LCC 14 september: Cirkus! Det er vidst morgenen og ugen beskrevet i ét ord. Dagene op til take off mindede mest af al om det kaos som vi heldigvis ikke anede noget om ventede os forude. Dagene op til var meget frustrerende! Vores pas havde været en tur i Tyskland på den hviderussiske ambassade for at vi kunne få visum. De kom imidlertid retur kort efter, uden visum og vi måtte derfor søge igen. Dvs endnu en omgang omstændige oplysninger, papirer og endnu engang udfylde det underlige ansøgningsskema med det yderst mærkelige. Derefter igen afsted med posten som anbefalet brev. 4 dage før konferencen havde vi dog stadig intet modtaget eller hørt og måtte derfor forsøge at få kontakt med hviderusserne i Tyskland. Det lykkedes Maria at få telefonisk kontakt, men fik kun fat i en gebrokken mand som talte en god blanding af tysk, Hviderussisk og engelsk. Vi havde fået visum, men de vidste da ikke lige om de gad sende passene eller hvornår. Vi måtte derfor havde fat i overtalelsesevnerne for bare at få dem sendt. Det virkede dog og vi blev forsikret om at passene blev sendt fra BERLIN D 9 september (tirsdag). Torsdag startede sommerfuglene så at røre på sig. Vi havde endnu ikke modtaget noget ned posten. Heller ikke fredag blev vi klogere. Intet i posten! Vi måtte derfor endnu engang have fat i hviderusserne. De var ikke til megen hjælp, og var i det hele taget meget uforstående! Dog fik vi et sporingsnummer ud af dem. Nummeret hjalp imidlertid ikke da forsendelsen kun kunne spores til at den var et sted mellem Tyskland og Danmark. Vi efterlyste den hos post DK, og det tyske DPD. Maria fik ligeledes fat i diverse posthuset i BERLIN. Ingen vidste noget og alle kastede ansvaret videre. Sansynligvis lå vores pas på en eller anden lastbil mellem Tyskland og Danmark!

Lørdag formiddag kom posten igen forbi - stadig Ingen pas! Nu måtter der tages andre midler i brug. Politiet blev kontaktet og Anders fandt ud af at vores nu eneste mulighed var at få udstedt et midlertidigt pas hos politiet i Billund lufthavn. Herefter måtte vi så sætte vores lid til at folkene fra konference komitéen kunne få os ind i Hviderusland på emergency pas og uden visum! Dette blev nu løsningen. Utroligt at 2 mdrs forarbejde nu var spildt! Natten til søndag kl 01.30 stod jeg op og pakkede resten sammen for derefter at køre til Vejle og mødes med far. Far og jeg kørte fra Vejle kl 03, og var i Billund kort efter. Tiden snerpede dog efterhånden til. Vi havde besvær med at finde politiet og far havde glemte vores valuta. Jeg hoppede derfor ud af bilen og far susede retur til Vejle efter penge. Heldigvis fandt jeg både politiet og Maria kort efter og fik fik sat gang i processen. Maria fik hurtigt sit pas og jeg måtte så lige vente og komme tilbage efter det da politiet var travle og jeg manglede pasfoto. Vi udnyttede tiden til at droppe vores bagage. Vi var i god tid så ingen kø, men vi havde så derimod overvægt OG jeg havde ingen pas endnu og derfor kunne vi ikke aflevere noget. Derfor måtte vi pakke om og fortsætte jagten på et pasfoto. Heldigvis kunne hovedvagten i Billund hjælpe, og jeg fik taget nogle billeder til passet hurtigt og billigt ift de normale priser. 