Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg nyder virkelig min tid her! Dyrene er søde, menneskerne er søde, maden er god, vejret er herligt - hvad mere kan man bede om???
Ugen har budt på en masse fodring af dyrene, rengøring i burene, oprydning rundt omkring, sortering af døde kyllinger (mad til dyrene), opbygning af forskellige ting osv. Så jeg har været godt beskæftiget på det sidste. Det er super fedt at lave en hel masse arbejde, så man føler at man får gjort noget!
Der er kommet en tradition her på stedet at hver torsdag aften tager man ud til en farm, som ligger 5 min fra vores, for at bruge deres udendørs varme bade. De har nemlig fundet en kilde under jorden, som strømmer med meget varmt vand, hvor de så pumper det her varme vand op i nogle små svømmebassiner. Vandet går dig kun til navlen, men det er et sted mellem 38-41 °C grader varmt! Og det er bare herligt. Lige i starten er det så varmt at du næsten ikke kan komme ned i vandet, men når du først er nede er det skønt. Det er rarest lige en gang imellem at hoppe lidt op af vandet, ellers begynder du bare at svede for meget! Så når vi er i de "hot springs", som de kalder dem, tager vi altid lige en øl eller to med, så vi rigtig kan sidde og nyde det og slappe af
Her på Limpopo arbejder der en pige som hedder Emma, som er fra England. Emma kender jeg fra sidst jeg var i Afrika, hvor jeg var på det sted i Namibia. Hun er en rigtig sød pige og vi klinger ret godt sammen. Så da jeg fandt ud af at Emma arbejdede her på Limpopo, ville jeg rigtig gerne finde tid til at komme ned, så jeg også kunne besøge hende. Nåh, men Emma er faktisk en form for løve-mor for alle de 14 løve unger som der er på stedet. Hun har opfostret dem siden spæd, og fodret dem med sutteflaske. Så løverne ser hende rigtig som deres mor. Så hver gang hun går ind i deres bur, bliver hun altid velkommet med kys, kram, poter, klør og tænder. Det ser simpelthen så sødt ud, og man kan virkelig se at de elsker hende.
En eftermiddag tog Emma mig alene med ind til hendes løveunger, for at jeg kunne få lidt mere tid med dem og lære dem af kende. Problemet er, at hver gang vi går ind til dem for at fodre dem eller rengøre deres bur, ved jeg ikke helt hvad jeg skal forvente af smerte, når de enten napper eller river mig. Så det ville jeg gerne prøve alene med Emma og løveungerne. Og det ser jo bare så dejligt ud, når Emma sidder med en løveunge på skødet og klør den på maven, eller når de kommer hen og stikker deres store ansigt op i hendes hoved for at give et dejligt knus. Så det ville jeg jo også gerne prøve, selvom det nok aldrig kommer til at blive helt ligesom når hun gør det. Men jeg kom ind og var modig og følte mig ikke bange. Løveungerne skulle godt nok lige se mig lidt an, men der kom da et par stykker hen til mig, og jeg fik kælet med dem, og fik også et par dejlige bidemærker i benet, og lidt klør i låret. Men det var faktisk ikke så slemt som jeg havde regnet med. Og det var en fed oplevelse at sidde med 4 løveunger for fødderne og nusse med dem, og de var så søde. Emma sagde faktisk, at en del af løverne som kom hen til mig, normalt ikke ville gå op til nye mennesker, så det var sejt at de kom hen til mig!
I morgen er det lørdag og der står den på fodring af alle de store løver og tiger! Man fodre dem to gange om ugen, onsdag og lørdag, med enten kyllinger eller hvis man lige har et dødt æsel eller en antilope. Der får man ellers bare lov til at kaste med døde dyr over det store hegn ind til løverne, og så løber de ellers væk med deres mad. Det er lidt skægt at se, og så får man også lov til at komme ud og se alle de andre dyr.
Håber at alle har det godt hjemme i Danmark, jeg er begyndt at glæde mig lidt til at komme hjem igen!
- comments