Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag d. 14/2- onsdag d. 16/2 2011
Så står den på Outbackadventure!! Vi blev hentet 5.55 om morgenen, hvor vi herefter skulle drage mod Uluru. Vi var 12 personer i alt, så det var en dejlig lille gruppe, og halvdelen danskere, så vi fik også snakket lidt dansk. Det tog ca. 6-7 timer med indlagte pauser at nå vores lejr. Vi stoppede bl.a. ved en kamelfarm, hvor vi stødte på Mias venner fra skolen, så det var lidt pudsigt midt ude i ødemarken. Herefter drog vi videre mod Ayers Rock lufthavn, hvor vi skulle samle de sidste tre passager op. Det var en rigtig fin campinglejr forstået på den måde, at alt hvad man skulle bruge var der, og vi havde senge i teltene. Vi skulle dog lige vænne os til alle de firben, der kravlede rundt uden for teltet, og de mus der evt. kunne være derinde, men vi lod bare være med at tænde lyset, så vi ikke så noget, for som man siger: "Det man ikke ved, har man ikke ondt af." Omkring kl. 14 kørte vi ud til Uluru, hvor vi skulle tilbringe resten af dagen. Vi startede i kulturcentret, hvor man kunne opleve historien om Uluru og stedets traditionelle ejere. Herefter gik vi 6 km dvs. 2/3 af vejen om Uluru i bagende sol, så det var ret varmt. Uluru er meget hellig for The Aboriginals, og derfor var det meget vigtigt, at vi havde stor respekt for de hellige områder. Hvis man tog et billede, hvor man ikke måtte fik man en bøde på 6000 dollars, så det gjorde vi naturligvis ikke!
Efter gåturen kørte vi tilbage til lejren for at lave aftensmad. Vores guide, som også er vores "alt mulig mand" stod for aftensmaden, og vi hjalp ham med at tilberede den. I aften skulle vi have oksebøf med salat til. Det glædede jeg mig MEGET til, da jeg endnu ikke havde fået det hernede og nok ikke får det så tit! Vi gik i seng kl halv 11 og skulle allerede op igen 4.30, da vi tirsdag skulle gå 6 km igen, men bare ved Katja Tjuta denne gang.
Vi blev vækket 4.30, og havde måske sovet 3-4 timer, så vi var lidt trætte, men vi satte stor pris på, at gåturen skulle være inden den skarpe sol. Katja Tjuta er meget anderledes end Uluru og meget ældre. Den har en helt anden natur omkring sig, hvor der bl.a. lever dværgkænguruer. Vi håbede på at komme til at se nogle, og det gjorde vi også, Yes! De kommer kun ud om morgenen og vi skulle være musestille, hvis vi skulle se dem. Heldigvis var vi de eneste, som var stået op så tidligt, så vi fik dem at se. Da vi nåede toppen, havde Ben "morning tea" med, og det var tiltrængt efter en besværlig gåtur. Vi skulle samme vej tilbage, så vi kendte vejen, men det var en svær rute, så vi skulle hele tiden være koncentreret. Desværre for det hollandske par faldt hun på vej ned og brækkede albuen, så de måtte desværre stå af turen her. Vi andre kørte tilbage til lejren og fik noget frokost, inden afrejse til Kings Creek Station, som skulle være vores lejr denne nat. Vi ankom til lejren omkring kl 16, og jeg havde fortalt alle, at der var swimmingpool, så det glædede vi os naturligvis til, MEN desværre var den lukket, så vi måtte nøjes med et almindelig bad, som sådan set ikke hjalp det store pga. varmen.. Inden aftensmad havde vi lidt fælleshygge, hvor vi spillede lidt UNO. Genialt spil! I aften skulle vi have kylling tilberedt på to måder, men denne gang blev det lavet over bål. Det smagte rigtig godt, og efter alt det vi lavede om dagen, havde vi en god appetit. Vi gik allerede i seng kl 20 denne aften, og skulle op igen kl 4.30, så vi ville se, om vi kunne få en smule mere søvn. Det fik vi da også. Tror det blev til 6 timer denne nat.
Den sidste dag på turen skulle vi ud til Kings Canyon, hvor vi igen skulle gå 6 km. Vi var rigtig heldige med vejret denne morgen, da det var overskyet, så det tog lang tid for solen at komme igennem. Perfekt dag for en gåtur. Kings Canyon er igen helt anderledes fra de andre to. Vi gik op af klipper, så vi til sidst var 150 meter over jordoverfladen, så det gjaldt om ikke at gå for langt ud til kanten. Vores guide Ben er utrolig god. Han ved en masse om alting, og samtidig har han utrolig stor respekt for de indfødtes værdier/kultur, og vores sikkerhed og sundhed, når det gælder varmen. Det kunne man tydeligt se, at ikke alle guider havde. Vi kørte tilbage til lejren og fik frokost inden hjemrejse til Alice Springs. Det tog ca 6 timer at komme hjem.
