Her kommer så mit første indlæg, som egentlig ikke bliver det store. Det var bare for lige at indvie bloggen og give jer alle adressen på den.

Om 26 dage sidder jeg og panikker en smule over en kuffert, der bare ikke vil lukke, passet der hele tiden føles som forsvundet og bare generel panik og angst over at skulle afsted til et så nyt sted, så langt væk uden at have alle de dejlige mennesker i mit liv lige ved hånden.

Der vil højst sandsynligt også denne dag blive indtaget massive mængder af rugbrød med ost m.m. Hvis da panik kvalmen ikke forhindrer det. Men vi kender jo alle min appetit - den lader sig ikke bare sådan lige stoppe :-)

Men det jo ikke først om 26 dage, at jeg vil mærke panikken. Mandag markerede kun én måned til afgang og onsdag selvfølgelig 4 uger til afgang, og begge har fremkaldt en hvis spænding, nervøsitet, angst, modløshed og hele det spektre, man nu går igennem, når noget stort og uvirkeligt nærmer sig. Så jeg har nok nogle heftige humørsvingninger, hvilket den hårdt prøvede familie på Værmlandsvej 7 kan skrive under på.

Selvfølgelig er det ikke kun de triste følelser, der fylder. Sommerfuglene og glæden melder sig også engang imellem. Men da det hele stadig virker så uvirkeligt og alligevel et stykke ude i fremtiden, bliver denne glæde meget hurtigt afløst af den bekymrede stemme i hovedet, og så begynder jeg at skrive alen lange lister med ting, der jo bare skal klares, i et forsøg på at berolige stemmen.