Så er vi hjemme igen.

Egentligt er det lidt besynderligt. Vi kom faktisk hjem på en Cimberbillet. Vi må være nogle af de sidste, der har rejst med Cimber. Historien er den, at vi købte billetter af Cimber, men undervejs viste det sig, at de indstillede ruten til Tel Aviv. Det betød til gængæld, at vores biletter blev ombooket til et andet selskab, så vi kom faktisk hjem med dette andet selskab på biletter købt af Cimber - dette efter Cimbers konkurs. Dejligt.

Men hjemme igen kan man reflektere over, hvad man har oplevet de sidste tre måneder. Og vi må indrømme, at der har været tale om et bombardement af indtryk. Vi har fået et indtryk af mange forskellige ting. Det kan omhandle det at gå i Jesu fodspor, det kan være korsfarertiden, det kan være den muslimske indflydelse i Det hellige Land, det kan være det at se et andet samfund, det kan være den jødiske kultur og dens lange histore, og det kan være det moderne Israel med dens mangfoldighed af naturparker. Der er nyt, der er set, og der er gammelt, der er set.

Noget af det, der kendetegner området, er det politiske spændingsfelt, der har omgivet det gennem lang tid. Hvorfor er der den spænding? Og hvorfor bliver der ikke fred? Egentlig kendetegnes området som konflikternes sted. Der er konflikter jøder indbyrdes, muslimer indbyrdes, kristne indbyrdes og konflikter de tre religioner imellem. Og alligevel opleves iøvrigt lange perioder, hvor man lever i samdrægtighed indbyrdes.

En ting, man kan sige, er fx , at israelerne vandt seksdagskrigen i 1967 så hurtigt, at palæstinenserne ikke nåede at flytte sig, og at det har efterladt Israel med et muslimsk mindretal, der ikke lader sig integrere. Og noget, man kan sige om dette, er det, som Ben Gurion giver udtryk for, at meget af det territorium, man vandt i 1967, kan man give tilbage.

Men der står et område, som er noget særligt, det er Jerusalem. Som Ben Gurion siger, vil Israel aldrig kunne give afkald på den del af Jerusalem, man vandt i 1967. Man kan spørge sig hvorfor. Men ser man på det, så er der en lang historisk tradition, hvor Jerusalem blev jødisk og dermed israelsk hovedstad, da kong David regerede for 3000 år siden.

Det israelske samfund og den jødiske kultur er ældgammel, hvor fx. den danske kun kan føres omkring 1000 år tilbage til Jellingestenen. Og ser man det i det lys, vil det være væsentligt vanskeligere for israelerne at skulle dele og give afkald på Den gamle By, Tempelpladsen og Oliebjerget, hvor det jødiske og israelske samfund har sine rødder, end hvis danskerne af FN blev pålagt at køre Jellingestenen til Stockholm.

Og hvornår bliver der så fred dernede. Ja. Der vil jeg tage udgangspunkt i de kristne værdier. Da Jesus blev korsfæstet blev tempelforhænget flæget fra top til bund. Og som jeg vil udtrykke det flyttede Vorherre ud af templet ved den lejlighed og ind i vore hjerter. Templet og Tempelpladsen er ikke det vigtige. Og da Gud er kærlighed skal kærligheden og dermed freden komme fra vore hjerter. Og det er først, når både kristne, muslimer og jøder ser dette, at freden vil indtræffe. Og sjovt nok mødte jeg dette synspunkt et enkelt sted dernede, det var, da jeg snakkede med en palæstinenser i Hebron.

Hermed er vi hjemme igen, og dette er dermed sidste blogindlæg. Vi håber, det har været en fornøjelse at følge os på vores tur. Tak til læserne.