Profile
Blog
Photos
Videos
Kære alle
Da I sidst hørte fra os befandt vi os på Koh Samui, men allerede dagen efter tog vi videre til øen Koh Phi Phi. Her boede vi 3 nætter på et lille hyggeligt guesthouse som hed PP Insula. Koh Phi Phi er kendt for sine gode strande og det er bl.a. også her at filmen The Beach er blevet optaget. På Koh Phi Phi er der hverken biler eller knallerter, så al færden foregår enten til fods, på cykel eller via båd og i forbindelse med at udforske øens mange strande fik vi derfor gået en del kilometer. Vores ømme kroppe havde derfor brug for lidt kærlig behandling og på sidste dag af vores ophold på Koh Phi Phi valgte vi at prøve lidt massage. Vi fik hver 1 times lækker Thaimassage og det kostede i alt ca. 120 kr., så det er bestemt ikke sidste gang dette sker.
Efter vores ophold på Koh Phi Phi tog vi en færge til Koh Lipe, hvilket efter planen betød 6 timers sejlads. Dog blev vi lidt forsinket pga. regnvejr og turen tog derfor næsten 8 timer. Vi havde heldigvis bestilt 3 overnatninger på Harmony Bed & Bakery i forvejen og skulle således ikke bruge tid på at finde overnatning efter den sene ankomst. Første aften på Koh Lipe var der fuldmåne, hvilket blev fejret på en restaurant ved stranden, hvor vi bl.a. fik rejer, spyd, majs og kartofler fra grillen. Det var rigtig lækkert og stadig billigt. Efterfølgende var der fyrværkeri, ildshow og en masse anden underholdning.
På anden dagen spiste vi først morgenmad og tog derfor direkte på stranden, som er den bedste vi har oplevet i Thailand. Om aftenen spiste vi pandekager til aftensmad og så den 1. af de 3 Batman film på en populær Peter Plys Bar.
I dag, fredag, sov vi længe og tog derefter til stranden. Vi kom først tilbage til vores hotel sidst på eftermiddagen og fik herefter en middagslur. Vi sov desværre så længe, at vi ikke nåede hen på Peter Plys baren og se den 2. af de 3 Batman film, som det ellers var planen vi skulle have set i dag. Som trøst valgte vi i stedet at gå på stranden og spiste lidt grillet fisk og rejser :)
I morgen går turen videre til Langkawi, Malaysia og opholdet på Koh Lipe var således vores sidste i Thailand i denne omgang.
Nedenfor har vi lavet 2 ranglister over de byer og strande, som vi har besøgt i Thailand i løbet af de sidste 14 dage, så vi kan huske hvilke steder vi skal besøge når vi engang vender retur til Thailand :)
Byer:
1. Koh Tao (Fed dykning, lækker strand, billig mad og drikke)
2. Koh Lipe (Lækker strand, god mad og få turister)
3. Koh Phi Phi (Flotte omgivelser og gode strande, men for mange turister)
4. Koh Samui (Ok strand, men alt for commercielt og fuld af turister)
5. Bangkok (Alt for megen trafik, beskidt og rotter overalt om natten)
Strande:
1. Koh Lipe (Super lækker strand m. klart vand og fin sandbund)
2. Koh Tao (Klart vand og fin sandbund, men stranden er ret smal.)
3. Koh Phi Phi (Desværre alt for mange både/turister)
4. Koh Samui (Vi var dog kun på Chaweng Beach)
Det var alt for nu - håber I kan holde varmen hjemme i det kolde DK.
- comments
Helen B. Rudebeck Hej. Det er svært ikke at være misundelig på jer 2. Medens i ligger og slikker sol,kan vi andre gå og skovle sne væk og fryse. Her ligger vel 10 cm sne,men det gir selvfølgelig osse lidt julestemning. Jeg har ferie idag og morgen,så dem skal jeg bruge til at få pyntet op og købt julegaver. Nyd varmen,oplevelserne og hinanden. Knus mor
Sanne Rudebeck Hvor ser det altså bare pisse fedt ud! Håber I får en masse ud af det hele og sug en masse til jer! Nyd det og pas på hinanden :) Glæder mig til at høre meget mere om det når I engang vender snuden hjemad!