Hola!

To uger blev det til i fantastiske Salvador. Og selvom fristelsen til at blive der et par uger til (eller for evigt) var stor endte jeg med at tvinge mig selv videre. For denne gang. Foerst tog jeg jo til karneval (karnatal) i Natal i det nordlige Brasilien. Og nej hvor var det bare helt ufattelig fedt!! Fire naetters karneval, de fire vildeste naetter i mit liv, full power! Jeg boede paa et super hyggeligt hostel med rigtig soede mennesker, og vi var der selvfoelgelig alle foerst og fremmest for karnevalet. Den foerste nat tog vi efter en barbeque afsted i samlet flok. Vi var ca 15-20 personer og fyldte naesten en hel bus, alle godt berusede og i super stemning. Karnevalet er saadan bygget op at der er forskellige bands der spiller paa forskellige lastbiler der koerer rundt i een stor cirkel. Der er tre forskellige maader at opleve karnevalet paa. Overklassen/dem der betaler mest oplever karnevalet i "Camarote" som er platforme haevet over selve karnevalet. Fri bar og stole man kan sidde paa... men egentligt observerer man bare karnevalet naar det passerer forbi uden selv rigtigt at deltage. Og saa koster det 600 - 800 kr pr nat! Saa er der "Blocos" som er billigere end camarote men stadig ret dyrt (omkring 350 - 500 kr pr nat). Her faar man en t-shirt man skal have paa og foelger saa en af lastbilerne rundt. Rundt om blocos`ne gaar der folk og afspaerrer med reb saa poebelen der ikke har betalt for en t-shirt ikke kan komme ind. Man betaler med andre ord for en form for beskyttelse, og for at faa lov til at foelge musikken hele vejen. Og saa er der "Popcorn", eller ikke-betalende; navnet referende til den maade man bliver mast og kastet rundt paa ude blandt poebelen. Her oplever man som i Camarote karnevalet komme forbi, men uden rigtig at kunne deltage fuldt ud, og der er heller ingen beskyttelse. Men, det er gratis!

Denne foerste nat tog vi til karneval som "popcorn". Vi havde faaet strenge ordrer paa at blive sammen, og utroligt nok lykkedes det os. Men paa trods af det fik en fra gruppen stjaalet sin tegnebog, og en fik stjaalet et par terninger han havde i lommen (hehe). Men en super fed nat! Og jeg skal sige jer der blev danset! Jeg dansede saa meget at jeg forvred et eller andet inde i min ene fod som stadig kan maerkes i dag flere uger efter...

Dagen efter tog vi atter afsted i samlet flok som popcorn. Flokken var imidlertid ikke helt saa energisk som natten foer, og jeg laengtes efter at komme ind i en af blockosne, dog alligevel ikke helt glad for at skulle bealte for en t-shirt.. Men nu var det saadan at vi havde et fast sted vi holdte til saa dem af vores venner fra hostellet der havde en t-shirt kom forbi og hilste paa naar de passerede. To af dem, brasilienere, kom forbi, og det viste sig at den ene havde to t-shirts for den nat, en til camarote og en til bloco. Hun var ved at vaere traet af at danse rundt og ville videre til camaroten, saa snart skulle hun ikke bruge sin bloco t-shirt laengere. Vi skulle bare lige hen til camaroten. Da ingen af vagterne kiggede sneg jeg mig under rebet og dansede med bloco´en videre i ca tyve minutter hele vejen hen til camaroten uden at blive opdaget og smidt ud, og derefter fik jeg hendes t-shirt og dansede resten af natten med blocoen paa helt legal vis!! Ej, men saa fedt!

