Heldet er virkelig bare ikke på vores side for tiden…

Vi ligger lige nu på et snusket hotelværelse sammen med et engelsk par i tyverne, som vi mødte på Koh Tao, i havnebyen Chumphon. Vi har fået tildelt et billigt 4 personers værelse med to dobbeltsenge og et virkelig beskidt badeværelse, helt klart det værste vi endnu har boet på, men også det billigste. Claire og Joe, det engelske par, har dog oplevet værre i deres rejsetid, som nu har varet to måneder, så derfor ved vi ikke helt om vi skal være utilfredse eller glade for hvad vi har.

Det skulle vise sig, at vi kom til at besøge endnu en ø, mens vi var i Thailand, nemlig Koh Samui. Vi gik for anden gang til læge med Mikkels øjne, som kun blev værre, og fik desværre besked om, at han skulle tilses af en øjenspecialist på et hospital på øen Koh Samui, en sejltur på lige under to timer. Vejret var (som sædvanlig) blæsende og regnfuldt, men vi måtte af sted og bookede katamaran billetter samme dag. Og efter en hurtig frokost kom vi af sted ud på det store hav. Mens Louise sov det meste af turen, blev Mikkel lidt søsyg ved siden af. Vi fik læst os frem til, at vi nok helst skulle overnatte på Chaweng Beach, fordi hospitalet lå der i nærheden, men desværre fandt vi ud af, da vi kom i land på øen, at vi befandt os på den anden side. Vi stødte heldigvis ind i 3 israelere som skulle samme vej, og slap med en billig lang køretur. Da klokken var blevet mange, valgte vi bare det samme hotel som israelerne skulle bo på, og for første gang i lang tid var der varmt bad! Vi havde også både plasma tv og DVD afspiller, luksus. Dog skal de lige siges, at vi betalte dobbelt så meget, som vi ellers gør, og da vi samtidig ikke havde tjekket ud fra værelset på Koh Tao, var det en noget dyr overnatning. Aftenen brugte vi på at turist shoppe og spise pandekager og købe en film, som vi brugte det sidste af aftenen på at se.

Vi skulle være på hospitalet klokken 9, men der var desværre ikke så mange taxa'er at se på gaden klokken 8, så den ene der var, ville ikke køre på taxameter, men fast pris og da vi ikke rigtig havde noget valg, tog vi bare med ham. Det viste sig han snød os godt og grundigt, for hospitalet lå næsten i gå afstand fra vores hotel. Lægen gav Mikkel to nye slags øjendråber, nogle piller og øjencreme. Det viste sig, at han havde haft både en infektion og blødninger i begge øjne. Heldigvis har det nye medicin hjulpet bedre, men han er ikke sluppet helt af med det endnu.

Desværre betød smutturen, at vi nok ikke kunne nå tilbage til starten på Advanced Dykkerkurset, som var samme eftermiddag som vi var på hospitalet. Men vi skyndte os tilbage til havnen på den modsatte side af øen, for at få fat i den første og bedste båd. Vi gik ind til et af de mange rejsebureauer, og fik den værste nyhed; færgen gik ikke pga. (u)vejret. Humøret var helt i kulkælderen over at skulle overnatte endnu en nat på øen i mildest talt lorte vejr, og bestemte os for, at vi ville spørge nede på havnen os. Der fik vi samme dårlige nyhed, men de sagde dog, at vi skulle komme tilbage 2,5 time senere, for at høre, hvordan det stod til der. Vi brugte de tre timer på to forskellige restauranter, og var virkelig triste og hårdtprøvede, men det skulle vise sig, at heldet var med os, færgen sejlede alligevel. Desværre havde vi ikke tænkt på at få fat i nogen søsygepiller, hvilket resulterede i alvorlig søsyge. Der blev delt brækposer og servietter ud så snart vi kom ombord, og de blev brugt flittigt må man sige. Sejlturen var nok ikke helt forsvarlig, da man var tvunget til at holde fast i begge armlæn, støtte med en fod på sædet foran for ikke at flyve rundt i bræk-båden, virkelige anstrengende, når man samtidig skulle koncentrere sig om ikke at kaste op.

"Hjem" kom vi heldigvis stadig i live, om end noget kvæstet, og måtte desværre blive hjemme i sengen på Halloween aften, da vi ikke fik det bedre.

