Sydoeen

Vi ankom sent til Christchurch her I New Zealand fra Australien og flyttede ind paa et hostel, hvor vi var saa "heldige" at bo sammen med en gut, som lugtede mistaenkelig meget som en, der ikke havde set skyggen af et bad i flere uger. Saa da vi satte kursen mod Kaikoura, var vi godt tilfredse. Foerste moede med Kiwiexperience blev kl. 7 om morgenen, da vi skulle naa at komme til Kaikoura til middag. Da vi naaede frem til Kaikoura, var vi lykkelige for, at vi har valgt at rejse med Kiwi, for gud, hvor er det nemt! Man saetter sig i bussen, hvorefter chauffoeren soerger for at booke hostel og aktiviteter for en. Dagen i Kaikoura blev brugt paa en gaatur til en saelkoloni. Fedt at opleve saeler paa faa meters afstand.

Dagen efter satte vi kursen mod New Zealands mest solrige by og NZ's midtpunkt, Nelson, dog med et stop i Picton for at hente passagerer fra noedoeen. Tilfaeldigt satte to piger sig ved siden af os, og 5 minutter efter havde vi faaet os to rejsekammerater, Rikke og Louise fra Silkeborg. Dem har vi nu tilbragt to uger med. Begge hold var lettede og glade for at moede andre danskere. I Nelson havde vi planer om at sejle i kajak i Abel Tasman Nationalpark, men da vi ankom til Nelson i kraftigt regnvejr, droppede vi det , for vi turde ikke stole paa, at byen levede op til dets ry om solskin til dagen efter.

Turen gik dernaest til Westport. Vi holdte frokoststop ved Lake Rotoiti, som var en gletschersoe, hvilket betoed, at vandet var meget koldt. Traditionen tro ved denne soe, badede folk. Et klassisk billede er, naar man hopper fra badebroen i vandet og har den flotteste baggrund i form af soeen og bjergene. Vi skippede dog badeturen, da vi i forvejen havde lidt svaert ved at vaenne os til temperaturforskellen fra Australien. Paa bussen moedte vi desuden fire andre danskere. Westport boed ikke paa meget spaendende, saa vi holdte 'danskeraften' med faelles mad og kortspil.

Naeste stop var Lake Mahinapua hos Les. Koereturen strakte sig ned ad 'The West Coast', som er den smukkeste kystlinje i New Zealand. Vi var paa en lille gaatur, som foerte os forbi en stor saelkoloni. Desuden stoppede vi ved Punakaiki Pancake Rocks and Blowholes. Her saa vi klipper og sten, der, efter tusindvis af aar, har formet sig som pandekager stablet ovenpaa hinanden. Mens vi gik rundt, kom der vandsproejt op gennem huller, de saakaldte blowholes. Det saa ret sejt ud! Sidste stop paa dagens rute var i Greymouth for at shoppe til aftens kostumefest. Stoppet i Lake Mahinapua er nemlig beroemt for temafest paa Les Poo Pub. Vores tema var 'Det foerste bogstav i dit fornavn', hvilket betoed, at Mia var maid og Karen karatekid. Les er ejer af pubben og er 84 aar og elsker og lever af Kiwiexperience.
Det var en rigtig god fest, hvor kreativiteten ikke havde nogle graenser. Selv vores chauffoerere troppede op som to prostituerede og festede med os. Pubben var rigtig charmerende med en masse kasketter, bgh, stroemper o.l. Langs vaeggen var gruppebilleder fra hvert Kiwihold, der har besoegt Les Poo Pub.

Da vi den efterfoelgende dag skulle med bussen, havde vi den flotteste udsigt - sol fra en skyfri himmel, synet af marker og sneklaedte bjerge i baggrunden. Kursen blev sat mod Franz Josef, hvor vi skulle tilbringe et par dage. Det var herfra vi skulle paa en heldagsklatretur i Franz Josef gletscheren. Vi blev forberedt paa turen ved at faa regntoej, stoevler, piksko til stoevlerne, huer oghandsker. I smaa grupper blev vi foert op paa gletscheren. Kort efter foerste skridt paa den skulle vi gennem en spraekke i isen. Vi klatrede ned og befandt os pludselig midt i en turkisfarvet is. Vi gled hen af isen for at komme gennem og klatrede gennem et hul. Det var helt fantastisk at vaere midt i en gletscher. Vi begav os stille og roligt op ad gletscheren og noed udsigten. Mia havde dog en lille krise undervej, hvor hun froes meget og forstillede sig, at det maatte vaere saadan, det var paa skiferie, og det er derfor, hun ikke goer det, selvom Karen proevede at overbevise hende om andet. Jo laengere vi kom op, jo mere klar og ren blev isen - det var saa flot! De indfoedte, maori, har en myte om gletscherens dannelse. En smuk maori pige elskede at klatre i bjerge og overtalte hendes elskede til at klatre med hende. Manden faldt og doede, og pigen blev knust og begyndte at graede, hvorved hendes taarer blev frosset og dannede gletscheren. Da vi naaede vores toppunnkt, sang vi foedselsdagssang for Rikke, som havde 21 aars foedselsdag. Da vi kom ned fra gletscheren, traengte vi alle til et varmt bad. I anledningen af foedselsdagen gik vi fire ud og spiste. Skoent med laekker mad og noget andet end pasta.

