Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag morgen begyndte meget meget tidligt. Vi skulle op klokken 04.00, så vi kunne forlade lejren klokken 05.00 og køre ud til Uluru og se solopgangen. Jeg havde sovet elendigt om natten og havde fået regn i hovedet flere gange i løbet af natten, fordi der ikke var ordenligt tag på teltet. Jeg var rimelig cranky fra morgenstunden, men glædede mig alligevel til at se solopgangen og opleve Uluru, som er et af højdepunkterne på min tur.
Vi kom ind til The Rock, men der var stadig en del skyer fra nattens storm, så det blev desværre ikke til en smuk solopgang heller - det må også blive næste gang. Efter solopgangen kørte vi helt hen til Uluru og begyndte den 10 km. lange vandretur rundt om stenen. De første 2 kilometer var guidet af Benchy, der fortalte en masse spændende historier om de Aboriginals, der i sin tid levede her. Vi så sporene fra dem gennem deres indgraveringer og tegninger, og vi hørte nogle af de historier, der er foregået her. Myter vil jeg nok kalde dem, men de har meget stor betydning for the Aboriginals. Efter de første to guidede kilometer begav vi os på egen hånd rundt om The Rock og nød alle de mange former og farvenuancer den har. Det var varmt, og de 8 kilometer rundt tog lang tid. Men det var en rigtig god tur, og jeg fik taget nogle rigtig gode billeder. Uluru er uden tvivl imponerende og virkelig flot, og solens stråler gav nogle imponerende refleksioner i de små vandfald der løb ned ad den pga. nattens regn. Virkelig smukt!
Da alle var kommet tilbage fra vandreturen, og vi havde fået forfriskninger ved bussen, kørte vi hen til the Cultural Centre, hvor vi brugte tid på museet og i souvenirshoppen. Temperaturen ramte 38 grader, og det var for varmt til at lave mere fysisk aktivitet den dag. Det passede fint ind i programmet, for vi kørte tilbage til lejren, spiste frokost og kørte derefter videre mod Kings Canyon, som var sidste stop på turen. Ligesom alle andre steder i dette land, var der langt til Kings Canyon, og det tog det meste af eftermiddagen at komme dertil i bussen. De fleste fik en lur, og jeg forsøgte også at sove lidt efter den elendige nattesøvn. Benchy havde skruet ned for musikken og sad med sin egen musik i ørerne, mens alle andre sov. Det var en eftermiddag, hvor alle sad i deres egen verden og havde lidt privattid med sig selv. Det var tiltrængt og egentlig meget hyggeligt at sidde i sin egen verden og alligevel være omgivet af alle de andre.
Sidst på eftermiddagen ankom vi til campen ved Kings Canyon og lavede ikke ret meget resten af eftermiddagen. Vi var trætte, og det var stadig varmt, så der var ikke stemning for andet end et spil uno - blandt os 5 selvfølgelig. Efter aftensmaden tog vi en omgang øl-uno igen, men det blev ikke sent denne gang, for vi skulle igen op klokken 05.00 næste morgen for at komme ud til Kings Canyon og få så meget som muligt ud af den, inden det blev for varmt.
Det var alt, hvad der skete denne dag. Uluru var fantastisk. En enestående oplevelse, også selvom hverken solnedgang eller solopgang blev til noget. Jeg er rigtig rigtig glad for, at jeg fik denne oplevelse med på min tur!
- comments
Yndlingskusine P Årh det lyder skønt!!! Her er bare larm fra tømrerne og evigt gråvejr, trist? Ja det tror jeg nok!. ;-) Håber du har et billede af stegen Benchy! Så kan vi andre også savle lidt når du kommer hjem og viser billeder ;-) Glæder mig til at se dig igen! Og du skriver godt, det må jeg sige <3 Kys P.
Din far Stegen, savle, nu må tanten virkelig skride ind og få sat lidt skik på det barn. Mette, glæder mig til fortsættelsen.
Farmor Stadig gode oplevelser. Tak for det. vi nyder det hver gang. Knus
Mette Til Yndlingskusinen: Tjek mit profilbillede på Face. Du er nok ikke i tvivl, når du ser billedet, men det er ham med den lilla t-shirt :-)
Mor Hej Mettchen, Ja, dejligt, at du fik denne tur med. Jeg iler videre til næste blog, er kommet lidt bagud. Knus, Mums.