¡Hola mis amigos!
Saa er det vist ogsaa paa tide med en lille hilsen!
Vi havde en sidste hyggelig aften i Mérida, som var vores sidste stop inden Chiapas. Vi tog ud at spise med fire hyggelige tyskere fra vores hostel, som skulle videre med natbussen til Palenque. Vi tog den samme tur som dem, men bare naeste morgen i stedet.
Paa vores godt 8-timers bustur moedte vi den soede tysker Jan, som soerme ogsaa skulle hele den lange vej til Palenque, Chiapas. Ham faldt vi rigtig godt i snak med, og da vi var ankommet til vores dejlige hotel (vi havde tilladt os at have det lidt luksus i to naetter), aftalte vi at tage ud at spise med Jan! Det var ingen videre succes... Det var rigtig hyggeligt og sjovt, men Palenque-maden OG ventetiden er altsaa ikke lige noget de kan prale med! Oev oev. I Palenque er det aabenbart ogsaa svaert at skelne mellem de forskellige drinks, saa efter at have bestilt en daiquiri endte jeg selvfoelgelig med et tequila-shot....
Dagen efter tog vi os den frihed at sove lidt laenge. Vi havde bestemt os for at have en stille og rolig dag, hvor vi kunne gaa lidt rundt i Palenque downtown og finde en internetcafé. Saadan en fandt vi da ogsaa, men bort set fra den var der ikke det helt store at opleve i selve byen. Om aftenen havde vi igen aftalt at moedes med Jan, for at proeve lykken med endnu et spisested. Heller ingen videre succes.. Naa, men vi havde igen en rigtig hyggelig aften med drinks (hvor jeg fik hvad jeg bestilte) og karaoke!
Dagen efter skulle vi forlade Palenque og paa den helt store tur. Vi startede med at se Palenque Ruins. Det var faktisk en federe oplevelse end Chichén Itzá, hvis du spoerger mig. Her maatte man kravle paa ruinerne og omraadet var ogsaa virkelig skoent at gaa rundt i. Den eneste ulempe var de mange store trappetrin vi skulle gaa paa - ikke saa herligt for mit ben. Herefter gjorde vi et kort stop ved et vandfald der hedder Misol-Ha. Det var rigtig fint og flot, men intet at sammenligne med det naeste vi skulle se: Agua Azul. Et super flot vandfaldsomraade med vand der var saa blaat saa blaat! Turen hertil var dog mindre imponerende, da det selvfoelgelig foregik i bjergene med en knapt saa roolig chauffoer. Vi var vist begge rimelig groenne i hovederne da vi naaede frem ;-)
Efter Agua Azul, skulle vi have en bus videre til byen San Cristóbal. Dette blev gjort med aegte mexi-style, hvor vi blev sat af vores minibus midt paa en landevej, for derefter at blive samlet op af en anden bus. Heldigvis ventede vores foerste chauffoer med os, saa vi vidste hvilken af de mange busser der passerede, vi skulle med.
Busturen til San Cristóbal var ret oev. Det var moerkt, saa vi kunne ikke se de smukke omgivelser... Derudover kom jeg til at tage min malariapille, som desvaerre fik mig til at kaste op. Men vi kom da frem til en (noget!) kold by og fik en taxa til vores hostel. Vaerelset var virkelig ikke noget at raabe hurra for, men hvis det saa bare havde vaeret varmt!!
Vi fandt hurtigt ud af at det ikke lige var shorts og t-shirt vejr i San Cristóbal, saa da vi var ude at se et lokalt marked paa vores foerste dag i byen, fik vi koebt os et par hippietroejer til at holde varmen. San Cristóbal er ellers en virkelig skoen by med en fantastisk stemning! En af ulemperne er desvaerre bare de mange fattige Mayaer, der render rundt paa gaden i jeg ved ikke hvor mange af doegnets timer og forsoeger at saelge deres nips-ting. Ogsaa boern... Smaa boern. Det syntes jeg var lidt haardt at se, men det er ogsaa et af formaalene ved denne rejse. Jeg bliver noedt til at se den virkelige verden.
Foerste dag moedte vi igen Jan og vi besluttede os for at taenke at tredje gang maatte vaere lykkens gang. Det var det saa ikke... Stadig forfaerdelig mad. Men igen en umaadelig hyggelig aften, hvor vi ogsaa moedte to tyske piger og to fra Israel.
Selvom natten havde vaeret kold, saa var dagen efter knapt saa slem. Solen skinnede rent faktisk da vi begav os paa tur til Sumidero Canyon. Skaegt hvor hurtigt temperaturen kan aendre sig, naar man kun befinder sig en times koersel fra San Cristóbal. Vi fik det rent faktisk varmt i vores hippietroejer, men det var nu alligevel rart at have dem mod vinden, da vi skulle sejle i speedbaad. Der var saaaaa smukt med bjerge omkring os, og vi saa baade krokodiller og ogsaa en enkelt abe! Det er syret saa flot som mange tingene er her.. Desvaerre ogsaa noget naer umuligt at fange stemningen paa et kamera! :-(
Den sidste aften i San Cristóbal brugte vi paa at koebe lidt til vores bustur (nutella-madder FTW!), booke et sted i Panajachel og ellers fik vi bare spist noget mere crappy mad. Jeg fik ogsaa koebt 10 postkort, som jeg var saa klog at lade ligge et eller andet ukendt sted... Flot Mille ;-)
Klokken lort naeste morgen bliv vi hentet i mini-bus (med streg under mini!!) som skulle fragte os til graensen mellem Guatemala og Mexico. Det var dejligt at vi havde saaa meget benplads ;-) Da vi naaede graensen skulle vi vente paa en ny bil, i hvad der foeltes som evigheder. Jeg tror den manglende benplads havde gjort os rimelig aengstelige for at naa frem hurtigst muligt. I den anden bil var der lidt mere benplads, men til gengaeld intet sted at stoette nakken. Det kunne jeg dog godt tilgive, for hold kaeft hvor er Guatemala flot!!!!! Ser man bort fra chauffoerens koersel og den endnu mere vanvittige trafik, er det virkelig flot at koere i bjergene. Da vi naaede frem til byen Panajachel, koerte vi ligesom ned i en dal, hvor man havde udsigt over den store soe Lago de Atitlán og de omkringliggende vulkaner. Det var satme et smukt syn!
