Viforlod Siem Reap om lørdagen og tog en natbus til Syd Cambodia til en by der hedder Sihanoukville. Her skulle vi tilbringe de næste 4 - 5 dage inde vi skulle til hovedstaden Phnom Penh. Her er rigtig skønt. En lille hyggelig by med gode strande. Vi nyder igen at kunne bade lidt i denne varme og spise en masse billig mad og drikke mange øl - måske lidt for mange til - hold nu fast - 2,5 kr. stykket :-)

Menneskerne hernede er utrolig venlige og vil rigtig gerne snakke. Det er hyggeligt. Marcs fødselsdag blev holdt på stranden hvor vi bare nød det og spiste god frokost. Om aftenen var vi på lokal restaurant og spise frisk fanget fisk. Virkelig lækkert. Der blev skypet med hele familien om aftenen. Marc synes det var dejligt at se dem på sin fødselsdag, selv om det var på en skærm. Det var en anderledes, men rigtig god dag. En fødselsdag han nok aldrig kommer til at glemme. (Nå ja så synes han jo også det var lidt fedt at have fødselsdag 30 timer for første og nok også sidste gang i hans liv) :-) Den sidste dag vi havde i byen fik vi et ordentlig uvejr. Det stod ned i stænger og lynede og tordnede. Vi tog en tuk tuk ind til byen for at købe busbilletter til Phnom Pehn, og for at spise mad. Men det blev en meget kort tur, for der lå så meget vand overalt og det regnede ind i vognen, hvor vi sag. Vi skyndte os at købe billetter, og så kørte vi ind forbi et sted hvor man kunne købe pizza og tog en stor en med hjem på hotelværelset i stedet. Vi kørte hjem til hoteller, hvor aftenen blev brugt på hygge med pizza, øl og god film på STAR MOVIE :-)

Dagen efter tog vi til Phnom Penh. Busturen kig fint, bortset fra a der var fjernsyn på bussen. Det lyder måske godt, men det var det bestemt ikke! Vi blev dømt til at se Cambodiansk karaoke og komik show hele 5 timer, selvom vi både tog ørepropper i og hørte musik, kunne vi simpelthen ikke overdøve den volume 100000000 der var på det fjernsyn og i de højtalere. Nå ja og heller ikke fra de medrejsende som synes det var det sjoveste fjernsyn der nogensinde er blevet vist på Cambodiansk fjernsyn :-) Alle os turister der var med, kunne ikke gøre andet end at prøve at overdøve larmen med musik og ørepropper, og så ellers bare grine af dem. Vi overlevede selvfølgelig, og da vi kom til Phnom Pehn, blev vi kørt til et Guesthouse af en tuk tuk. Vi spiste aftensmad ved en flod der løber langs byen. Her er virkelig hyggeligt og vi fik god mad. desværre er der bare rigtig mange fattige mennesker i byen, og rigtig mange tigger om penge - både voksne med små børn og børn, der selv går rundt og rækker hånden ud efter penge. vi så også rigtig mange børn, der ville sælge enten bøger eller smykker til turisterne. men der var en dreng, der skildede sig ud fra mængden. han var altid så glad og drillede tjenerne på restauranterne, fordi han ikke måtte sælge der. den ene aften købte vi en bo af ham, hvor vi faldt i snak med to amerikanere. her fandt vi ud af, at denne dreng heller ikke gik i skole, fordi der ikke var penge til det. men den ene af de amerikanske mænd, ville ringe til skolen og betale for drengens skolegang. fantastisk for ham, og han var så glad og kunne næste ikke vente med at høre fra skolen. det håber vi går i orden, så drengen ikke længere skal gå på gaden fra morgen til aften og sælge bøger.

