Lykken er: at tilbringe en tilfældig mandag eftermiddag med familien, på en lille fortovsrestaurant - drikke kolde 'Beer Lao' og sodavand, og spille 'fisk', mens man ser livet i Luang Prabang gå sin gang forbi - alt imens strømmen i hele byen er gået, og alt hvad der ligner aircondition og vifter står stille, på en dag hvor solen har valgt at stå højt på en skyfri himmel - tung hede!

Luang Prabang er en overraskende stille by. En by - med en historie som hovedstad i kongeriget 'Lane Xang' (grundlagt i 1353) - som er klassificeret af UNESCO som verdens kulturarv. Mere end 33 buddhistiske templer, høns løbende i gaderne, handlende siddende på hug langs gaderne med hver deres vare, et mylder af safrangule munke og ultra unge novicer på vej til og fra templerne, traditionelle laotiske træhuse, de allestedsværende tegn på tidligere fransk tilstedeværelse i Indokina i form af koloniarkitektur, små gadekøkkener med gang i grillkullene...

Byen er let at overskue - overalt buddhistiske templer iblandet lokalt marked med friskt grønt og kød (noget endnu så frisk som levende: frøer, maller, høns, grise og larver...) og den gamle franske koloniarkitektur gør byen til et charmerende sted, hvor hverdagslivet går sin stille gang sammen med turismens stille indtog. Selvom Luang Prabang er en af de største turistattraktioner i Laos, føles turismen ikke overvældende - og byen er ikke større og der er ikke flere folk i gaderne end, at vi flere gange hilste på andre fra vores bådtur ind i Laos, hvilket gav byen en fornemmelse af landsbyliv. De lokale fortsætter ufortrødent deres hverdagsliv trods turisternes tilstedeværelse - der handles, leves og undervises i buddhistiske skrifter.

Overalt ses dagligdagslivet, folk arbejder i gaderne og kurve bæres til og fra markedet: Vi mødte en dag en ung kone som havde været på marked - en levende fisk spræng ud af kurven - og Chili og Heidi sprang højlydt da den sprællede hen ad gaden forbi dem.

Tuk-tuk'erne er allestedsværende, og er nok den nemmeste måde at komme omkring på, foruden på gå-ben og cykel. Og netop cykler lejede vi for at udforske byen nærmere - på en lidt lettere måde i den tunge hede tropevarme.
...Gaderne er ikke de mest oplyste, og når man kører hjem til sit hotel efter et besøg på natmarked med sin datter på 5 på bagagebæret i bælgravende mørke uden lys på cyklen - så ved man, at der langt hjem til regelrette Danmark!

Overalt en venlig og utrolig hjælpsom modtagelse - hvilket vi gang på gang blev bjergtaget af.

Dagene gik med udforskningen af byens gader og stræder, opstigning ad de 350 trin til højste punkt i byen; bjerget Phou Si, 150 meter over centrum med den forgyldte stupa på toppen (Wat Chomsi fra 1804) samt tempelbesøg en masse, blandt mange andre Wat Xieng Thong, beliggende ud til Mekong, og bygget i 1559 af kong Setthathirat - templet regnes for det mest betydningsfulde af Luang Prabangs kongelige templer.

Vi fortsatte vores videre færd til Vientiane - Laos' hovedstad - med natbus fra Ban Nanluang Busstation - afgang kl. 20:00 d. 26. august 2013.
Endnu engang en oplevelse ud over det sædvanlige - en bus (ikke dobbeltdækker) med 2 lag køjer/liggepladser i 3 rækker. Vi havde plads i gulvhøjde... Ca. 10 timer senere, fra ca. 800 meter over havniveau til ca. 175 meter - og gennem (som det føltes) samtlige hårnålesving i landet, med propper i ørene - ankom vi til Laos' hovedstad... en regnfuld morgen med lummer luft. Gaderne var øde på grund af tidspunktet: ca. kl. 6 blev vi sat af i centrum.

Når man bor få meter fra byens centrum på noget der ligner en grusvej, når man møder folk i gaderne man tidligere har mødt andre steder i landet, når portene til præsidentpaladset står på vid gab, når nationalbiblioteket ikke er større end en mellemstor dansk villa, når man efter 3 dage har gået(!) byen på tværs et par gange - så ved man, at Vientiane er en meget lille - og meget speciel - hovedstad.

Selvom Vientiane er under tydelig udvikling, med byggerier alle steder - mange sponsoreret af Kina - så har byen stadig en tilbagelænet og langsom atmosfære.

Der er en verden til forskel fra livet i Luang Prabang - for her findes store reklameskilte, trafik i gaderne, banker, store hoteller og moderne spisesteder - og indflydelsen på dagligdagslivet fra Thailand lige på den anden side af Mekong er ikke til at tage fejl af. Men samtidig mærkes det tydeligt, at Laos og byen først i midt 90'erne begyndte at lukke mere op overfor omverdenen. Og med et indbyggertal på ca. 210.000 - ikke meget større end end større dansk provinsby - så inviterer byen til afslappende dage med let sightseeing, middaglurer og god mad.

Vi har brugt dagene til at se de obligatoriske 'sights', som blandt andre omfatter Laos nationalsymbol Pha That Luang - den bladguldsbelagte stupa oprindeligt opført i 1566, og som igennem historien er plyndret og ødelagt ad flere omgange i krige med siameserne/thailænderne og kineserne...
Også Vientiane byder på et hav af buddhistiske templer, og vi har fået besøgt flere, herunder Ho Phrae Keo, som tidligere har huset den smaragdgrønne buddha som i dag er placeret i Bangkoks Grand Palace, samt Wat Sisaket som byder på henved 10.000 små og store buddhafigurer. I Wat Sisaket fik vi en sludder med en nysgerrig munk - som udnyttede chancen for at træne sit engelsk, og udspurgte os om hvorfra vi kom, hvordan og som ville vide mere om vores lille land i europa højt mod nord.

Vil man rigtigt opleve et land og mærke dets sjæl og kultur - så drik dets lokale brændevin og besøg stederne hvor de lokale selv handler ind (begge dele kun vis maven kan klare det).

Vi tilbragte en varm morgen og formiddag på et par af byens lokale markeder. Talat Thongkhankham - beliggende lige nord for centrum - som er et af Vientianes største markeder, er et af de markeder som ikke er for alle - et af de markeder hvor alt kan købes. Blodigt, med en lugt af rådne frøer og en total mangel på renlighed...

Endeløse kar af ris, tørret kød, gærede fisk i tøndevis, pølser på rad, medicin, frugter, grøntsager og ikke mindst frisk slagtet kød - partering og slagtning skete lige for øjnene af os mens vi gik omkring i den store kødhal - med blod og indvolde på gulvet (en sand himmel for stedets mange katte).

Efter en dag med høj solskin og temperaturer som nærmer sig de 40 grader, så ventes der i regntiden i Vientiane et tropisk regnskyld med torden og lynild hen på sen eftermiddag - og når først himlen åbner for sluserne, så er der ikke andet for end på med regnslaget - "in the rainy season you must wear your poncho with pride"!