Marts måned synes at være fløjet af sted! Min ven fra gymnasiet, Mikael og hans efterskoleven Bjerre kiggede forbi i starten af måneden, inden de fløj videre til Cambodia efter at have rejst rundt i NZ. Udover at bruge tiden i poolen og saunaen, tog vi også en tur til Nikau Cave. De fleste turister valfarter til Waitomo Cave for at se glowworms og black water rafte, mens langt de færreste kender til den lille Nikau Cave. Stedet er ejet af et venligt ældre ægtepar, der udover at eje et par tusinde får også fik grotten med i pakken, da de købte stedet. Vi havde bestilt en grotte-tur og satte os derfor ind i bilen med den kære GPS som rutevejleder. Amen altså… Vi tog den vildeste omvej og efter at have kørt som den kvindelige Tom Kristensen (overdrivelse fremmer forståelsen) ad snoede veje, svingede vi temmelig sent på den ind på parkeringspladsen og galoperede over mod hovedbygningen. På vejen stødte jeg dog ind i ejeren, der med favnen fuld af vasketøj beroligede mig og sagde, at vi bare skulle tage vores tid, da vi var de eneste, der havde booket en tur den dag. Efter at have fået pusten, gik vi ind for at betale, blot for at opdage, at de ikke tog credit-kort, hvilket betød, at vi manglede små $10 i alt. Jeg havde godt læst på deres hjemmeside, at de ikke tog EFTPOS (samlet betegnelse for credit-kort i NZ), men på mit kort stod der jo debit, så det var nok ikke det samme - dumme dänen… Han fejede det dog hen og sagde, at hvis vi bare lovede at tage en masse grøntsager med hjem fra deres have, så stod vi lige - kiwis i en nøddeskal! Turen gennem grotten var en helt fantastisk oplevelse! Vi var kun os tre og ejeren. Der var ingen lys i grotten udover det, vi selv kastede på væggene med vores lommelygter, og turen gik ofte gennem iskoldt vand, eftersom der ingen stier eller afmærket rute var. Fordi vi ikke var flere end os tre og ejeren selv, bad han os på et tidspunkt om at slukke vores lommelygter, tage hinanden i hænderne, følge ham og ikke mindst: kigge op. For oppe over os dukkede der en hel stjernehimmel af glowworms op!! Et ord: wauw!
Efter at have nydt en afskedsmiddag bestående af en god dansk hakkebøf med stegte løg, sovs og kartofler, sagde vi farvel til Mikael og Bjerre, der hoppede på et fly til Cambodia.

Den efterfølgende weekend d. 5.-6. marts tog Bruce, Lynnette og jeg til Coromandel, hvor vi bl.a. tog et gammelt tog op i bjergene. Toget blev oprindeligt brugt af ejeren, der var pottemager, til at transportere ler ned fra bjerget til hans værksted. Så langs ruten, midt i skoven på bjergsiden, står smukke og finurlige skulpturer. Vi kørte efter togturen videre til New Chums Beach, som er den smukkeste paradis-strand, der åbner sig for øjnene af en efter, at man har gået langs klipper og snoede skovstier. Planen var egentlig, at vi ville have overnattet i Coromandel, men da vi ville finde et sted at sove om aften, fortalte booking.com, at der 99% optaget, og det lykkedes os ikke at finde den sidste 1%, der eftersigende skulle være ledig. Vi endte derfor med at køre hele vejen hjem igen - "what a bummer!". Dagen efter besluttede vi os for at køre til Tapakanga Beach. Stranden og området er i dag en national park, men plejede at tilhøre Lynnettes familie indtil de solgte det. Lynnette kunne derfor fortælle mange historier, om dengang hun var lille og brugte sine sommerferie på stranden og hjalp til på familiens gård, der engang lå her. Gårdhuset står der stadig, men er helt tomt. Da vi gik rundt om det og kiggede ind ad vinduerne, udpegede Lynnette det værelse hun plejede at sove i, og hvad de andre rum blev brugt til. Meget sjovt, men også lidt underligt, at det stadig står der - helt forladt. Om aftenen spiste vi hjemmelavede pizzaer på stranden og kiggede på stjerner.