mens vi var i phnom penh, besøgte vi the killing fields, hvor der døde omkring 17000 mennesker khmer riget. steder var en efterfølger til et fængsel inde i byen, som fik navnet s-21. først blev folk mishandlet - nogle næsten til døde, og da der ikke længere var plads inde i fængslet begyndte de at køre folk ud af byen, ud til the killing fields, hvor de blev begravet i massegrave. det var både unge mennesker, ældre og børn der var ofre for denne massakre. det var så uhyggeligt at gå rundt derude, da vi stadig kunne se tøjstumper, skelletter og alle massegravene der stadig var dybe huller i jorden. selvom der var blevet ryddet op og gjort pænt, dukker der stadig tøj op fra jorden. i midten af pladsen, var der lavet et monument, hvor der var samlet omkring 8000 kranier fra nogle af ofrene. det var tydeligt at se forskel på størrelserne af kranierne, og nogle var desværre meget små :(

herefter tog vi videre til det omtalte fængsel s-21, hvor vi igen gik meget stille rundt uden at sige så meget til hinanden. her fik vi igen et forfærdeligt billede af, hvad der dengang var foregået. bygningen var oprindelig en skole, men blev så under khmer styret omdannet til fængsel til alle dem, der var modstander af dette regime. klasseværelserne var omdannet til torturkamre, og nogle steder kunne vi stadig se blodpletter på gulvet :( det var spændende at se alt dette, men det var samtidig også en lidt uhyggelig oplevelse. vi tænkte hele tiden på, hvor forfærdeligt det måtte have været dengang. gudskelov blev dette khmer styre væltet fra magten.

dagen efter var vi på central market, hvor der rigtig kunne handles og pruttes om prisen - lige noget for marc :) vi var her dog ikke så længe pga. varmen, så vi gik en tur gennem byen og endte dagen med en kold dåsebajer ved floden. lige hvad vi kunne holde til..

Søndag D. 27.03-2011 var det blevet tid til at sige farvel til skønne Cambodia, og sætte sig i bussen og køre de godt 300 km til grænsen, og ind i Vietnam. Vi skulle med bussen kl. 10.00 og ville være i Ho Chi Minh City eller Saigon som byen også kaldes kl. 16.00. Turen gik rigtig fint, vi havde forinden busturen fået lavet visum til Vietnam, så turen gik rigtig hurtig og kl. 16.00 landede vi i centrum af byen. Vi fik en lidt dårlig start på vores tid i Vietnam da vi kom frem med bussen tog vi en taxa til et guesthouse og på vejen viste han os, hvor vi kunne veksle penge til dong som er de penge der bruger i Vietnam. Da vi kom frem til det guesthouse, som han sagde skulle ligge på den anden side af vejen. Vi kunne altså ikke se skiltet nogensteder og han råbte ligefrem af os, at de lå lige der og at vi bare kunne se efter. Vi kiggede på hinanden og tænkte lad os bare stå af. så tager vi den derfra, indtil vi så det beløb vi skulle af med for turn. Vi havde højst kørt i 5 min og han vil have meget mere, end vi overhovedet havde betalt for nogen transportform hernede. Vi brokkede os og sagde han ikke skulle tage røven på os og beløbet kunne umuligt være steget så meget på denne korte tur, men han kiggede på os og blev ved med at råbe og sige at det altså var prisen.! Til sidst gad vi ikke diskutere mere med ham og gav ham 500.000. Da han kørte derfra med 100 km/t kunne vi regne ud, at vi ikke havde taget fejl. Han havde snydt os. hmm. Nå videre til et guesthouse og finde et værelse. Det gjorde vi og det er super fint. Men da vi kom op på værelset kunne vi se, at de penge vi havde vekslet heller ikke passede. Her var vi også blevet snydt. Lidt pudsigt taxi idioten lige anbefalede det sted :-(