Den tredje nat tog jeg t-shirten som jeg havde faaet aftenen foer med i lommen. For det kunne jo vaere jeg var heldig at der var en af de andre blocos der havde lignende farver saa jeg kunne snyde mig ind. Jeg ankom atter med gruppen der nu var nede paa ca 6 personer.. Men grupper er grupper, og de er saa langsomme... og jeg hader at vente. Foerst skal den ene lige paa toilet, saa skal den anden lige koebe en oel, og saa skal den tredje soerme ogsaa paa toilet. Ej, men jeg havde slet ikke taalmodighed til det. Jeg rev mig fri fra gruppen for at proeve at naa vores meeting point samtidig med vores venner. Men saa stoedte jeg paa en lastbil med Ivete Sangalo, en rigtig beroemt brasiliensk sangerinde hvis musik jeg lytter til derhjemme. Saa jeg loeb langs lastbilen for at hoere saa meget som muligt, da jeg stoedte paa to italienske fyre jeg havde moedt paa stranden dagen forinden. Og ved I hvad, de havde samme farve t-shirts paa som den t-shirt jeg havde haft natten forinden. Ej, men det var helt perfekt! Deres bloco skulle starte kort efter, saa vi naaede at foelge Ivete hele vejen til enden inden "vores egen" bloco startede. Jeg snoede t-shirten rundt om halsen saa man ikke kunne se hvad der stod paa men kun se farverne. Og de hoppede sq paa den! Ikke en eneste gang blev jeg stoppet! Og jeg dansede med dem resten af natten. Genialt.

Den fjerde og sidste nat var stort set hele hostel-gruppen hoppet fra, og kun en lille flok med t-shirts tog afsted. Saa jeg tog afsted med dem og satsede paa at finde en billig t-shirt paa gaden. Og det gjorde jeg. Manden der solgte t-shirts udenfor ville egentlig have 150 Reals for den, altsaa 450 kr, men jeg fik ham ned til 55 Reals, hvilket svarer til 160 kr. Hehe.. Saa de fire dage blev en dejlig billig fornoejelse for mig! Men hold da fast hvor var jeg smadret! Mine ben og foedder var helt faerdige, og det var lissom nogle holdte en pude op foran mine oerer.. alt for taet paa den alt for hoeje musik!

For at komme mig oven paa karnevalet tog jeg et par dage til Pipa hvor jeg slappede af paa de smukke strande, dyrkede yoga og kiggede paa delfiner..

Og saa var det tid til at komme videre fra Brasilien.. Havde jeg ikke haft en billet til Indien i januar ville jeg have aendret hjemrejsedatoen og vaere blevet laengere i Brasilien. Jeg vil rigtig gerne laere portugisisk, det smukkeske sprog i verden.. Det er faktisk utroligt hvor meget portugisisk jeg laerte paa de seks-syv uger jeg tilbragte i Brasilien.. Har aldrig foer laert et sprog saa hurtigt.. Maaske er det fordi jeg allerede taler basalt spansk som minder meget om det. Maaske er det fordi der var saa faa af de folk jeg haengte ud med der talte engelsk, saa jeg blev tvunget til at laere det. Maaske er det fordi brasilianerne er saa easy going og cool og fantastisk dejlige saa jeg bare blev noedt til at snakke med dem. Maaske er det fordi jeg naesten ikke lytter til andet end brasiliansk musik. Eller maaske er det fordi jeg inderst inde er en brasiliansk pige der blev placeret i et forkert land... Maaske lidt af det hele. :o) En ting er i hvert fald sikker: Jeg skal tilbage igen saa snart som muligt!

Naa, men fra Natal i det nordlige Brasilien var der lang vej til Bolivia som var min naeste destination.. Jeg maatte bruge en hel nat paa at flyve til Cuiaba naer graensen.. Floej kl 2.30, saa mellemlanding, og ankom kl. 11.30 naeste dag. Absolut ingen soevn den nat. En enkelt dags hvile i Cuiaba, saa videre mod graensen. Foerst een bus, tre timer, saa en ny bus, to timer til, saa en tur bag paa en motorcykeltaxi for at faa mit udrejsestempel, og saa en taxa over graensen. Jeg blev laesset af udenfor immigrationen i graensebyen San Matias, et hul i jorden med hoejst 100 indbyggere, en hel masse brasilianske handelsfolk og absolut ingen andre turister. Her maatte jeg vente paa at immigrationskontoret aabnede. Jeg ventede en time, saa kom damen tilbage fra sin frokostpause. Men hun havde ikke noget stempel, saa jeg maatte vente yderligere 45 minutter paa at manden med stemplet kom. Jeg havde haabet paa at kunne komme videre samme dag, men der gik kun tre busser fra San Matias hver dag, og de alle gik om morgenen, saa jeg maatte tilbringe natten der.

