Fra regnskov til oerken/ fra inaktivitet til aktivitet

Det er snart juleaften, og ingen af os har haft noget der minder om julehumoer. Men vi taenker, at det er okay, da vi jo saa ikke kommer til at savne det derhjemme saa meget, som vi ville have gjort.
Tiden var kommet, hvor vi skulle forlade det tropiske Queensland for at flyve mod operkenlandskabet i Northern Territory. Turen gik fra Cairns til Alice Springs. Vi floej ind over oede oerkenlandskab med spor efter udtorrede floder, og roedt sand overalt. Ligepludselig dukkede en lille by op under os. Efter en meget bumlet landing steg vi fra af det airconditionede fly, og ud i 40 grader, toer luft og masser af fluer, som hele tiden kaempede en brav kamp for at komme ind i munden og oerene paa os, AHRGG!! Paa vejen ind til Alice Springs passerede vi et vejskilt, hvorpaa der stod: Alice Springs 10 km. Darwin 1524 km. Altsaa naermeste by!
Naeste morgen blev vi saa hentet af Adventure Tours bussen. Vi begyndte vores tur til Kings canyon. Alt vhad vi saa paa vejen var roedt oerkenlandskab, smaa buske og lidt traeer og graes spredt rundt omkring. Det regner i gennemsnit 3 cm om aaret her i omraaedet. Her for en maaned siden fik de en ordentlig regnskylle, saa her skulle efter sigende vaere ekstremt groent i forhold til hvad det plejer at vaere. Vi naaede efter 300-400 km. koersel til Kings Canyon, en klioppeblok, som regn og blaest igennem tiden har aed en kloeft igennem. Der var en lille soe, hvilket er hoejst usaedvanligt. Derudover var der planter og traeer, som aborigierne i aartusinder har brugt til at lave spyd, kurere sygdomme med, samt spise. For et aar siden doede en japansk kvinde pga overophedning her paa stedet, saa vi fik ikke lov til at komme med paa gaatur hvis ikke vi kunne vise 1,5 l. vand hver.
Vi satte kursen mod Ayers Rock og efter et par timers koersel bredtes der en stor begejstring i bussen, da en stor klippe kom til syne i horisonten. Alle begyndte at tage billeder, og det blev ligepludselig ekstremt tydeligt, at vi ud af 21 passsagerer var 11 koreanere + 1 japaner! Buschauffoeren var saa venlig at spoerge om vi havde faaet taget nogle gode billeder af Ayers Rock, og selvfoelgelig havde vi det! Men han kunne saa fortaelle os, at det var var Mount Cunner og ikke Ayers Rock!
Vi koerte videre og en ny klippe rejste sig i horisonten. Denne gang sad alle koreanerne og kiggede i et turistblad, for at sammenligne billedet deri, med hvad de saa udenfor. De skulle ikke risikere at blive snydt igen, haha!
Vi naaede endelig frem til campingpladsen, hvor vi var blevet opgraderet til hytter. Men vi ville proeve at sove under stjernerne, og fik derfor udleveret swags, en slags soveposer med indbygget liggeunderlag. Og selvom der havde vaeret skyer ved solnedgangen, saa laa vi under den klareste stjernehimmel.
Vi fik kun faa timers soevn, da vi allerede skulle op klokken kvart i 4 for at naa solopgangen ved Uluru. Det var stadig moerkt da vi naaede frem til den kaempe klippe. Vi skulle gaa i 35 min. ad en sti, som gaar hele vejen rundt om Uluru, for at komme til at staa i en vinkel i forhold til klippen, saa solopgangen ville staa lige ind paa. Oplevelsen som ventede os med solopganen kan slet ikke beskrives med ord, men vi maa hellere forsoege alligevel. Solens straaler ramte kun nogle steder paa en maegtifge klippe, lavet af fint, sammenpresset og roedt cementsand, hvilket resulterede i et stort spil af roede og oragnge farver og skygger. Den beskrivelse er ikke overvaeldende, men vi havde den mest fantastiske oplevele. Det er som om Uluru har en kraft i sig, en kraft som aborigierne har kendt til i aartusinder. For dem er klippen hellig, og hele denne mystik, kombineret med den smukke solopgang og kontrasten mellem det groenne graes, den roedgloedende klippe og den klare blaa himmel fik kuldegysninger frem, og en enkelt taarer i oejenkrogen. Det var SAA smukt!
Vi gik videre med et par fra vores gruppe. Hele turen rundt om Uluru er ca. 10 km, men det foeltes som ingenting, da der heletiden var nye, forunderlige klippeformationer at beundrer, samtidigmed, at solen forandrede farven paa klippen jo laengere den kom op paa himlen. Klokken halv 8 havde vi tilbagelagt de foerste 10 km denne dag, men vi var ikke faerdige med at vaere aktive, for vi koerte videre til Kata Tjuta (The Olgas), hvor vi skulle begynde en vandretur inden klokken 11, da den herefter ville lukke pga. ekstremme vejromstaendigheder, i dette tilfaelde den ekstremt varme temperatur, som paa turen naaede helt op paa 45 grader.
Kata Tjuta er skabt af mere groft sand, og her er det ikke kun en klippe, men 36 stoerre og mindre klipper, afslebet af vind og vejr gennem millioner af aar. Hele grunden til at klipperne staar her i dag er, at Australien engang var daekket af havvand, som skyllede en masse sand op paa kontinentet. Dette sand er saa blevet trykket sammen efter pladerne i undergrunden for 120 mio aar siden rykkede paa sig, og fik alt havvandet til at forsvinde og skabte flere bjergkaeder gennem Australien. Uluru gaar 2-3 km ned i jorden grundet loebende underjordisk aktivitet, som faar klippen til at synke. Vandreturen i Kata Tjuta var svendende, men udsigten efter de 4 km op og ned af klipper var det hele vaerd. Saa kan Mount Serrat, Barcelona, godt gaa hjem og vugge!
Om aftenen koerte vi saa til et udsigtpunkt, som gav os det perfekte view over Uluru ved solnedgang. Der var desvaerre mange skyer, og mange turister, saa det var langt fra ligesaa magisk som solopgangen. Vores guide havde sagt, at vi nok ikke fik nogen solnedgang at se. Men det var meget hyggeligt at staa med champagne i kaffekrus (simpelt, men det var hvad vi havde). Alle var indstillede paa at vi nok var kommet forgaeves, men pludselig kom et sug gennem forsamlingen, og alle vendte sig mod klippen, som var roedgloedende. Foer var den bare kedelig graalilla, saa solens straaler gjorde hele forskellen.
Om aftenen sad vi og lavede en masse lege med vores gruppe. Vi var et stort mix af folk fra Korea, Scweiz, Holland, England, Frankig, Australien, Japan, Tyskland og Danmark. Koreanerne var dog dem med de sjoveste lege.

Indtil videre har det vaeret en helt fantastisk tur, som har levet op til alle forventningerne, og som helt klart er alle kilometerne vaerd.