Det var fantastisk, at få koblet lidt af i Nelson (: Gratis morgenmad er bare fantastisk, når man ellers lever på budget. Faktisk er gratis generelt bare blevet mit nye yndlingsord. Er det gratis siger du? Hit med det! Om det så er det blødeste, hvideste paptoastbrød, som man normalt ville have rynket lettere foragteligt på næsen over, så er det fantastisk, når det serveres gratis ;)

Gik på et lille lokalt markede og brugte ellers d. 20. på at slappe af ved poolen (wuhuu!). Dagen efter gik vi ingen på et andet lille loppemarkede - rigtig skægt. Jeg fandtt indtil flere utrolig seje ting, som jeg sgatens lige kunne have købt, hvis det ikke lige havde været for den der rygsæk, der kun tillader begrænsede mængder ubrugeligheder (som et gammeldags vækkeur med et billede af en tegneserieblondine, der tager sig til hovedet og siger "Oh God, sometimes I'm so blond!" jo unægtelig må kvalificere sig som).

Vi tog afsted d. 21. med Stray til Abel Tasman/ Marahau, som er NZ's mindste Natinal Park. Historien bag oprettelsen af parken er da også ret underholdende. Åbenbart var der for en god del år siden (100+) en lille engelsk dame, der var kommet til NZ og havde forelsket sig i området, der dengang kun hed Abel Tasman. Hun gjorde det til sin mision, at få området fredet, så det ikke ville blive ødelagt af begyggelse og lign. Den NZ's regering afslog desværre hendes forslag om en fredning af området. Mange personer ville nok give op herefter, men ikke denne dame (hvis navn jeg ikke kan huske lige nu), der i stedet udtænkte en snedig plan. Hendes plan tog udspring i hollænderen Abel Tasman, der nogle 100 år eller så forinden havde været den første til at finde NZ. Desværre havde der været lidt misforståelser mellem Abel og de indfødte maorier, der havde endt i et mindre sammenstød, som resulterede i at maorierne dræbte, og ifølge rygtet, spiste 4 af Abels mænd. Derfor fortrak Abel Tasman fra NZ's kyst uden at sætte fod på selve landjorden.

Den lille engelske dame kendte historien om Abel, så hun skrev til den hollandske dronning, at de ville åbne en nationalpark opkaldt efter Abel Tasman og om dronningen ville være interesseret i at komme og overvære åbningen. Den hollandske dronning svarede, at det ville hun da utrolig gerne og med dette svar gik den lille dame igen til NZ's regering og spurgte, om de ikke måske ville genoverveje deres beslutning, når nu den hollandske dronning praktisk talt var på vej til NZ. Hvilket de naturligvis gjorde og Marahau blev gjort til Abel Tasman National Park.

Efter en aftens BBQ med Stray , stjernekigning (man kan virkelig se mange stjerner når man er langt ude i ingenting med meget lidt lyforurening!) og en god nat søvn, tog Stine og jeg ud og hang glide d. 22! Utrolig fedt! XD Vi er ved at blive lidt for vilde med det der adrenalin... ;) Hang glide går ud på, at man bliver spændt fast i sådan en lidt puppeagtig seleting under nogle vinger bygget op på et aluminiumsskelet og med en pilot nedenunder. De her vinger bliver så spændt fast på en lang line, der bliver hægtet på et lille bitte fly. Flyet trækker så en højt op i luften og giver slip, så man kan svæve rundt deroppe i et kvarters tid, inden man lander igen! SÅ smukt! Og meget surrealistisk at svæve rundt kun holdt oppe af et par små vinger (der egentlig var ret brede, men ikke vejede noget særligt - vores pilot kunne i hvert fald løfte dem rundt).

Den aften lavede Stine og jeg så frikadeller! De blev udemærket, men med en lidt sær bismag (af gris), så næste gang tror vi, at vi vil prøve at blande noget svine- og kalvefars selv, idet man ikke kan købe det blandet her.

Tog fra Abel Tasman d. 23. Fik set nogle rigtig smukke ting på vejen mod næste stop, bl.a. en sælkoloni med en masse små babysæler! Mega søde. Fik også gjort stop ved nogle pancake rocks (der som navnet meget sigende siger, ligner pandekager, der er blevet stablet).Tror måske Simon har været samme sted, idet jeg havde en lidt deja vu agtig følelse over at se nogle klipper ude ved kysten, hvori man kunne se en masse forskellige figurer.

Ankom til Barrytown sent om aftenen. Slår man Barrytown op i Lonely Planet finder man absolut nul og niks. Barrytown er nemlig en af de mindste byer nogensinde med kun 52 indbyggere. Hvad lavede vi så der, kan man jo spørge? Jo, Stray har et slags motto, der hedder: what happens in Barrytown, stays in Barrytown!". Her afholdes nemlig de vildeste Strayfester med temaer og gak! Vores tema var affaldssække. Ikke specielt spændende umiddelbart, men vi besluttede os at lave Cleopatra og Cæsar. Så efter en hurtig aftensmad gik Stine og jeg igang med at klippe-klistre plastikposer sammen. Det blev faktisk ret godt! Kunne mærke, at jeg virkelig savner at sy og lave kostumer... Men fik da lov til at slå mig løs med at dresse Stine op som Cleo :D Fik lavet både en paryk, et diadem med den egyptisk slange forrest, en bred halskæde, en egyptisk kjole og armringe - alt sammen lavet af plastikposer og tape :P Fik selv lavet en lille laurbærkrans, toga, kappe og sandaler - ligeledes i plastik ;)

I løbet af aftenen blev vinderen af konkurrencen kåret og det var selvfølgelig Stine! Hvem elsker ikke droningernes dronning ;) Især efter en lille opvisning i egyptisk dans :P

Havde nogle timer inden bussen kom i dag, så Stine og jeg havde tilmeldt os noget bone carving. Det var rigtig skægt. Vi valgte vores design (begge to en maori "fish hook" med mønster), valgte et stykke koben og begyndte at skære vores smykke ud. Det var en lang proces og vi havde heldigivs to flinke kvinder, der hjalp og guidede os, men selve arbejdede gjorde vi selv. Eftter en tre timers tidkunne vi så stolt stå med vores fine nye halssmykker :D Ret så stolt ;)

Nu er vi hoppede af i Hokitika for natten og egentlig var det min plan, at ville carve greenstone (jade) her i morgen, men det er simpelthen monster dyrt, så tror jeg "snyder" og køber en. Nu har jeg jo også prøvet at carve ben i stedet (:

Angående jade, så har maorierne også en masse forskellige historier om den sten. Egentlig siges det, at man ikke må købe en greenstone til sig selv men kun til andre. Hvis man køber til andre, så bør man gå med smykket i 100 dage, indtil ens essens og varme hænger fast ved smykket, så modtageren altid vil have ens nærhed med sig. Ret sødt og helt utrolig upraktisk :P Tror bare, at jeg giver Stine nogle penge og så kan hun købe mig et smykke ;)