Lige landet i London, Heathrow. Skøn flyvetur, smukt vejr. Fik en rundtur over London. Fik sovet lidt i flyet.
Inden afgang fra Kbh var jeg på nippet til at dø af skræk. Hvad dælen skal jeg om på den anden side af jorden for? Hvorfor kan jeg ikke bare blive hjemme i de trygge rammer og få mig et job som sygeplejerske, en lejlighed med blomster og andre hyggelige nibs ting, ligesom alle andre normale 26 årige. Hvorfor har jeg bestemt mig for at skulle så langt væk? Og så helt alene. Jeg har sku aldrig gjort noget lignende, alene. Men jeg kender jo godt svaret, ud og opleve verden, stå på egne ben, oplevelser, jaja. I now. Men alligevel. Jeg kan ikke engang ordentlig Engelsk.
Da jeg så sad i flyveren, og skulle til at lette imod London, ingen vej tilbage, begyndte jeg at smile. Kæft hvor er det vildt, nu gør jeg det sku, væk fra familien, Danmark, vennerne, om på den anden side af jorden, til et skræmmende stort land, hvor de snakker gebroggent engelsk, og jeg kender ikke en sjæl, de har en million farlige dyr.
Skidt pyt, jeg overlever, DET SKAL NOK GÅ, som min kære søster ville ha sagt det ;)
Savner jeg allerede, hilsen den seje Madsen