne-skjorte. Peter startede ud som Rødhættes mormor med kjole, paryk og kyse. Men efter et par timer til festen var parykken og kysen væk, og Peter fortsatte festen som mand i damekjole. Filip var klædt ud som sydøst-asiatisk fisker, med stråhat, skjorte og thailandske fiskebukser som han havde lånt af Peter.
Vi var parate til en lige så storslået fest som dem man har set og drømt om i tv programmer som Blue Mountain State og American Pie. Vi havde endda fået lov til at stå i bar noget af tiden så vi kunne dele drinks ud til de søde piger. Men der skete intet… Vi sad os 3 og drak et par øl og gjorde os selv høje med forventninger for aftenen, alt imens beboerne ikke synderligt lignede, at de skulle til at være værter for 300 menneskers Halloween. De slentrede rundt om gjorde sig stille og roligt gjorde sig klar. Vi nåede lige at dømme denne aften for færdig, da der ud af det blå pludselig var fyldt med mennesker. De kom ud af det blå og alle sammen på samme tid. Næsten som om det var planlagt for at overraske os!
Så var vi ligesom i gang. Vi morede os gevaldigt og fik snakket med en masse af drengene fra huset. Peter og Filip gik udenfor for at kigge på de mange andre Fraternities på vejen. Der var store optøjer med rigtig mange mennesker udenfor, som vi senere fik læst om på nettet. Der var sågar en bil hvis forrude var blevet smadret. Vi mødte tilfældigvis 3 danske au pair i SF, så dem festede vi med! Vi var i rigtig godt humør da festen ligeså pludseligt som den var startet sluttede. Alle blev smidt ud undtagen beboerne og os. Og klokken var kun 2… Vi følte os ikke slet ikke færdige med at feste, så vi festede selv videre på Fraternity'et til den lyse morgen. Vi havde aldrig prøvet noget lignende, og det var en hammergod aften! Festen var perfekt, folkene var utrolig flinke, venlige og åbne. Og så var de også meget interesseret i os danskere, hvilket især Anders kan skrive under på, da han på et tidspunkt var omringet af 5-6 piger der med store øjne beundrede ham og hans historier fra det fjerne land Danmark. Vi sov på et par sofaer der stod rundt omkring, og Maxwell hentede os dagen efter hvorefter vi kørte tilbage til Covelo med noget af en oplevelse mere i bagagen!
Filips Far, Thomas, kom over i slutningen af oktober og var her i 6 dage. Der blev udgydt massere af mandehørm med lerdueskydning, skydning til måls, m.m. Men vi havde arbejde at se til, og Christian og Thomas spillede en helveds masse kort. Dagen før Thomas tog hjem igen havde vi stor middag hvilket var rigtig hyggeligt!
Filip fik endelig skudt noget større end en vagtel. Han stod længe og skød efter et par vagtler, men ramte desværre intet. Ligesom han skulle til at opgive og vende tomhændet hjem, fik han øje på en hare som skjulte sig i buskadset. Derefter tog han godt sigte og skød den lige i øjet med et luftgevær. Så der var endnu en haregryde til middag!

Fredag den 6. tog vi ud på vores roadtrip. Første overnatning var ved Covelo river. Vi badede, solede os, gik tur langs en gammel jernbane som følger floden. Da vi dagen efter kom tilbage til bilen med højt humor og spænding i hele kroppen over at vi endelig skulle ud i det store land, blev vi mødt af en dårlig start. Nogen havde stjålet et af vores dæk… Og ikke bare dækket, også boltene, hele molevitten. Vi havde heldigvis et reservedæk, men ingen bolte jo. Derudover havde vi intet signal der hvor vi var.. Vi fik heldigvis stoppet en fyr som skrev Christians nummer ned, og ringede til ham så snart han havde signal (Hvilket var en halv time senere). Christian kørte så ud til os og vi monterede reservedækket med en bolt fra hver af de andre dæk. Dernæst kørte vi til Willits hvor vi fik monteret de manglende bolte. Så langt så godt! Vi havde planlagt at køre fra Covelo til Lake Tahoe, men det var nu blevet så sent at vi overnattede i en by ved Clearlake - intet specielt at fortælle herfra. Dagen efter kørte vi til Lake Tahoe, På vejen stoppede vi tilfældigvis ved en gammel cowboyby, hvor vi fik lært lidt forskelligt om guldgraver metoder, og set en af de maskiner som blev brugt i aktion.
Da vi kom til Lake Tahoe lå der sne over alt. Vi tænkte straks at tage et par dage på ski her, men desværre var der kun 1 lift åben, og den ledte ud til 2 grønne pister, så det var ikke helt nok til at få os overtalt, når det kostede 70 dollars om dagen med skileje, skikort, benzin m.m. per person. Vi kørte derfor ud til Emerald Bay dagen efter (mandag) hvor vi fik gået en tur ned til Vikingsholm, et vikingeslot bygget i 1929 ved bredden af Emerald Bay. Storslået natur! Derfra gik turen mod Death valley, men først skulle vi igennem noget af et spektakel: Efter vi var kommet ned på Nevada siden og var stoppet ind hos en Thrift shop for at lede efter et nyt reservedæk, fortalte butiksejeren os at vi skulle skynde os videre, da der var et uvejr på vej. Han prøvede at overtale os til at købe snekæder, da der var flere steder på vores kommende strækning hvor det var påkrævet at have kæder på, for at få lov til at fortsætte. Ulogiske og dumdristige som teenagedrenge er, takkede vi nej tak og mente højt og helligt at bilen sagtens kunne klare lidt brunt sjap på vejen. Det endte også med at vi klarede det uden den mindste skramme! Det var dog først efter en intens køretur på halvanden time med 30 mph bag en snerydder i et fygende snevejr. Det var værre end en vinterstorm i Danmark! Filip der var chauffør, var nødsaget til at sidde med næsen helt oppe i vinduet for at kunne se noget. Og ligesom Halloween festen, forsvandt sneen lige så pludselig som den var kommet. Fra det ene øjeblik til det andet forsvandt det 3-4 centimeter lag sne som havde dækket vejen, og underlaget blev knasttørt. Vi havde ramt åbningen til dødens dal! Vi var dog så mørbankede af denne nervepirrende oplevelse at vi valgte at overnatte i byen Bishop. Tirsdag kørte vi mod Death valley, og tog tilfældigvis et stop ved byen Lone Pine, hvor vi gik på filmmuseum, og blandt andet så tandlægevognen fra Django Unchained, samt Quentin Tarantinos instruktørstol fra selvsamme film. Derefter kørte vi en afmærket rute i et mærkværdigt bjerglandskab, som lå ved udkanten af Lone Pine.
