Profile
Blog
Photos
Videos
4. februar - San José
Efter gode (og velfortjente) 11 timers søvn vågnede vi til vores første dag i San José, første dag i Costa Rica, første rigtige dag på rejsen. Vi startede dagen med morgenmad på hotellet, som bestod af frugt, juice og pandekager. Dernæst brugte vi noget tid på værelset på at gøre os klar til at indtage byen. Her er varmere end man (jeg Annette) lige har haft fantasi til at forestille mig. Det er ligesom om, jeg ikke kan fatte at det kan være så meget sommer et sted i verden, mens det er så surt og koldt vejr i Danmark. Ikke desto mindre er det altså tilfældet, og det gør jo altså heller ikke noget. Vores første mål var at finde bus-terminalen, hvor man kan købe billetter til Bocas del Toro. Vi havde efter lang tids overvejelse besluttet at tage dertil, hvis der vel og mærket var billetter at få. Vores Lonely Planet bog skulle vise sig at være til absolut ingen hjælp til dette formål, da den afmærkede bus-terminal viste sig ikke at eksistere længere. Heldigvis var én (ud af utroligt mange) rigtig flink costaricaner behjælpelig og fik peget os retning af en anden busterminal som også kunne bruges. Her endte vi med at genoverveje billetterne til Bocas del Toro, da turen derned tog lidt længere tid end forventet. I sidste ende valgte vi dog at købe billetterne, fordi turen på ca 8 timer fra San José dog trods alt var noget kortere end fra fx København, hvor vi er det meste af tiden. Det er nu vi har muligheden! Efter en lidt længere gåtur rundt i byen, i jagten på et jade- og guldmuseum, som dog både viste sig ikke at ligge der hvor Lonely Planet troede, og efterfølgende viste sig at koste 15$, og vi derfor valgte fra, gik vi tilbage til vores hotelværelse for at slappe af. Vi kunne stadig mærke trætheden efter gårsdagens strabadser, og samtidig er det jo en ferie, hvor man skal gøre lige hvad man har lyst til. Vi lagde en plan for de næste dage, og på vej ud for at spise aftensmad fik vi booket endnu en nat på hotellet, når vi vender tilbage fra Panama. Manden i receptionen gav også anbefalinger til restauranter, og vi valgte at følge et af dem. Det blev til klassisk costaricansk middag med bøf, ris og bønner og tortillas. I skrivende stund er igen tilbage på hotelværelset og er ved at være pakket og klar til i morgen, hvor turen altså går til Panama.
- comments