Hej alle sammen! Her er lidt nyt igen.

Manaus

For ca 3 uger siden tog vi til Manaus. Vores foerste indtryk af stedet var, at det var rigtig fugtigt! Derefter kom vi til det kvarter vi skulle bo i - og den foerste indfoedte vi moedte og spurgte om vej stirrede bare paa os med uhyggelige oejne, der med garanti viste at han var langt vaek paa stoffer. Saa i kan nok forstaa at vi var lidt nervoese! Men familien - Mormor Maria, Danilo og Julia - tog rigtig godt imod os og inden laenge foelte vi os meget hjemme der.

Den foerste dag tog vi en tur ind til byen. Vi tog bussen, hvilket gaar meget vildt for sig hernede! Vi har helt vaennet os til, at hastighedsgranserne paa ingen maade bliver overholdt. Paa samme maade som man hurtigt vaenner sig til, at seler er noget der ikke bliver brugt, og at der altid er plads til en mere i bilen (vi har formaaet at vaere 8 i en 5-personers).

Paa turen ind til byen fandt vi ogsaa hurtigt ud af, hvor rart det er, at have en med af det andet koen. For selvom folk stadig stirrer enormt meget (og meget aabenlyst), saa kommer de med meget faerre klamme kommentarer naar de kan se, at man foelges med en mand.

I loebet af de foerste par dage fandt familien hurtigt ud af, at hverken vores madlavnings- eller vaskekunst er saerlig god. Da der den foerste dag ikke var noget mad i koeleskabet taenkte vi, at her var chancen for at koebe ind og lave aftensmaden! De var imidlertid ikke ret vilde med vores ret, hvilket resulterede i, at vi resten af tiden i Manaus blev afbrudt hvis vi proevede at naerme os koekkenet - de ville hellere selv lave maden. Det samme var tilfaeldet da vi forsoegte at vaske toej. Vaskemaskinen stod udenfor og foran maskinen stod den glubske hund (som endte med at vaere meget fredelig alligevel, da den laerte os at kende). Maria maatte derfor holde vagt, mens Julie kravlede over et bord for at kunne naa vaskemaskinen - det maa have set meget komisk ud!

Aftenerne var det allerhyggeligste i Manaus. Hver aften tog man havestole med ud og sad ude paa gaden og snakkede med dem der kom forbi. Vi fik ogsaa lavet en hel tradition med at sidde og spille dam paa gaden - og senere holde smaa fester naar de voksne var gaaet i seng.

Der gik ikke saerlig lang tid foer hele kvarteret vidste hvem vi var og alle var meget soede ved os. En aften blev vi helt tilfaeldigt inviteret op til naboen for at spise kage og lege med hendes to soede boern, som i kan se paa nogle af billederne. De var meget glade for os og gav os baade smaa gaver og tog os med til et shoppingcenter i Manaus.

En aften tog Julia os med i byen. Det var en rockfest og der var en masse mennesker der var en helt del aeldre end os. F.eks. moedte vi en fyr der fortalte at han ogsaa have rejst i Bahia og Amazonas. Han var rigtig flink, men det viste sig at han var 32! Lige lidt for gammel efter vores smag, men alder har ikke den helt store betydning hernede..

En anden dag tog vi ud til et vandfald med Julia, hendes mor, Rachel (vores rigtig soede veninde) og James (som vi ikke kunne lide! Han lagde an paa os, ligesom alt for mange af de andre maend og spurgte om vi ikke havde lyst til at flytte til Manaus). Vandfaldet var dog meget smukt og det var dejligt at svoemme i det koelige vand. Bagefter spiste vi fisk - mums! Det spiste vi naesten hver dag i Manaus.

Alle er meget kristne i Brasilien og alle butikker hedder noget med Jesus; "Jesus supermarked", "Jesus frisoer" eller "Jesus pizzaria". Vi var ogsaa i kirke en af dagene med Rachel, men forstod absolut ingenting af gudstjenesten og syntes det var lidt for meget af det gode - isaar da en af kvinderne begyndte at graede da hun fortalte om Jesus. Det er svaert at saette sig ind i, at man kan tro saa meget paa noget. Vi fik dog Danmark velsignet, saa lidt godt fik vi da ud af det...

Selvom vi i starten var lidt nervoese for Manaus, endte det med at blive vores yndlingssted i Brasilien. Vi foelte os rigtig meget hjemme og alle var meget aabne og soede ved os (f.eks til Marias foedselsdag hvor de bagte en mega god kage og fejrede hende paa aegte brasiliensk maner). Vi savner allerede stedet og menneskerne og vil meget gerne tilbage engang!

Amazonas

Som i nok ved tog vi ogsaa 5 dage ud i junglen, hvilket var en meget stor oplevelse paa alle maader! Familien vi boede hos bestod af en meget ucharmerende mand ved navn Yusef (han mindede mere om et dyr, end om et menneske), hans kone (hun var 42 og havde allerede foedt 8 boern) og soennen Juan paa 6, som krammede os hele tiden. Vi moedte ogsaa en af deres doetre paa 21, som allerede havde 2 boern. Vi var ret overraskede over deres alder, men blev fortalt at det var helt naturligt. De sagde ovenikoebet til os, at vi var alt for gamle til at blive gift allerede og at det ville se haabloest ud for os, hvis vi boede i amazonas (selvom de stadig gerne ville have billeder af maria, saa de kunne vise dem til deres 18-aarige soen. Saa helt haabloese kan vi ikke have vaeret!).