Vi ankom til Death Valley kørt før det blev mørkt, og nåede at se en lille ørken med utrolig fint sand. Da vi ankom til vores campingplads var det blevet mørkt, og vi satte hurtigt vores telt op. Det blæste så meget at vi måtte improvisere læ for at klare natten. Det endte med at vi parkede vores bil 90 grader ind på en kæmpe RV, hvorefter vi fik skærmet vinden af fra to sider. Vi fik lavet os noget mad, og bevægede os ud i mørket efter den cowboy festival vi havde læst om. Efter at have gået lidt rundt kunne vi høre noget musik og gik imod det. Synet der mødte os var som taget ud af en countrysang: Under den klare nattehimmel stod et band på 7-8 mand foran en stor Camper og spillede countrymusik til de mange tilskuere. Der var sågar en af mændene der spillede på vaskebalje. Han havde taget en stav og bundet en tyk plasticsnor fast til den. Den anden ende havde han fæstnet om den skrue der var sat i bunden af vaskebaljen. Han havde vendt baljen på hovedet, og derved kunne han ved at spille på strengen, og regulere spændingen i snoren, ændre tonen der kom ud af vaskebaljen. Og som prikken over i'et havde bandet overalls på og 5 gallons cowboyhatte. Hvor var det dog et fantastisk syn!
Onsdag efter kørte vi ud til forskellige seværdigheder i Death valley; Golden Canyon, Badwater, og kørte så til Las Vegas! Vi havde fået anbefalet et hostel af Filips tre venner som havde været på besøg i Covelo, så det tjekkede vi ud! Da vi jo kun er 19 år kunne vi desværre ikke tage i byen, men vi faldt i snak med nogle af de andre fra hostellet, og blev inviteret med over til en underlig fyr som boede et par blokke væk. Der tossede vi så rundt et par timer før vi smuttede hjemad for at være friske til dagen efter. Torsdag tog vi på shoppetur i et af Vegas' store Outlets, og om aftenen gik vi på sightseeing i syndernes by. Vi kom op i Stratosphere tårnet hvor man med en højde på 350 meter har noget af en udsigt over Vegas. Der var også to forlystelser deroppe som vi prøvede. Dernæst bevægede vi os ind mod The Strip (Hovedgaden) for at se byen. Fredag slappede vi af om dagen. Dog havde Filip mistet sin mobiltelefon i en taxa dagen før, da han i ren forundring havde opdaget, at det var muligt at skifte speakerstemmen i taxaen ud med en kinesisk version, fuldkommen glemte sin mobil. Han fandt den heldigvis efter et større virvar, og frydede sig hele vejen hjem i taxaen over at han havde opnået dette. Måske var det denne stolthed over at have fundet sin mobil i selveste Las Vegas, der fjernede fokus fra virkeligheden, for så snart Filip var trådt ud af taxaen og havde kommet ind på værelset (stolt selvfølgelig) gik det op for ham, at han havde glemt mobilen i taxaen igen.. Han kunne ikke andet end at grine og ryste på hovedet, hvorefter han begik sig ud for at få noget mad og få ro på tankerne. Heldigvis kom taxachaufføren drønende med hornet i bund og sprællede med armene, hvorefter Filip fik sin mobil igen. Han passer bedre på den nu!
Fredag aften tog Filip til Carlos Santana koncert, mens Peter og Anders tog i byen med Hostellet.
Koncerten sad lige i skabet! Bandet havde en fænomenal forståelse for hinanden, og med Santana i front der stadig kan spille guitar som ind i helvede, var det alle pengene værd!Efter en god omgang forfest med repræsentanter fra alle klodens kontinenter, blev dem som havde lyst og ikke led af klaustrofobi, stuvet ind i hostellets minibus med kurs mod Las Vegas´ natteliv. Første stop var et casino med tilhørende bar i byområdet Freemont, hvor vi nød en kold margarita. Derefter gik vi i samlet folk til en natklub. Klubben havde en balkon over noget som mindede om et storcenter, med et loft dækket af 12 millioner LED lamper som strækker sig ca. 460 meter langt, hvorunder flere svævebaner var udspændt. På toilettet stod en yderst velklædt herre som solgte cigarer, cigaretter og parfumer. Efter et stykke tid ville en dørmand for anden gang se ID, og denne gang gik det op for dem at drengene altså ikke var 21, så festen måtte; for Anders og Peters vedkommende, rykke videre. Resten af aftenen er mere eller mindre gået i glemmebogen, og de fandt først hjem i seng da solen igen var ved at stå op. (hvad der sker i Vegas bliver i Vegas)