Dagen efter skulle Louise (en dag forsinket) starte på Advanced, og kom af sted, efter at have læst en masse sider om dybde dyk og navigation under vand. Desværre var vejret ikke rigtig blevet bedre, så selv den lille sejltur ud til hvor vi skulle dykke, gav søsyge. Vi skulle starte med dybde dykket, da André og Heather havde lavet de to foregående dyk dagen inden. Pga. blæsten var der mange bølger, og det krævede kræfter bare at svømme fra den ene ende af båden til den anden, hvor vi skulle følge en lang line ned. Vejret betød også at sigtbarheden virkelig var dårlig, selvom man holdte sin buddy i hånden, kunne man nogle steder ikke engang se ansigtet på ham. Øv, det betød selvfølgelig også, at vi ikke rigtig fik set nogle fisk, kun i slutningen af dykket og ikke nogen spændende slags. Vi kom også til at ramme ind i et par koraller (ups!!), og fik et par små sår på underbenene. Vi dykkede til 27,5 meter (man må dykke til 30 m.) og lavede et par enkelte "skills". Derefter skulle vi på båden igen, og sejle til et nyt sted, hvor Louise skulle lave sit navigations dyk og et andet selvvalgt dyk. André og Heather skulle lave noget andet, men vi skulle overlappe hinanden, for ikke at blive væk - så langt kom vi dog aldrig. For selvom vi her kun skulle dykke 10 m. ned, var de "free desent", dvs. ikke følge noget visuelt ned, eksempelvis et reb, så man er sikker på hvor man er. Første gang vi forsøgte endte vi "elever" på bunden uden at kunne se hinanden i første om gang, og siden hen vores instruktør, ikke den fedeste følelse, når man ikke kan se en meter frem for sig! Vi måtte derfor op og "mødes" på overfladen. Anden gang besluttede vi for at danne en kæde ved at holde ved hinanden, men Louise fik problemer med at udligne trykket i sine bihuler, gav slip fra resten af kæden og sammen med sin buddy steg mod toppen, da det ikke blev bedre måtte vi endnu engang helt til overfladen. Her fandt vi sammen med vores instruktør, mens de sidste to var blevet væk igen. Det endte med vores instruktør aflyste vores dyk pga. vejret, men Louise havde alligevel ikke kunnet gennemføre pga. problemer med bihulerne. Øv!

Dagen efter konstaterede vi at Louise havde fået "the pink eye" og dagen efter var det i begge øjne. Så lige nu ligner vi mere eller mindre begge rød øjet zombier, og bruger en masse øjendråbe. Vi må ikke dykke, snorkle eller bade. Vi fik brugt aftenen på en hyggelig restaurant på stranden og dagen efter ville vi så "væk" fra øen - valget stod mellem Krabi og Chang Mai. Vi havde bestilt biletter dagen forinden, men havde fået at vide, at der ingen morgen båd var, grunden vejret, og vi skulle komme og tjekke op i løbet af dagen om vores eftermiddags båd var i stand til at sejle. Det var den desværre ikke, og vi måtte derfor efter at have siddet og bandet og svoret i nogen tid tjekke ind på samme hotel igen. Her mødte vi også Claire og Joe som var i samme situation. Da vejret var dårlig kunne vi ikke gå nogen vegne uden at blive fuldstændig gennemblødt (vi burde have pakket regntøj!), så det endte med vi brugte hele dagen på at spille kort med Claire, Joe og Bianca. Det var blevet tid til, at vi måtte aflevere vores lånte knallert tilbage, men heller ikke dét, skulle gå som vi havde håbet på. Thai-manden mente at vi skulle betale for nogle skrammer, som han mente knallerten havde fået mens vi havde haft den, og det kostede 8000 Baht, hvilket han faktisk mente var ganske billigt. Det endte med Mikkel fik presset ham ned i 1000 Baht, og som thai-manden sagde "vi kunne jo selv vælge om vi ville betale eller ej, så ringede han bare til politiet og det ville kun blive værre for os". Vi valgte hurtigt at betale for lejen af knallerten samt de 1000 Baht, for politiet i Thailand har vi ikke hørt det bedste om.

Det lykkedes os heldigvis et par dage efter at komme med en færge til Chumpon, og vi vil videre til Krabi i morgen. Det er svært at blive klog på hvor vejret er mindst værst, men nu satser vi på det bedste.

Koh Tao har, trods vejret, været en fed oplevelse. Vi har mødt en masse forskellige mennesker som vi har brugt tid sammen med, og for første gang følt os som "rigtige" backpackere, idet vi har været blandt andre med sammen mål som os. Vi har ikke mødt nogen danskere siden vi forlod husbåden og Grith og Stefan, heldigvis har vi haft nemt ved at snakke med folk alligevel - der er nu ikke noget som Mikkels og Louises "dansk-engelsk".