Epilog

Åh ja, så sidder vi i Madrid lufthavn endnu engang: stedet vores rejse startede med 16 timers pinsel, og nu er næstsidste "stop" før vi atter rammer dansk jord.
Der er så meget at fortælle, og man aner ikke hvor man skal begynde.
Dette blogindlæg bliver en smule anderledes. For en gangs skyld er det ikke den elskværdige Mathias der sidder og arbejder sin magi på tasterne, men derimod Mark der runder de sidste opsummerende tanker op.
Og hold nu kæft hvor har turen været fantastisk! Lige fra Brasiliens samba, varme, skønne Latinos, strande som ikke kan beskrives med ord, suppleret med kolde kokosnødder osv, til naturrige Bolivia, med flotte bjergformationer, sindssygt "skiftende" landskab og herlige små byer med masser af charme og dejlige mennesker. Ej at forglemme Peru, hvor vi gav den hele armen hvad angår fest og ballade, men samtidig også huserede gudeskøn natur som vi nød i fulde drag. Ikke mindst i form af vidunderet Macchu Pichu, som vi efter 5 dages intens vandring og kamp mod vekslede vejrsituationer, f***ing Team Sweden på hest og stigninger som selv ville få en garvet Tour De France rytter til at bande og svovle i fortvivlelse. Men ja, alle beskrivelserne har Mathias klaret til perfektion. Jeg applauderer!
Men én ting skal dog lige have en honourable mention: Turen har virkelig budt på et møde med nogle af de herligste mennesker på moder jord. Det er svært at nævne dem alle, men here goes:
Justin, Iris, Kirsten, Boris, Markus, Auga, Rick, Gaspard, Josh, Paul, Thys, Tomas, Gabriel, Yordan og de herlige israelske kvindelige soldater, Mr. Exentric guy, Sandi og jeg kunne blive ved.
Ja, selv Team Sweden skal da lige nævnes.
Turen har virkelig været en kæmpe oplevelse for mig, og har givet mig tro på tingene. Altså, hvis man kan klarer bare én af de mange horrible busturer, som i mine øjne ingen mennesker fortjener, kan man klare det meste.
Jeg har i den grad nydt hvert sekund med min amigo, og det bliver helt mærkeligt når om få timer rammer Kastrup, og efter genforeningen med den savnede familie, sætter sig ind i hver sin bil og kører hjem.
At gå op og ned af en person i 2,5 måned lyder umiddelbart som en anstrengende ting til tider, men havde med glæde taget 2,5 måned mere, hvis pengene rakte til det.
Vi har plantet det danske flag i samtlige byer vi har krydset på vores sejrsrute, og gjort folk opmærksomme på at der faktisk findes et lille land stik nordøst.
Om det enten har været på dansegulvet på diverse diskoteker til tonerne af pop musik, Booyah, Return Of The Mack og lokal salsa, eller med at slå drukrekorder i baren (Skandinaviske konger af Blood Bombs!) eller at blive interviewet af boliviansk TV i karnevalsdagene i mindre beruset tilstand.
Nårh, jeg tror jeg vil afslutte dette blogindlæg nu, da trætheden er ved at ramme og vi har et fly vi skal nå.

Der er ikke mere tilbage at sige end: Denmark, here we come og i den grad på gensyn til Sydamerika!