Fra Franz Josef koerte vi til Wanaka. Paa vejen holdte vi stop ved Lake Matheson, hvor man normalt kan tage postkortagtige billeder, fordi Mount Cook (New Zealands hoejeste bjerg) spejler sig i soeen. Desvaerre for os kom vi til Lake Matheson i regnvejr og lavthaengende skyer, saa ingen postkortbilleder til os. I Wanaka var vi i Puzzling World, hvor vi kaempede med forskellige puslespil og hjerneknusere.

Queenstown
Fra Queenstown tog vi paa dagstur til Milford Sound. Ved 8-tiden blev vi hentet af en cool dude med dreadlocks og fuldskaeg og saa gik turen mod Milford Sound - en af New Zealands mest beroemte fjorde, der ligger i den store nationalpark, Fiordland (Som de udtaler meget maerkeligt hernede). Turen var super flot med gletscherdale, sneklaedte bjergetinder, vandfald, fjorder med helt klart vand og mirror-lakes. Ved halv to tiden kom vi til Milford Sound og gik ombord paa minifaergen, der skulle sejle os rundt i fjorden. Her fik vi foerste en rigtig laekker buffet og kunne nyde den flotte udsigt imens. Sejlturen var fantastisk flot med de store bjerge ragende op fra det turkisblaa vand. Vi passerede flere store vandfald og maatte da ogsaa traekke indenfor, da baaden sejlede helt taet paa. Baaden gyngede rimelig meget, da vi naaede ud til 'Tasman Sea', og et par af dem der stod ude paa daekket fik sig da ogsaa et lille skyl.

En af aftenerne i Queenstown tog vi paa pubcrawl. Foerste bar, hvilket ogsaa var hoejdepunktet, var en isbar. Her blev vi forsynet med varme sko, handsker og store jakker. Derefter blev vi lukket ind i en bar, hvor der var -8 grader, og alt var lavet af is, selv stole og glas. Vi havde det rigtig sjovt i den halve time, det varede. Allerede fra starten af pubcrawlen blev vi doebt 'Team Denmark'. Efter et par stop paa andre barer endte vi paa den ultimative backpackerbar her, World Bar.

Queenstown er kednt som ' the adventure capital', saa nu var det blevet tid til at Mia skulle lave sit bungy jump. Jeg blev koert ud i oedemarken, og hele busturen glaedede jeg mig som et lille barn. Da jeg ankom, blev jeg gjort klar med seler og fik mulighed for at se paa den platform, jeg skulle springe fra, og den dal jeg skulle kaste mig ud i. Efterfoelgende blev jeg transporteret ud til platformen. Nerverne begyndte lige saa stille at melde sig. Mens vi blev gjort helt klar og fik de sidste informationer, noed jeg udsigten over dalen. Eftersom jeg var den sidste der skulle springe, havde jeg en masse tid og faldt derfor i snak med en af instruktoererne, Oz. Han forstod at dulme mine nerver, men det var nu stadig med rystende ben, at jeg humpede ud til kanten af platformen. Det var det mest skraemmende oejeblik at staa der paa paltformen med taaspidserne ud over kanten og kigge de 134 meter ned jeg skulle falde. Heldigvis stod jeg der ikke laenge foer instruktoeren slap mig og havde talt ned til 1, hvorefter jeg kastede mig ud i mit bungy jump. Den sidste tanke, der strejfede mig var: Hvad pokker laver du Mia!
Men bungy jumpet har uden tvivl vaeret den mest skraemmende, nervepirrende, fantastiske og vildeste oplevelse nogensind! Jeg ville slet ikke have vaeret foruden det adrenalinrush hele oplevelsen boed paa.

Ellers har vi slappet af en del dage her i Queenstown med de andre 6 danske piger og nydt den hyggelige by. Om et par dage bliver vi skilt fra Rikke og Louise, hvilket bliver lidt underligt, fordi vi har tilbragt dag og nat med dem de sidste par uger og er kommet hinanden rigtig naer. I nat kl. 3 gik vores brandalarm paa hostlet , hvilket resulterede i, at vi vaagnede ved en hoej lyd og en evakueringsmeddelse om, at alle skulle forlade hostlet. Saa vi greb alle en troeje, inden vi listede ned af brandtrappen i nattoej for at blive samlet foran hostlet med de andre gaester. Efter et kvarter havde brandvaesnet tjekket det hele igennem, og vi fik lov til at gaa i seng igen. Det viste sig, at det var en sprinklerfra nabobygningen, der var sprunget.Saa vi kan lige tilfoeje en brandevakuering til vores oplevelser.

Vi forsoeger at upload billeder inden for den naermeste fremtid, men det virker ikke rigtig pt.