Kaere alle.

Saa starter vores rejseblog for alvor, hvor der vil blive lagt billeder op undervejs.

Den 7. marts 2014.

Vores rejse startede í Auckland lufthavn´, hvor vi moedes. Det var en utrolig smuk blaa himmel, som moede os og vi taenkte, at det var da en skoen maade, som New Zealand valgte at tage imod os paa. Vi hoppede derefter paa en bus og koerte mod vores hostel. Efter en hurtig indlogering besluttede vi os for, at jetlag maatte vaere jetlag og tog paa byvandring. Auckland var ikke en storby, som gjorde det store indtryk, men Martin mente, at den mindede meget om San Francisco, men bare i et noget mindre format. Men det var en hyggelig tur, som sluttede af ved havnekajen, hvor vi noed et par oel inden vi gik tilbage og slappede af naeste aften.

Den 8. marts 2014.

Vi var denne dag meget tidligt oppe, da vi skulle med bussen til Payhia. Det var en 5 timers bustur, hvor vi havde en meget venlig buschaffoer kaldet Garred, som kunne fortælle masse interessante facts om området, som vi kørte igennem.

Vi stoppede ved en farm, hvor vi fik lidt morgenmad og efter den var der mulighed for både at klappe kaniner, geder, får, lamaer og heste. Derefter fortsatte turen og vi ankom til Payhia lidt over middag. Der var ikke meget tid til at hvile, da vi i bussen havde booket en bådtur, hvor vi skulle blandt de mange øer og finde nogle delfiner i det fri, som vi kunne svømme med. Efter at have sejlet rundt i nogle timer var der endelig jackpot :) Vi fandt en flok på ca. 30 delfiner, som kom til overfladen og hilste på. Vi fik taget en masse billeder, men vi fik desværre ikke mulighed for at svømme med dem, da der var under med i flokken og det betyder, at det ikke var forsvarligt, da mødrene er´meget beskyttende over for deres afkom. Men det var stadig en stor oplevelse. Da vi kom tilbage brugte vi resten af dagen på at slappe af og fik da også lige smagt på en af de lokale vine.

Den 9 marts.

Igen var vi tidligt oppe, da vi havde booket endnu en tur kaldet Cape Reinga. En tur, hvor vi skulle køre ca. 250 km op nordpå. Vi skulle ud til den nordligste spids hvor Stillehavet og det Tasmanske hav mødes. I løbet af turen fik vi mulighed for at se en skov af de gamle new zealanske træer som der ikke eksisterer mange af mere da der blev lavet. I kan se navnet på billedet, som er lagt op. Så kørte vi til 90 miles beach. Den er faktisk kun 45 miles, men da den i sin tid blev navngivet have en delegation besluttet at ride fra ene ende til den anden. Det tog 3 dage og de var overbevist om, at de havde redet 30 mile om dagen, men dette var tilsyneladende ikke sandt. Vi kørte på stranden med fuld fart. Inden vi gik i gang synes vores buschauffør lige, at han skulle lave et par doughnuts. Vi kørte til nogle sandbanker, hvor vi kunne sandboarde. Kort fortalt gik det ud på, at man gik til toppen af en sandbanke, lagde sig med hovedet først og drønede så ned af sandbanken med en hastighed på ca. 60 km/t så adrenalinen var på sit højeste. Vi kom tilbage til bussen fyldt med sand, så næste stop, hvor vi kunne bade i Stillehavet var en kærkommen mulighed for at få vasket sandet af. Det var nogle store bølger og mange af os havde gerne set, at vi kunne have været der lidt længere, men vi skulle videre til nordspidsen, hvor Stillehavet og det Tasmanske hav mødes. Det svare lidt til Grenen i Danmark. Ví gik en tur og så det hele og så var sidste stop en gang fish & chips, som blev spist i bussen inden vi kørte tilbage. Overnpå den lange tur var der ikke megen energi til overs.