Naeste morgen tog jeg saa bussen mod Santa Cruz, en tur paa elendige veje der skulle have taget 19 timer. Allerede efter en time stoppede vi pga problemer med bussen. Det var et eller andet roer den var gal med. Men paa disse breddegrader er der ikke noget der hedder at skifte reservedele ud eller sende bussen til reparation. Enhver buschauffoer her er specialist i at reparere et hvilket som helst problem. Det er ganske imponerende. Det var som en lille fabrik, hvor tre af passagererne og chauffoeren samarbejdede om at faa repareret roeret. En hamrede loes paa en lille ventil. En anden fandt en lille gummimaatte og skar den op i een lang strimmel. En tredje indsamlede plasticposer rundt omkring og rendte i pendulfart efter vand til at rense det snavsede roer med, alt imens chauffoeren foerst bandt placticposerne og saa gummistrimmelen rundt om roeret og fik sat den lille ventil fast igen. Vupti. Hvor svaert kan det vaere?

Roeret gav ikke flere problemer resten af vejen, men det gjorde motoren desvaerre... Fire motorstop havde vi i loebet af natten, og et af dem saa slemt at vi holdte stille i over tre timer. Og det regnede. Og vinduerne var utaette og det ikke bare dryppede men strintede ind paa mig. Og jeg froes og havde ondt over det hele... 26 timer tog turen i alt.. Altsaa syv timer laengere end den skulle.. Men frem kom jeg, og stadig i live.

I Santa Cruz moedtes jeg med Soeren, min kollega hjemmefra. I de to en halv maaned jeg havde rejst har jeg ikke moedt en eneste dansker, og har kun snakket lidt dansk med en norsk pige jeg moedte i Pipa. Saa det var rigtig maerkeligt at tale dansk igen!! Og rigtig maerkeligt at rejse med en dansker, hvilket jeg aldrig har proevet foer.. Men rigtig hyggeligt, helt bestemt! Vi tilbragte natten i Santa Cruz, og tog saa videre dagen efter til Potosí i det sydlige Bolivia, en ca 16 timers bustur paa endnu elendigere veje end de foregaaende, og aller bagerst i bussen hvor saederne hoppede allermest og gjorde det umuligt at sove, og med en eller anden jernstang der stak ind i ryggen. En halv time fik jeg hoejest sovet den nat.

Men her er vi saa nu, i Potosí, men det maa I hoere mere om naeste gang. Om en times tid er vi paa vej videre til Salar de Uyuni (seks timer med bus efterfulgt af en tredages tur med jeep), og saa hoejest sandsynligt et lille smut til Chile, og saa op mod La Paz hvor vi satser paa at vaere omkring jul. Men nu maa vi se. Uret tikker, og jeg har nu kun omkring tre uger tilbage inden jeg skal naa mit fly fra Lima. Og der er lang vej til Lima og mange stop jeg gerne ville goere paa vejen.

Lige et kort foerstehaandsindtryk af Bolivia. Det er meget anderledes fra Brasilien! Folk her er meget indadvendte og "kolde" mens brasilianerne er nogle af de mest udadvendte og varme folk jeg nogensinde har moedt. Det er som at krydse graensen fra Mexico til Guatemala eller fra Indien til Nepal. Det er utroligt hvad graenser kan goere. Og hvad bjerge og strande kan goere ved folk.. Men forstaa mig nu ret, bolivianerne er dejlige mennesker alligevel, helt bestemt, bare ikke helt saa nemme at komme ind paa som brasilianerne. Men de er virkelig smukke! (Brasilianerne er hotte, men det er noget helt andet.) Bolivianerne er uden tvivl nogle af de smukkeste mennesker jeg nogensinde har set! Og jeg er overbevist om, at naar jeg engang faar mere tid til at komme ind paa livet af dem, kommer jeg til at synes virkelig godt om dem.. Saa jeg maa jo give dem en chance naeste aar naar jeg nu alligevel skal tilbage til Brasilien. :o)

Masser af kram og julehilsner fra de bolivianske bjerge!
Malaika