Hej Allesammen
Vi er nu naaet til Beijing. Og dervil derfor vaere to nye blogindlaeg paa vores blog, et fra Irkusk/Bajkalsoen i Rusland og et fra Ulaan Bator i Mongoliet. Der er simpelthen sket saa meget den sidste stykke tid, saa hvis vi undlader noget, saa er det altsaa ikke med vilje - men saa er der jo ogsaa bare mere at fortaelle om, naar vi kommer hjem:)

Vi har bu endelig faaet tid til at opdatere bloggen, vi ved der er mange som foelger med, og det har derfor vaeret foerste priotet, at faa skrevet her paa bloggen. Dog har det vist sig ikke at vaere saa nemt, at komme paa internettet her i Beijng, og mens jeg sidder her og skriver bloggen, ved jeg faktisk ikke om den kommer til at gaa igennem( saa sidder med krydsede fingre og skriver)

D. 25/3 tog vi om eftermiddagen toget fra Perm til Irkutsk, og herfra vidste vi, at der ventede os en ca. 3 dages togtur, at det saa senere viste sig, at den ikke havde virket saa lang igen, er kun dejligt. Toget som vi koerte med fra Perm til Irkutsk havde en helt anden standard end de toge, som vi foer havde koert med, og det er faktisk det tog med den daarligste standard som vi har koert med. Senge/sofaerne var en del haardere og toiletterne, ja lad mig bar sige de ogsaa havde en anden standard og alcogelen blev flittigt brugt, men ja det er jo sam sagt ogsaa bare en del af oplevelsen.
Denne straekning skulle vise sig, at blive den straekning hvor vi kom taettetst paa den russiske befolkning. Paa dette tog kom vi paa en straekning til at dele kabine med en russisk mand. Proev at forestil jer den lille roever fra "Alene hjemme"-filmene bare med hele munden fuld af guldtaender, saadan saa han ud. Og han var bare frisk, da han kom paa toget. Han begyndte straks, at snakke til os paa russisk, saadan virkelig snakke med os, og vi fattede bare ikke en pind. Altsaa han snakkede og snakkede, vi ved endnu ikke om han selv synes, at det var engelsk han snakkede til os, men for os loed det sjovt nok som russisk i vores oerer. Men der var ikke andet for, end vi maatte have vores point it-bog frem, hvcor der var et verdenskort i, saa vi kunne vise ham hvor vi var fra. Da vi viste ham lille Danmark, vidste han i hvert fald ikke hvor det var, og saa blev resten af toget ellers indblandet i det, togdamen vidste heller ikke hvor og hvad det var, og de russiske maend ude paa gangen rystede ogsaa bare paa hovedet og grinte. Altsaa jeg ved godt vi er et lille land, men vi har da H.C. Andersen, Den lille havfrue, Michael Laudrup og et kendt kongehus, men nae nej om ik andet saa fik de da allesammen sig et godt grint - og det gjorde vi faktisk ogsaa.
Men herfra faldt vores gode ven her ellers lidt til ro, men paa den sidste straekning indtil Irkutsk kom der en anden russisk mand paa toget, saa skal jeg ellers love for, at vores ven her livede op igen. Det var sjovt at se, hvordan de her to russiske maend begyndste at snakke med hinanden som om de havde kendt hinanden i 20 aar, og saa blev al deres mand ellers hevet frem paa bordet, saa de kunne dele maden - OG saa kom vodkaen frem til sidst. Og hele tiden spurgte de os, om vi ik ville smage deres mad og der gik da heller ik laenge foer vi blev budt paa deres vodka. Saa ja vi fik lige et lille glas vodka med dem der - og saa delte de ellers resten af flasken sammen, og stemmingen blev lige lidt lystig. Altsaa kvaliteten af vodkaen kan vi godt diskutere. Men den her oplevelse var rigtig sjovt, og vi kunne ikke havcde vaeret foruden den. Selvom naeste morgen da vi vaagnede og maden stadig stod paa bordet og der fra faktisk bare rigtig lummert i den LILLE kabine, ja saa kunne vi da godt have vaeret foruden, men vi skulle af toget der, saa det passede nu meget godt - men en sjov oplevelse var det! 

Paa stationen blev vi hentet og koert ind til Irkutsk hvor vi havde privat indkartering hos en russisk familie. Familie bestod af konen Elena og manden Seigur. Her havde vi et rigtig stort flot vaerelse, det var bare fornemt. Elena og Seigur var rigtig soede, den aften hvor vi traette kom hjem fra Bajkal soen maatte vi saagar vaske vores beskidte toej hos dem, eller rettere sagt Elena vaskede det faktisk for os. Det at bo hos saadan en soed russisk familie, kan vi kun anbefale, det var sjovt, at komme taette paa russerne paa saadan en maade, og denne her oplevelse kunne vi faktisk ikke havde vaeret foruden.
Efter en overnatning hos Elena og Seigur stod den ellers paa trekking langs Bajkal soen i 4 dage, og for at vaere helt aerlige vidste vi faktisk ikke rigtig hvad vi gik ind til her. Men vi modte vores guide paa busstationen hvor vi med en lokal bus skulle koere de 130 km. der var fra Irkutsk til Bajkalsoen. Allerede her bliver jeg noed til at beskrive vores russiske guide Andre, for han lignede fuldstaendig danske B.S Christiansen paa en prik, og det er ik for sjov. Saa i de naeste 4 dage var vi virkelig "B.S og Bubber(gange 2) paa afveje" - saadan helt serioest.
Efter vi busturen ankom vi til en lille bitte sirbirisk landsby ude ved Bajkalsoen. Her gik koerne frit paa gaderne toiltterne var et lille hus med et hul i jorden, og de levede af lokal koed. Her skulle vi i to dage sove i et hus. Her blev vi moedt af vel nok den soedste lille dame vi laenge har moedt hun hed Ljuba og hun skulle lavde mad til os de naeste to dage. Hun havde simpelthen en helt speciel karakter, bare den maade hun grinte paa, oh madden hun kunne huske alle de turister der havde boet hos hende. Hun kunne ganske lidt engelsk, men maaden hun bare proevede at snakke det paa, og hvordan hun gerne ville laere os at kende paa, var bare helt speciel og paa en underlig maade helt livsbekraftende, naar man bare saadan sad og betragtede hende. Den dag vi skulle videre, skulle hun da ogsa havde taget en masse billeder af os(men det skulle vi nu ogsaa.