I Panajachel fik vi koert i vores foerste tuc-tuc (YAY). Det er ret sjovt og foeles ret saa farligt! :-D Jeg tror ikke Sofie delte min begejstring, men nu har vi vist begge vaennet os lidt til det.
Efter en nat i Panajachel paa et ret rart japansk-ejet hotel, havde vi besluttet os for at tage en baad til byen San Pedro La Laguna, som bare skulle vaere backpacker-stedET. Her ankom vi til et MEGET basic hostel, men den hidtil haardeste seng... Men ok, hvad kan man ellers forvente for 20 kr? :-P
I San Pedro er alting ret afslappet. Vi fandt en super hyggelig italiensk restaurant med virkelig laekker pizza og pasta og verdens soedeste ejere! Senere tog vi paa en bar der hed Buddha bar, som Kenneth (ja, det hedder man aabenbart i Guatemala) fra vores hostel havde talt om. Her fik vi os en hyggelig aften med billige drinks, hvor vi baade moedte nogle soede tyskere og nogle rimelig f***ed canadiere. Men der findes ret mange.... afslappede typer i San Pedro, saa jeg tror man skal tage det hele med et gran salt. Efter vi vendte tilbage til vores fine hostel, havde vi en rigtig hyggelig samtale med Kenneth, som vi aftalte at haenge ud med dagen efter.
Da vi vaagnede dejlig tidligt i den dejlige bloede seng naeste dag af vores dejlige nabos guitarspil, var vi alle glade og udhvilede... Not. Men vi endte faktisk med at opholde os i haengekoejerne med den guitarspillende nabo (José)+Kenneth det meste af dagen. De var faktisk rigtig hyggeligt, men de var godt nok lidt af nogle typer ;-) Senere fandt vi et b&b, som vi taenkte muligvis havde en bloedere seng.. Det havde det ikke. Til gengaeld var der wifi, som vi er lidt afhaengige af i forhold til bestilling af busser osv. Her tibragte vi en enkelt overnatning, efter endnu en hyggelig tur paa Buddha bar med de soede tyskere, Kenneth og José og poolturnering! :-D Det var Sofie bare super god til........
Naeste dag fik vi en baad tilbage til Panajachel. Jeg foelte mig lidt maerket efter vores meget chill og maerkelige dag i San Pedro og som jeg sad der i baaden midt ude paa vandet imellem de smukkeste vulkaner, tog jeg lige mig selv i at taenke: "Hold kaeft, hvor er livet bare skoent!".
Nu var det blevet tid til vores Mayan Homestay Experience, hvor vi skulle tilbringe en overnatning hos en traditionel Maya-familie i en lille landsby ved navn San Jorge La Laguna. Da vi ankom til byen var der boern legende paa gaden overalt og en masse smilende mennesker med deres "buenas tardes". Her var det pludselig os der var blevet attraktionen... Sjov oplevelse! Vi moedte vores familie om bestod af moderen Carmelita, faderen Juan-Carlos, datteren María og soennerne Pedro, Daniel og nogle navne jeg virkelig ikke husker... Det var en hyggelig oplevelse med god mad og behagelige senge, men man kunne godt maerke at de var ret vant til at have turister i huset, saa jeg ved ikke hvor autentisk jeg syntes det var. Jeg syntes heller ikke de gjorde meget for at inddrage os i noget som helst, men der er selvfoelgelig ogsaa svaert med sprogbarrieren imellem os. Det var dog en helt ok oplevelse, og saa fik vi ogsaa proevet at koere frem og tilbage med de populaere Chicken-busses, som er de lokales svar paa ht-busser. De koerer dog knapt saa paent som i Danmark ;-)
I dag er vi tilbage i Panajachel og tager endnu en nat paa det japansk-ejede hotel El Sol, saa vi lige kan faa en ordentlig seng at sove i og et ordentligt bad efter en lidt hektisk uge. Vi har lige spist frokost paa en restaurant i hovedgaden Calle Santander. Selvom jeg var super sulten, blev jeg virkelig hurtigt maet.. Heldigvis kom der en dreng som ville saelge os noget. Efter mit "no gracias" var han saa fraek at spoerge om han maatte faa min mad. Det maatte han egentlig godt. Han fik ogsaa resten af vores pomfritter. Jeg var glad for han spurgte, for hvorfor skulle jeg lade maden gaa til spilde, naar han lige saa godt kunne faa den? Det var en rar oplevelse! :-)
I morgen gaar turen videre til Antigua, som skulle vaere en saa smuk by! Det glaeder vi os meget til.... :-)Jeg haaber ikke det blev alt for langt at laese, men jeg har bare saa meget jeg gerne vil fortaelle og jeg har ikke engang faaet sagt halvdelen!Ha' det rigtig godt i foraarsramte DK! Knus og varme tanker
Emilie