Nepal (14. mar.-31. mar.)

Trekking, høje bjerge, dårlig mave, sherpa-folk, yakokser, masser af varmt tøj (det samme i 10 dage!) og lidt mere trekking... Støvede gader, nationalpark og Budda

Status på hvad vi savner:
Mette: Mørk pålægschokolade, at toiletpapir er en naturlig bestanddel af ethvert toilets sortiment, bland-selv slik og en tyrker-salatpizza

Søren: Leverpostejmaden er nu opgraderet til en fuldbyrdet 'Dyrlægens Natmad', Tuborg Squash og/eller Faxe Kondi + Bassets Allsorts lakridskonfekt

Vi landede i Kathmandu International Airport lidt over kl. 22 tirsdag d. 13. marts. En halv time senere havde vi fået udstedt visa, blevet USD40 fattigere, fået vores bagage og kommet ud af lufthavnen. Vi blev nærmest overfaldet af folk som ville bære vores tasker og taxachauffører som ville køre os ind til byen, mens politiet ihærdigt prøvede at holde dem lidt på afstand. Heldigvis blev vi mødt af en ung gut med et skilt i hånden påtrykt 'Mette Rasmussen' og navnet på vores hotel. Kathmandu er næsten komplet mørkelagt om aftenen og natten, så det var lidt scary at blive kørt ned af smalle, mørke gader, som var fuldstændigt menneskeforladt. Kun et par køer og hunde rendte rundt i de beskidte, mørke gader. På hotellet fandt vi ud af at i Kathmandu er der kun elektricitet i dagtimerne, når solen skinner og solfangerne omdanner energien. Kun enkelte ting virker når folk sætter deres private benzingeneratorer op om aftenen/natten. Heldigvis har Søren sin pandelygte med - som tidligere spejder er man vel altid beredt ;)

Efter en noget kold nat gik vi ud i Kathmandus nu nærmest overfyldte gader for at shoppe de nødvendige ting til vores tur op i bjergene - man kan vel ikke få alle de ting i bjergene, som man kan i storbyen??! Wrong - alt bliver båret op enten på ryggen af yakokser eller af portere. Du kan få Gore-Tex jakker, vandrestøvler, Coca-Cola, Pringles, Mars, Snickers, Guld Tuborg og man kan endda gå på internetcafé. Nogle portere bærer helt op mod 100-120kg, mens yakokserne kun kan bære op til 80kg. Men flere kilo betyder flere penge, så porterne ser sig nødsaget til at bære så meget. Man føler sig lidt dårligt til mode, når man kommer travende i sine dyre Gore-Tex støvler og skaljakk med en lille taske på ryggen og hiver efter vejret.

Nå, men hele dagen i Kathmandu brugte vi på at shoppe efter fleece-trøjer, huer, vanter og snacks til turen, så vores tasker var pænt tunge, syntes vi selv.

Næste dag skulle vi afsted med vores næste flyvning. Et lille 18-personers fly fra indenrigslufthavnen skulle tage os til Lukla i 2800m højde. Et par uger inden afrejse havde Mettes veninde Maria tilfældigvis læst en artikel om nogle af verdens farligste lufthavne hvor Lukla selvfølgelig var i blandt. Den engelske version af Wikipedia skriver således: "A program titled Most Extreme Airports broadcast on The History Channel in 2010, rated the airport as the most dangerous airport in the world "(tjek også http://da.wikipedia.org/wiki/Lukla_Airport ). Mette husker tydeligt Marias ansigtsudtryk da hun fortæller at Søren har tænkt sig at vi skulle dertil og efterfølgende hendes bedende og meget bekymrede stemme der indtrængende siger; "Det gør du bare ikke. Lov mig det!". På daværende tidspunkt var det endnu ikke helt fastlagt om vi skulle på netop dette trek. Allerede på vej ind i flyet begynder Mette der ellers ikke lider af klaustrofobi at føle sig meget indelukket og utilpas. De første 20 minutter af flyveturen gik nogenlunde men tårerne pressede sig på. Og I kan tro de fik frit løb da det føltes som om flyet begyndte at tabe højde og rystede helt vildt, da vinden begyndte at tage fat i det lille fly. Og det fortsatte i alle 10 minutter som var tilbage af turen. Klamrende til Søren, fuldstændig spændt i kroppen og med tårerne i fuld strøm ned af kinderne tænkte Mette ikke på andet end alle de mennesker hun savner, elsker og holder af. Hele livet passerede forbi i små billeder og Marias stemme blev ved med at lyde højt og i tankerne var Mette meget ydmyg og undskyldende for at have gjort hvad hun lovede aldrig at ville gøre. Men vi overlevede og alle 10 dage trekket varede forsøgte Mette at fortrænge at der jo var en tur tilbage med flyet igen.