Om aftenen da vi var ankommet, gik vi sammen med vores guide ned til en frossen flod, som var taet ved der hvor vi boede. Solen var ved at gaa ned over bjergene, ej men det var bare saa helt ubeskriveligt smukt med den natur( og marie og mig blev lige 50 aar aeldre der - men i har ingen ide hvor ubeskriveligt smukt der) Det er faktisk rigtig svaert at beskrive hvor smukt der var der, heller ik billeder vil kunne beskrive det. Den eneste maade jeg kan beskrive det paa er: at lige der, i det oejeblik, paa det sted foelte man, at man bare kunne staa der forevigt.
Naeste dag skulle vi paa vores foerste trekkingtur, og det skulle vise sig, at bllive noget af en tur. Allerede om morgenen fik vi for alvor den sirbiriske kulde at foele, det blaeste helt vildt, og alt vores udstyr fik vi for alvor testet. Vi fik at vide at vi idag skulle gaa 10 km. ud og 10 km. hjem. Saa i bedste "B.S. og Bubber paa afveje"- maner drog vi ellers afsted op i bjergene hvor vi paa et tidspunkt gik i sne helt op til 60 cm. hoejt og rigtig stejlt var det godt nok ogsaa paa nogle straekninger. Heldigvis havde vi da en frokostpause hvor vi kunne slappe lidt afm og paa bedste B.B maner taendte vores guide da ogsaa lige et baal til vores mad. Lad os bare sige, at denne dag var meget haard og mit knae sagde da heller ikke just thu hej for saadan en omgang, og hvis jeg skal vaere helt aerlig, var der tidspunkter hvor jeg tankte, at det her kommer jeg simpelthen aldrig igennem:) Men oven paa saadan en dag havde Ljuba hjemme i huset taendt op for den russike sauna Banja(?). Det var nok det bedste som var sket for os denne dag. Dagen efter skulle vi gaa 30 km. paa Bajkal soen, som er verdens dybeste soe, men paa grund af den ekstreme sirbiriske kulde, saa fryser den til is om vinteren, saa denne dag skulle vi gaa 30 km. paa den frosne soe. Igen var det bare saa helt ubeskriveligt smukt, der var skyfri himmel og bjergene lagde sig smukt rundt om soen. De foerste 15 km gik rigtig hurtigt for os, men herfra begyndte vores kroppe ogsaa at saette fra, og vi kunne naesten ikke mere. Paa et tidpunkt spurgte jeg ogsa vores guide om der ik var en hurtig vej til den landsby hvor vi skulle overnatte, men han svarede bare "her i sirbirien er der ingen korte smutveje, der er kun lange veje her. Men for at goere en lang historie kort, saa var det for alvor de sidste 5 km. hvor moerket havde langt sig paa og vi stadig gik ude paa den frosne soe, som blev rigtig haarde. Her blev ens krop og psyke virkelig sat paa en proeve. Jeg kunne skrive flere sidder om vores trekking tur, men jeg korte det lige af.
De her 4 dages trekking tur, var virkelig en helt ubeskrivelig fed op;evelse, som ve bestemt ikke kunne vaere foruden. Alt det haarde som vi var igennem paa disse dage, opvejer virkelig hvor HAARDT vi til tider synes det var. Marie og mig har snakket meget om, at vi ikke rigtig har set vores tur som en dannelsetur. Men her maa jeg virklig tage hatten af for dem der siger det. For denne tur tror jeg virkelig vi blev lidt "dannet" - om ikke andet saa fik vi da i hvert fald at foele hvor ens granser gik. Men igen, den her tur til Bajkal soen var bare saa helt ubeskrivelig smuk/fed/graenseoverskridende/og meget meget mere at det virkelig ikke er en oplevelse, som vi simpelthen ikke kunne have vaeret foruden.

Herfter fik vi en dag til at pleje vores meget meget meget traette hovede ( og mit al forbraendte/haevet) hoved af al den sol. og derefter gik turen til Ulaanbator i Mongoliet( nyt blog indlaeg)

Hvis jeg lige skal give en status over Rusland, saa kan jeg kun sige, at vi har moedt soede og hjaelpsomme russere og det der gjorde mest indtryk paa os var turen til og omkring Bajkalsoen.