100,- og så afsted over til politiet igen efter vi havde dobbelttjekket bagage vægten. Jeg fik mit pas ret hurtigt og betalte afgiften på de 600,-. Bagefter retur over i afgangshallen hvor køen til luggage drop off efterhånden var 5 doblet. Vi kom i kø og afventede stadig far og valuta. Heldigvis dukkede far op ligesom vi fik afleveret kufferten som nu kun havde 400 g overvægt. Vi fik valuta med og fik pakket sammen, til at gå i Security. Det gik fint og vi kom til gaten i fin tid. Kl. 05.20 boardede vi den bette dash 8 flyver til Riga i Letland. Den var langt fra fyldt og personalet måtte flytte os rundt så den lille maskine var balanceret. Vi var 12 mand og to stewardesser! Ikke meget. Turen gik næste smertefrit. Det føles ret voldsomt at lette i den propel flyver, og de støjer meget men de er i bund og grund ret vehagelige og vi sku kun flyve knap 2 timer. Vi landede planmæssigt i Riga hvor vi havde næsten 6 timers layover. Det viste sig dog at vi måtte tilbringe noget længere tid her end ventet. Vi blev afvist ved gaten da vi ikke havde visum og derfor ville Riga ikke lade os flyve. Vi blev nu eskorteret fra gaten og ud bagved. Vores bagage blev pillet af og vi var nu strandet i Riga. Folkene vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre af os, og pigen i transfer skranken var yderst ugidelig og hjælpeløs. Vi Gik derfor igang med at ringe til vores kontakt i Hviderusland Olga. Hun kunne ikke forstå hvorfor vi nu havde det problem men vi fik forklaret hende hvilke dokumenter vi manglede og hun sagde da at disse dokumenter ventede på os i Minsk! Det var imidlertid ikke nok for folkene i Riga, de ville ha beviser. Vi ringede frem og tilbage og Olga ville nu sende en mail med papirer. Den modtog vi aldrig. Heller ikke to timer efter. Vi trak i alle mulige tråde, og kom ingen vegne. Rigsvalutaen urokkelig og samtidig var udsigterne til at andet fly til minsk ret grå. Først de vi fik rusket et fax nummer ud af den snerpede Riga pige hjalp det. Papirerne kom igennem og vi blev efter 3 timers kamp ombooket til et fly til Vilnius i Litauen som derefter ville flyve til Minsk. Vi kom med endnu en dash 8 flyver og fløj over fantastisk flotte Litauen med en masse søer og skov. Da vi landede i Vilnius havde vi kun 50 min til næste fly. Ved paskontrollen startede endnu et cirkus. Vores emergency skulle krydstjekkes og godkendes af alle mulige pasfolk. Det tog selvfølgelig en ondt år og da vi endelig kom igennem havde vi kun 30 min til take off. Dette var kun liiiige nok for vi blev endnu engang mødt med problemer ved gaten. Nøjagtig samme problem stilling som i Riga!! Jeg stod helt af og Maria tog over og prøvede at holde hovedet koldt. Til vores held var dette flyselvskab Hviderussisk og de forstod derfor situationen bedre. 2 min før gaten lukkede fik vi grønt lys og måtte løbe ud på start banen til den mindste og ældste lille flyver jeg nogensinde har været med. Der var ikke andet at gøre end bare hoppe ombord og spænde sig godt fast. Der var ingen plads og der lugtede underligt af fisk. Vi var de ENESTE udlændinge og følte os meget malplacerede men vi var nok for trætte til at tænke særlig meget over det. Flyve turen var kun 35 min incl let og landing så vi fik travlt med at udfylde de sidste dokumenter. Kort før landing blev vi bedt om at stoppe og måtte kradse de sidste formularer ned mens vi landede. Vi nåede det lige og nu gjaldt det så visum. Vi blev lukket ud af flyveren midt i det hele og til vores store overraskelse stod et helt team med skilte med vires navne. 