I Lukla lufthavn blev vi mødt af vores guide Nima, en 38-årig gut som vi i løbet af vores trek fik mange sjove timer sammen med. Aldersforskellen var slet ikke til at mærke. Som en ung knægt blev han forlegen når vi drillede ham med at han havde en kæreste i hver en landsby omkring Everest. Som guide og tidligere porter kendte han mange oppe i bjergene og hans to mobiltelefoner blev ustandseligt ved med at ringe, fordi, som han selv sagde, hans venner savnede ham. Eller var det alle hans kærester som hele tiden ringede??

Hele trekket føltes for Mettes vedkommende som én lang dag. Vi stod tidligt op, spiste morgenmad mellem 7 og 7.30, trekkede i 6-8 timer kun afbrudt af frokost, tissepauser og små snackpauser, forsøgte at holde os vågne om eftermiddagen ved at spille kort og læse bøger, spiste aftensmad ca. 18.30 og så tidligt i seng. Efter en gang dårlig mave foreslog Nima os at vi skulle prøve de indfødtes hofret Dal Bhat, som består af kogte ris, kartofler i karrysovs, taco-lignende "brød" samt linsesuppe, alt sammen ad libitum. Vi turde næsten ikke spise andet på vejen op af frygt for at dårlig mave skulle stoppe vores fremmarch, så vi er pænt trætte af Dal Bhat nu.

Vi var kun i bad 2 gange på de i alt 10 dage trekket varede og ellers havde vi det samme tøj på hele tiden - kun noget nyt når vi tog flere lag tøj på som vi kom højere op. Om natten sov vi med lange underbukser på, to par strømper, tre lag på overkroppen samt hue og vanter godt pakket ind i vores soveposer og med en dyne eller et par tykke tæpper over os. Enkelte gange med et tørklæde over næse og mund. Om dagen var det til gengæld dejligt varmt når solen bragede igennem. Indtil ca. 3800 meters højde kunne vi om dagen gå i t-shirt og shorts godt smurt ind i solcreme og med vores 10 kroners Rayban solbriller på.

Nu kom det til at lyde som om det slet ikke har været fedt, for det har det sandelig været! Det har været en helt fantastisk oplevelse, omend hård og kold, så helt og aldeles uforglemmelig. Turen gik over sletter, gennem skov, langs floder, over bjergrygge, gennem landsbyer, forbi yakokser, gennem mudder og støv, over hængebroer (18 i alt), forbi portere, over isflager og alt imens solen om dagen varmede os og vi havde udsigt til snedækkede bjerge der tårnede sig op i horisonten. Mange gange var det som om man kunne række ud og røre dem og at de ikke var nær så høje som de i virkeligheden var.

Turen var som følgende: Lukla (2834), Pakhding (2610) Namche Bazar (3442), hviledag for at akklimatisere da der er risikos for højdesyge når man kommer over ca. 3000 meters højde, Tengboche (3876), Dingboche (4410), Lobuce (4928), Gorak Shep (5180), Everest Base Camp (5346), Kala Patthar (5545), Dingboche, Namche Bazar, Lukla. Se kortet for et bedre overblik!

Man kan tydeligt mærke at luften bliver tyndere jo højere man komme op. Man hiver meget mere efter vejret og begynder at få voldsom hovedpine når man går, men den forsvinder langsomt så snart man holder hvil. Vedvarende hovedpine i kombination med kvalme, udmattelse og/eller appetitløshed er symptomer på akut højdesyge. Føler man nogle af disse symptomer kan det være livstruende at fortsætte med at gå opad og man bør derfor gå ned. Der dør desværre et par stykker om året alle fordi de negligerer deres symptomer og ikke tager rådene alvorligt, hvilket var en smule ubehageligt at have i baghovedet hele tiden. Nogle mennesker er bare mere udsatte end andre og det har absolut intet med fysisk form at gøre (skarpt pointeret af Søren!).

Og nårh jah, så var der lige den lille krølle på fortællingen, at Søren ikke nåede helt til tops. Efter vi var nået til Lobuche, og var kravlet op på et viewpoint, hvor man kunne se til både Kala Patthar og Everest Base Camp, begyndte den lille stakkel at få det skidt, med kvalme og svimmelhed oveni den allerede dunkende hovedpine. Et klassisk eksempel på højdesyge! Efter en gang hvidløgssuppe og et hvil, begyndte Søren dog at få det bedre, så vi besluttede os for alle at tilbringe natten i Lobuche. Men om morgenen var kvalmen tilbage igen, og selvom Nima lokkede med hestetur op til Kala Patthar, stod det klart at Søren måtte kravle ned igen til Dingboche. Natten inden vi nåede frem til Lobuche var der faktisk en gut som døde, så det var ikke ligefrem noget der skulle tænkes længe over. Mette blev sendt alene afsted med Sørens kamera, for at tage nogle nice billeder af den flotte udsigt sammen med Nima.

