Min til på Filippinerne har nået sin ende. Det har været 20 helt fantastiske dage og jeg er helt knust over at skulle her fra.

Filippinerne har virkelig gjort et stort indtryk på mig. Alt fra de tavle gader i byerne med gadebørn og prostituerede på hvert gadehjørne til de hvide sandstrande og det krystalklare vand. Det har været en kæmpe oplevelse at være her og jeg har slet slet ikke lyst til at forlade det igen.

Boracay er det mest fantastiske sted i hele verden, uden tvivl. Et sandt paradis. De hvide sandstrande, det krystalklare vand og palmer i massevis strækker sig km efter km. Stemningen fra lokalbefolkningen er ikke til at beskrive, venligheden er næsten overvældende - det er umuligt ikke at smile, når man er på Boracay. Sene aftener med solnedgang og drinks på stranden. De lokale spiller på trommer og danser med ild. Stemning er ikke til at beskrive, den skal opleves.

Jeg har mødt nogle helt fantastiske mennesker, både lokale og andre rejsende. Jeg har kravlet op gennem et vandfald, hoppet ud fra en klippe, spist mad grillet over et bambusbål midt på en flod, cyklet øen tynd, sejlet mod solnedgangen og festet hele natten. Der er noget for alle i Boracay. Og det var bestemt noget for mig. Jeg ville ønske at jeg kunne blive der, gerne for evigt. Men mit visum udløber i dag, så jeg har ikke andre valg end at tage afsted. Det var med tårer i øjnene at jeg tog afsked med de lokale fra Red Pirates og min franske veninde.
Det har været en uvirkelig oplevelse, en drøm der gik i opfyldelse. Og Boracay er nu højest på min liste over steder jeg skal se igen.

Nu går turen til Kuala Lumpur. På tirsdag rejser jeg til Singapore og mødes med Mateo, fyren jeg mødte i lufthavnen for små 20 dage siden.

Tiden er gået alt for hurtigt, den flyver afsted og jeg kan slet ikke følge med. Der er kun 49 dage til jeg skal tilbage til Danmark.. Men nu må vi se om flybilletten hjem bliver aflyst. :-)