5 mand: en kvindelig VIP guide, 3 bagage mænd og 1 chauffør tog nu over. Pigen (Maria) klarede alt mens vi blev placeret i en mini bus. Selv vores bagage fik vi selv lov at pege ud fordi vi havde mistet bagage tagget i farten. Mændene bar alt ind for os og vi blev eskorteret ind i VIP hallen. Her kom vi uden om køerne direkte til et privat visum kontor. Her blev vi tjekket i hoved og mås, og der blev taget kopier og billeder af alt. 30 min efter havde vi visum og Maria kunne lede os op i VIP elevatoren til VIP grænsekontrollen. Her tog Maria over mens vi kunne vente i et sofa område med fri bar. Herlev vi mødt af Vladimir som sagde han var vores driver hyret fra konferencen. Han tog over da Maria kom retur og resten af folkene bar vores bagage ud. Vi var noget betænkelige ved situationen om at blive hentet af en fremmed mand i Minsk lufthavn, som tilmed sagde at nu kører vi ud i skoven... Han forstod lidt engelsk og forklarede at vi ikke behøvede at veksle penge eller noget. Han ville køre os nord på til Krasny Bor og vi kørte alene fordi vi var kommet på et skævt tidspunkt ift de andre. Vi åd den og kørte med. Ud i ingenting. Ok veje, men meget få huse og folk. Mest slidte biler og enkelte cyklister. Der blev hurtigt mørkt og vi begyndte at hyle hinanden ud af den da jeg kom til at nævne filmen taken. Efter halvanden time stoppede vi og fik toilet pause og tanket. Herude forstod de intet engelsk og vores guide var derfor også tolk. Vi tjekkede vores position og retning på kompas og heldigvis kørte vi denrigtige retning. De næste to timer blev vejene kun smallere og smallere og tiden imellem vi mødte civilisation blev længere. Vi sov nok det meste af vejen, vi var simpelthen udkørte og havde efterhånden været vågne i 30 timer. Efter en god halv time uden noget liv ramte vi en grus vej ind i en skov. Her udbrød Vladimir this is the end og civilisation! Vi var nu ret underligt til mode og det blev ikke bedre da han fortalte at der stadig var 25 km tilbage!! Vi slingrede rundt mellem træerne og her var virkelig mørkt! Vi var lige ved at ramme en mår på vejen. Vi var begge helt ude af den og havde nok efterhånden opgivet alt håb om en civiliseret konference. Vi kom ud i en lysning 30 min efter. Her var en høj mur med pigtråd ovenover og store træ porte med kopper hængsler. Vi stoppede foran en af portene ved siden af et stort vagt tårn. Vi var helt ærligt klar til at grave os ned og hvis ikke endnu en fremmed mand var dukket op var vi nok gået ipanik. Han præsenterede sug imidlertid med et forskernavn jeg kendte, og vi fulgte derfor med ind på den anden side af porten...

Så begyndte overraskelsen ellers!! En 4 M høj dansede, plysbjørn tog imod os med musik og dans. Det hele blev filmet og presse fotograferne var over alt. Vi blev fuldstændig paf og havde ingen ide om hvirdan vi skulle reagere. Vi blev fulgt over til receptionen i en kæmpe og helt ny bygning i en by indeni skoven bag de høje mure. Her var der 4 piger i national dragter med Hviderussisk brød champagne og musik. Alt blev filmet. Vi skålede med arrangøren og forsøgte febrilsk at sluge de knas tøre brød uden at flække af grin. Vi fik nu nøgler til et hus og blev registreret. Bagefter fik vi vores egen tjener som kørte os de 50 m ned tilhuset med bagagen. Han hjalp os med alt og vi fik nu et 80 kvm hus med to Queen beds som ALDRUG havde været brugt. Byggeriet stod nemlig kun lige færdig dagen før vi kom. Her var alt! Gratis room service, 3D fjernsyn, sofagruppe, morgenkåber, tøfler og dyner. Vi fik også velkomst gaver. En tiger læder taske med 3 bøger udgivet om området og konferencen, souvenirs og kalendere. Vores tjener kom kort efter igen med late Night dinner i form af salat og sandwich! Da vi lukkede døren efter ham flækkede vi af grin. De havde virkelig taget røven på os!!