Resten af marts måned blev brugt på surf school i Raglan og dykkerkursus ved Goat Island.
Aldrig havde jeg troet, at det skulle være muligt at sluge så meget saltvand og få så ømme arme og mavemuskler af at surfe, men jeg havde en fest! Jeg var på surf skolen i tre dage og drømte en af nætterne, at jeg var mega god til det, og at det jo slet ikke var så svært. Jeg vågnede derfor fyldt med gåpåmod (og ømme arme), og kastede mig ikke desto mindre ud i bølgerne, blot for at blive slynget af boardet gang efter gang… MEN jeg kom da op at stå på boardet nogle gange, og det var den fedeste følelse at blive båret af sted på den brusende bølge!

To uger efter stod der dykkerkursus på programmet. Jeg satte derfor kursen mod Goat Island, der ligger ca. 2 timers kørsel nordpå - jeps, jeg kørte selv i den modsatte side af vejen på Aucklands sindssyge sekssporede motorveje, behøver jeg sige, at jeg følte mig temmelig cool!? Solen skinnede og humøret var højt, lige indtil himlen åbnede sig og regnen væltede ned i lårtykke stråler og gjorde mig meget bekymret for mit lille telt, der ligner sådan et, der er designet til opbevaring af øl på Roskilde festival og i den grad ikke egner sig til beboelse i styrtregn. Mit dykkerkursus faldt sammen med påsken, og det var kun fordi, at jeg forsikrede dem om, at det altså KUN var mig og mit mikro telt, at ejerne fandt plads til mig på campingpladsen. Men da jeg kom, var den store campingplads helt tom med ikke et eneste telt på det store område, der ligger med den smukkeste udsigt ud over havet. Grunden til dette var, at jeg ganske enkelt var for tidligt på den, idet jeg kom om torsdagen, for da jeg kom hjem fra dykkerkursets første dag om fredagen var campingpladsen proppet, og jeg kunne næsten ikke finde mit telt i mængden. Det er altså noget kiwierne tager seriøst: camping!! Hold nu fast! Min nabofamilies telte var enorme med så mange kabiner, at de havde plads til et legerum til børnene, de havde køleskab, gasgrill, en speciel pavillon, der forbandt teltene, gulvtæppe, bord med dug og et lille komfur - og de var langt fra de eneste med udstyret i orden. Selvom jeg i starten havde været en smule øhm overrasket over, at de havde plantet hele deres familie lige op ad mit telt, viste de sig at være virkelig søde! Jeg blev inviteret over på fisk om aften og blev samtidig introduceret til hele familien bestående af farfar, farmor, far, mor, moster og deres tre børn/børnebørn, og påskesøndag havde de lagt en lille bunke påskeæg fra påskeharen i mit telt. Derudover boede der også en sød tysk pige i en caravan ved siden af mig, som også deltog i dykkerkursusset. Vi var "buddies", når vi dykkede og hyggede med os fælles madlavning og skymfiduser over bål om aften.
Selvom jeg havde lidt problemer med at udligne, og at vandet var virkelig uklart og grumset, samt at jeg fik hikke midt i det hele - det kan IKKE anbefales at trække vejret gennem en regulator under vandet, mens man har hikke - så kom dykkercertifikatet i hus om søndagen og sikke en oplevelse!!! Forhåbentlig kan jeg se frem til mange flere dyk i fremtiden og måske i mere eksotiske farvande, så jeg kan finde Nemo eller måske mere relevant: Dory!

Jeg vil slutte dette indlæg med min fars vise ord: "Bekymringer bliver ofte ikke til noget". For ganske rigtigt forsvandt min nervøsitet og alle de bekymringer, jeg havde haft, inden jeg tog af sted som dug for solen, og da weekenden var ovre, følte jeg mig som aldrig før klar til at begive mig ud på endnu flere eventyr.