Så kun Super-Woman og Nima nåede helt op til Everest Base Camp samt til det gode viewpoint, Kala Patthar. Til gengæld fik Søren det utroligt meget bedre af at være gået ned til Dingboche, og dagen efter kravlede han lige op på toppen af et lille bjerg på 5100m, og spiste den medbragte peanutbutter-mad til frokost på toppen - mums for en udsigt!

På vejen ned mod Lukla forstod vi pludselig hvorfor så mange af trekkerne, som kom oppe fra, hele tiden skulle sige 'Namaste' (hej på nepalesisk) til dem som var på vej op - det var jo så meget federe, nu med overskud i stemmen, at kunne hilse på folk som prustede deres vej op af bjergene - fantastisk følelse!

Da vi kommer tilbage til Lukla (en hel dag tidligere end forventet!) havde vi fået ændret vores hjemrejse til kl 8.45 morgenen efter, så vi ikke behøvede at bruge en hel dag mere i Lukla - troede vi!! Lufthavnen åbnede ca. kl 6 om morgenen, og omkring kl 8 er var allerede landet og lettet de første 7-8 fly (der er kun 4 holdepladser til de små flyvere!). Vi var netop alle steget ind i flyveren, da stewardessen informerede os om at Lukla lufthavn var lukket grundet dårlig sigtbarhed. Det kunne godt gå hen og ta' et par timer før den ville blive åbnet igen, så vi blev bedt om at vente i lufthavnen - altså midt imellem flyene ude på ventepladsen. Efter et par timer får vi endda en kop the. Der gik yderligere et par timer, og blev vi ledt hen til en restaurant for at spise frokost. Vi ventede spændt på at få at vide om vi kan komme med flyet til Kathmandu samme dag, men efter endnu nogle timer fik vi at vide at det først kunne blive dagen efter.. Bommert! Så vi fik alligevel en dag ekstra i Lukla selvom vi nu var skyndt os ned for at komme tilbage til Kathmandu. Det er dog positivt at de lukker lufthavnen og sender folk væk hvis vejret er skidt, men på det tidspunkt var Mette noget negativt stemt, og ville for alt i verden gerne have været tilbage i Kathmandu - tilbage til civilisationen. Heldigvis var flyveturen den efterfølgende dag mindre barsk end derop :)

Tilbage i Kathmandu, Mette nu med løst hår, nederdel og mascara, var det gået hen og blevet rigtig forår, og dermed en hel del varmere. Der var dermed også poppet flere gadesælgere op og tiggere rundt på gadehjørner - nu var sæsonen for alvor skudt i gang! Derfor var vi ret lettede da vi fik planlagt et par stop på vejen syd på til Indien og dermed kunne slippe væk fra Kathmandus travle og meget støvede gader. Det beviste dog at vi havde valgt et super godt tidspunkt at tage ud at trekke på.

Vi snuppede en bus til Royal Chitwan National Park, i søgen efter elefanter, næsehorn, tigre (Mette mener bestemt at det staves 'tigere', men efter et mindre slagsmål, må hun erkende at dr.dk er en mere pålidelig kilde end store-katte.dk - prøv at google 'flere tigre/tigere'), krokodiller og masser af fugle. Vi nåede at se det meste, dog ikke tigre (eller 'tigere'!!), som jo nok egentlig var meget godt. Vores guide sagde til os inden vi begav os ud i junglen, at hvis vi så en tiger, skulle vi få øjenkontakt, kigge den dybt i øjnene og begynde at bakke langsomt. Hvis den viste tegn på at ville gå til angreb, skulle vi i bogstaveligste forstand løbe for livet! Så var det en smule mere afslappende og hyggeligt at være ude og bade sammen med en stor elefant, som med os siddende på ryggen dykkede ned i den dejligt afkølende flod.

Sidste stop inden Indien var Lumbini, fødestedet for Lord Budda! Det hellige sted består af et kæmpe kompleks med en samling af ca. 20 klostre, bygget af forskellige landes buddhistiske samfund, samt et monument på det eksakte sted hvor Buddha blev født. Vi lejede en cykel, for at kunne komme fra den ene til den anden ende af dette kæmpemæssige religiøse sted.

I skrivende stund sidder vi så i Gorakphur i Indien og venter på at komme videre med vores nattog til Varanasi (7 timer). Vi har netop booket en overnatning på et luksus hotel med spa og pool og alt det der - for allerede efter et par timer i Indien har vi nået at opleve en ko som stod og tyggede drøv midt imellem menneskemylderet på en togstation, en lille dreng som stod og tissede lige foran os uden for stationen, fortov fyldt til randen med affald og masser af ko-lort, samt en pænt stor rotte som blev ved med at rende frem og tilbage på gulvet på den restaurant vi spiste aftenmad på... tror det bliver svært for Søren at overleve Indien!!! Men vi tager chancen og udforsker dette kæmpemæssige land, og når turen går videre fra Indien d. 14. april så er vi halvvejs på vores eventyr. Så bliver næste stop Afrikas savanne..