Heldigvis var det ikke særlig magne penge, Men det er jo heller ikke pengene men princippet :-) Så fra nu af er det slut med Taxi mænd, hvis vi skal noget sker det på gåben, det er jo også derfor vi har fået dem. ;-) Vi valgte dagen efter at dage på byrundtur hvor vi fik set en masse fra Vietnam krigen. Krigsmuseet var rigtig spændende og skræmmede. Det er ikke til at forstå alle de mennesker der måtte dø under denne krig. Vi så genforeningspladsen, rådhuset, Notre Dame (som franskmændende bygge dengang Vietnam var fransk koloni), og en fabri, hvor er kun var handicappede der arbejdede. Fabrikker som der ligger flere af her i Vietnam, og som alle er betalt af regeringen. Rigtig mange familier her i Vietnam har fået alvorlige efterfølger for mange af de familier der var levede under Vietnamkrigen. Alle de kemi bomber amerikanerne smed under krigen, satte ikke kun spor der, men gør det i lige så høj grad i dag, hvor rigtig mange børn bliver født med en eller anden form for handicap. Også andre seværdigheder blev set denne dag. :-) En rigtig god dag, hvor vi fik et godt indblik i byen og Vietnam generelt. Eks. I Ho Chi Minh City bor der 8 millioner mennesker. og prøv så at gætte hvor mange scootere der er :-) 5 millioner!!! Det siger ikke så lidt, og der er da også scootere overalt hvor du går, og det ligner små myrer der snegler sig frem i den tætte trafik der også er her i byen.

Mandag her i Saigon er også gået med tur. Idag har vi været ude og besøge de underjordiske huler hvorfra V.C soldater også bedre kendt som Gorilla Soldater bekæmpede Syd Vietnam og U.S.A under Vietnam krigen. Dog var dette først senere på dagen. Den første del af dagen skulle bruges i endnu et tempel, ja man skulle mener at vi efterhånden har set en del templer og måske skulle begynde at være lidt trætte af det. Men faktisk har alle templer noget nyt at fortælle og idag var ingen undtagelse :-) Vi blev hentet af bussen som skulle kører rundt med os hele dagen kl. 8.00 ude foran det sted vi havde købt turen. Derefter kørte vi ud til templet. Det var et utrolig smukt tempel fyldt med mange farver og mønstre. Vi kan ikke helt huske hvad det var for en tro, men det var en blanding mellem fere forskellige. Det fantastiske ved dette tempel var, at vi kunne få lov til at overvære en messen hvor de beder til deres guder eller hvad de gør :-) Det var rigtig spændende og sjovt at opleve.

Derefter gik turen videre til de førnævnte tunneller. F... Det var en mærkelig oplevelse, at se de steder hvor så mange mennesker levede under Vietnam krigen, og hvorfra de bekæmpede Syd Vietnam og U.S.A det var så fantastisk. Vi var rundt og se forskellige indgange til de underjordiske huler, vi så fælder som var blevet laver for at dræbe soldaterne (Ikke noget for børn) de var voldsomme, og helt sikkert noget der må ha gjort vildt ondt at træde ned i. Det er så vildt at tænke på at så mange mennesker blev dræbt under krigen, og at så mange uskyldige mennesker måtte lade livet har helt ubeskrivelig uretfærdigt!! Vi var også nede og gå rundt i de underjordiske huler. De havde til ære for turister og og hvide mennekser lavet lidt om på hulerne. for at vi kunne komme rundt unden at skulle ligge på alle fire, har de måttet grave hulerne ud, således at de er blevet gjort 2X større end de i virkeligheden var. Var en vildt underlig oplevelse, og er ikke sikker på at det må har været særlig rart at være dernede i særlig langt tid af gangen? Bagefter var vi inde og se en film hvordan hulerne var blevet lavet og hvordan det egentlig er utrolig kompliceret arbejde at bygge hulerne. for at der kunne komme luft ned i gangene måtte de grave bambuspinde ned, således at der kom små ventilationsrør. Røgen fra køkkenet blev ledt gennem flere forskellige kamre, for derefter at blive sluset ud gennem en åbning langt væk fra hulerne. Her var der lagt bade ovenpå, således at røgen kom op lidt efter lidt, og derfor hurtig forsvandt sådan at soldaterne ikke kunne se det.

Bagefter gik turen hjem til Saigon igen, og godt sultne blev aftensmaden indtaget på SUBWAY num num num...