Det har været en rigtig god tur, og vores medpassagerer var rigtig søde. En meget blandet flok, fra 5-60 år.
Nu har jeg jo været på denne tur en gang før, og derfor lagde jeg især mærke til de store ændringer i naturen. The Red centre som outbacken også er kaldet var på ingen måde rød, men derimod meget grøn. Dette er et meget sjældent syn, dadet er 35 år siden det sidst har set sådan ud, så det var mærkeligt at se denne store kontrast.
d. 17.-20/2
Så landede vi i Sydney igen, men denne gang var destinationen en anden. Heldigvis! Denne gang skulle vi bo på Sydneys bedste budget accommendation, Wake up hostel, og det bedste af det hele, vi har vores eget værelse. Den første aften gik med at få handlet ind og "udforske" hostellet. Vi har afgang til en rigtig god bar, hvor de også serverer mad, så den første aften fik vi gratis mad, og det er jo altid godt, selvom det bare var pølser og brød! Næste dag stod den på udforskning af Darling Harbour og området omkring. Vi bor ca. 10 min fra Darling Harbour, så der var ikke så langt. Darling Harbour er den lille havn, men helt sikkert lige så hyggelig som Harbour side. Her ligger museer, Aquarium, wildlife park og meget mere. Vi spiste frokost på en hyggelig cafe, og derefter bevægede vi os op gennem Sydneys travle gader. Om aftenen spiste vi i Side bar og ellers bare hygge på værelset. Vi har eget fjernsyn!!!
d. 19. havde vi booket en tur til The blue mountains, så vi skulle tidligt op. Vi startede i Sydney Wildlife park, hvor vi kunne røre ved koalaer og fodre kænguruer. Herefter drog vi videre mod blue mountains, hvor vi fik det første glimt lige inden frokost. Efter frokost skulle vi til scenic world og Three sisters look out. Man kunne vælge at tage med skyrail eller trainrail op og ned, men vi valgte at gå 1000 trin ned, så vi kunne forbrænde lidt af frokosten.. da vi nåede bunden så vi en rigtig flot regnskov, hvor der var minedrift i gamle dage. Vi tog trainrail til toppen, som er et slags tog, hvor man kører op ad med en vinkel på 45 grader, så det var ret sjovt. Herefter skulle vi se en lille landsby, da blue mountains ikke bare er nogle bjerge, men faktisk et stort område med mange små byer. Som afslutning på turen skulle vi på et cruise tilbage til Darling Harbour. Det var fint at prøve, men ikke noget specielt. Efter en heldagstur var vi meget trætte, så vi bestemte os for at gå hjem at lave mad og ellers bare tage nattøj på. Jeg måtte så vente med min gammeldags is til søndag. Søndag, den sidste dag i Sydney, havde vi planlagt at skulle se den anden del af Sydney, nemlig den ende, hvor Harbour Bridge og Operahuset ligger i. lige en indskydelse, vi har kunnet sove så længe vi ville de her dage, så det har simpelthen været rart, bare at sove til kl halv ni! Nå men tilbage til teksten. Vi vandrede fra den ene ende af det centrale Sydney til den anden, og det er altså langt, når man de sidste fire dage har gået over 20 km! Vi startede ved Harbour Bridge, da vi havde i tankerne at skulle klatre på broen. Vi kom en halv time før en klatring skulle begynde, så det sagde vi ja til. Det var en super fed tur og helt fantastisk udsigt. Vi gik ovenpå broen, så jeg har for alvor udfordret min højdeskræk i dag, og den bliver da også mindre og mindre, jo flere ting jeg prøver i højderne. En gang skydiving burde hjælpe på det.. Mia har ingen problemer med højder, så hun nød det, mens jeg ikke kiggede alt for meget ned.. Herefter fik vi lidt at spise, for det tager 3 og en halv time, så man bliver lidt sulten deroppe! Nu kom vi så til det øjeblik, hvor vi skulle se det alle taler om, altså de, der ikke har været i Sydney, nemlig Operahuset! Jeg havde jo set den før, så vidste godt, hvor specielt det egentlig var, og Mia blev da også ret hurtigt enig i, at det var en bygning med flot arkitektur, men UTROLIG opreklameret! Så gik turen hjemad igen, men denne gang gik vi gennem botanisk have, som er en oase, der slet ikke ligner Sydney. Det første indtryk af Sydney er en meget travl by, men ligesom Hyde Park er botanisk have et tilflugtssted fra denne travle hverdag, og det gør bare, at byen får en smule mere charme. Synes faktisk bedre om Sydney anden gang.. I morgen drager vi på et nyt slags eventyr, nemlig surferkursus. Det glæder vi os rigtig meget til, og er spændte på, om vi nogensinde kommer op at stå på det surfbræt!
- comments