Der var ikke noget rigtig toilet der hvor vi boede, kun et lille skur med et wc i, som man skulle fylde med vand fra en spand foer det kunne traekke ud. Det var ogsaa her vi gik i bad - med en spand vand og lidt saabe. I hjoernet boede en fugleedderkop, som vi var lidt bange for i starten, men som vi hurtigt vaennede os til. Ligesom alle de andre edderkopper og kakkerlakker der boede i skuret.

En af dagene gik vi en tur i junglen og farede vild. Vi troede ikke det var rigtigt alvorligt foer guiden Milton begyndte at bede! Der blev vi lidt nervoese. Vi fandt hjem igen, men Milton fortalte os senere at han havde moedt en aand, som havde vist ham vejen hjem...

Vores guiede var rigtig flink, men ogsaa meget speciel. Han kunne tale en hel masse sprog og indimellem svarede han, hvis vi sagde noget paa dansk. Han fortalte at det var fordi han som 12-aarig havde faaet et oenske af en gammel dame der havde kontakt med aanderne, og han havde oensket at kunne laere alle sprog. Igen vidste vi ikke helt hvad vi skulle tro.

I loebet af de 5 dage sov vi i haengekoejer. man sov mega godt, og vi har allerede koebt 2 haengekoejer som vi sender hjem til Danmark.

Den sidste nat overnattede vi i junglen. Der var virkelig mange insekter, og man kunne ikke tage bare et skridt uden at faa dyr i mund og oejne. Insektspray er ubrugeligt, det kan slet ikke beskrives. Guiden troede vist ikke helt paa at vi ville klare det (han var ikke vant til at have saa unge piger med og blev ved med at kalde os prinsesser), men vi gjorde det uden at pive og er meget stolte ovre os selv! Ogsaa selvom det regnede og var koldt, og vi kunne hoere dyrene der kom taet paa vores lejr hele natten..

I loebet af dagene fik vi sejlet meget i kano - den endte naesten med at vaere det sted, hvor man foelte sig mest hjemme. Her fik vi baade fanget piratfisk og smaa krokodiller. En af dagene paa vej ned til baaden laa der en anakonda midt paa stien! Guiden sagde, at vi var meget heldige, fordi man ser dem saa sjaeldent. Men lige i det oejeblik foelte vi os ikke specielt heldige.

Salvador

I den sidste uges tid har vi vaeret til karneval i Salvador og vi elsker det! Vi har danset og drukket os fulde, og moedt en masse soede mennesker.

Vi bor paa et hostel, paa et vaerelse med 6 andre piger. Det er sjovt at moede nogen der rejser ligesom os, selvom de alle sammen er noget aeldre end os. De ser os vist lidt som lillesoestrene. Og saa savner vi at tale portugesisk, saa vi proever at snakke med dem der arbejder her - og de elsker os allerede, isaer rengoeringsdamerne som er virkelig soede.

Mange af aftenerne har vi taget bussen til Barra for os feste. Her har vi hoert Bob Sinclar og slutningen af Gangnam Style da han spillede, selvom vi ikke kunne se ham.

En af aftenerne blev vi vaek fra de andre (der havde aabenbart vaeret et knivs-slagsmaal lige bag os), men vi moedte hurtigt to brasilienske broedre der tog os i haanden og trak os vaek fra det hele. Vi festede med dem resten af natten og de soergede for, at vi kom med den rigtige bus hjem naeste morgen. Vi er meget taknemmelige for, at alle er saa flinke og passer paa os, for det lader til, at alle andre end os bliver roevet. Vi lavede endda en test hvor vi havde 2 reals i lommen for at se om de blev stjaalet. de blev ikke stjaalet, men Maria tabte dem i toilettet... Da vi kom hjem til hostellet igen var kl 8 (lige i rette tid til morgenmad) og alle var glade for at se os og havde vaeret meget bekymrede. Efter der var de dog ikke naer saa bekymrede for os mere og begyndte at se os som de vilde festaber i stedet for! Isaer fordi vi kom hjem med helt sorte taer, saa sorte, at en tyv grinede af os hele vejen hjem.

Der er rigtigt meget politi hernede, vi saa et sted, at der var omkring 25000 politimaend paa gaden. I starten foelte vi os meget trygge ved dem, men senere da vi moedte 2 brasilienske drenge (Vitor og Icaro), fandt vi ud af, at politiet ofte er dem, der starter slagsmaalende. Faktisk kan de finde paa at slaas indbyrdes. Saa man skal altid soerge for at holde god afstand til dem, for de er ikke blege for at slaa tilfaldige mennesker ned, hvis de staar i vejen.

Vi har formaaet at moede den samme boesse tre gange - hver gang er han lige begejstret for at moede os. Han er klaedt i dametoej og er meget lille, men helt vildt soed. Den sidste gang vi moedte ham var han pludselig til damer og ville gerne kysse med Julie - som dog sagde nej! Vi moeder mange andre maend der gerne vil kysse (ca hver anden mand vi gaar forbi tager fat i os) - og saa faar man en perlekaede til gengaeld. Vi siger ikke hvor mange vi har kysset, men lad os bare sige at vi har en hel del kaeder nu!

Alle er virkelig flotte i deres udklaedninger (og bare flotte og moerke generelt). Der er musik hele tiden, uanset hvor du er. Isaer en sang er de virkelig vilde med - den lyder noget a la diggy diggy dum og bliver spillet hvert andet sekund.

I aften skal vi videre til Afrika. Det bliver noget af en omvaeltning, isaer fordi vi allerede nu har vaennet os til den brasilienske kultur og har laert at tale lidt portugesisk. Men vi glaeder os.

Knus og kys fra os