Profile
Blog
Photos
Videos
Kuldechok! Pludselig fandt vi os på et sted, hvor vi farede rundt for at købe vanter og halstørklæder!
Efter at have forladt Georgetown lige før middag i dejlig tropehede, steg vi ud af bussen i Brinchang i Cameron Highlands sen eftermiddag, i et vejr der allermest mindede om typisk dansk vådt og koldt efterår - i silende regn med vejene omdannet til vandløb. ...og så kommer 3 kroppe, der de sidste 5 uger har tilvænnet sig tropevarme - og iøvrigt jo kun har sommertøj i rygsækken - til at fryse!
Efter jagten på paraplyer, plastikponchos og varmende accessoirers måtte vi have et par kopper varme drikke til at tø os op - vi var gennemblødte til skinnet.
Og for første gang på vores rejse tænkte vi stille for os selv: "Hvad laver vi her"?!
Cameron Highlands er et plateau beliggende 1.500 - 2.000 meter over havoverfladen på fastlandet på den malaysiske halvø, i en klimatisk lomme med dagtemperatur omkring 20 grader celsius, og nattetemperatur på omkring 10 grader.
Højlandet nås ad snørklede bjergveje, gennem smuk natur - hårnålesving, op og ned!
I området ligger et utal af gartnerier som forsyner Malaysia med alverdens frugt og grønt, ikke mindst jordbær, men Cameron Highlands er nok mest kendt for sin te - grønne mosaikker i flere nuancer af tusinder af tebuske dækker landskabet, så bjerge og bakker kommer til at se bløde og fløjsagtige ud.
Foruden de dyrkede arealer byder højlandet på et landskab med vild jungle og fantastiske udsigter.
Vi boede på et tarveligt hotel - valgmuligheder var små, da det var weekend og højlandet er et særdeles populært udflugtsmål for lokale i lavlandet - stort set alle hoteller og guesthouses havde skilt med 'Full' i vinduet.
Efter en nat hvor vi alle 3 lå tæt under lagnet for at holde varmen, tog vi på tur i området. Og vejret i højlandet er lunefuldt, for efter en kold morgen måtte vi senere afklæde os et par af de lag tøj, vi var startet ud med - det blev helt godt vejr (til aften var det dog igen på med vanter og halstørklæder).
Foruden tebuske i lange baner, og et besøg på tefabrik, hvor de friske teblade tørres og omdannes til produkter, nød vi den fantastiske udsigt fra 'Gunang Brinchang' som med sin beliggenhed i 2.031 meters højde er det højste punkt i Malaysia, som kan nås i bil.
Ligeledes gik vi tur i junglen højt i bjergene - og i den tynde bjergluft har ingen god kondition!
2 nætter er hvad vi kan holde til i dette kolde klima - så imorgen går turen videre igen; ned og ud til havet til strand og vand.
- comments