Profile
Blog
Photos
Videos
Det var noget af en oplevelse at være med vores første Greyhound bus. Vi skulle som sagt med bussen fra Melbourne klokken 20.00, og så køre hele natten. Vi havde fået af vide at bussen skulle holde på plads nummer 64, men der var kun en på nummer 65. Vi ventede og tænkte at den nok skulle komme, men da tiden nærmede sig 20, og der stadig ikke var kommet nogen bus, gik vi op og spurgte den anden bus chauffør, og det viste sig at det var den bus vi skulle med, og det var lige i sidste øjeblik vi nåede at tjekke ind! Vi kom ind, og til vores overraskelse var det nogle meget små sæder i bussen, og man sad virkelig dårligt, men vi så lidt film og det var faktisk hyggeligt nok. Klokken fire om morgenen nåede vi så Canberra, hvor vi havde læst at vi skulle vente to timer, men da chaufføren sagde at vi kun skulle holde en kort pause blev vi rigtig glade. Det viste sig så, at vi skulle af, og vente på en ny bus, da den bus vi var med allerede var fyldt. Så vi måtte sidde to timer på en meget kold bænk i Canberra, men så kan vi da sige at vi har været i Australiens hovedstad. Endelig blev det tid til at komme med den næste bus, desværre havde vi fået en chauffør som ikke kunne skifte gear eller finde vej, tilsætter man en meget kort lunte, bliver det kun værre, så vi var lettet da vi endelig ankom til Sydneys Hovedbanegård.
Herfra skulle vi så finde ud til vores hostel, så vi var lige forbi Mac Donalds for at finde adressen, det blev et lidt længere besøg end forventet, men først på eftermiddagen nåede vi frem til Lamrock Lodge kun 10 meter fra den meget berømte Bondi Beach. Det var et rigtig hyggelig hostel, og vi havde igen valgt et værelse med fire senge, da det var et meget billigt sted. På værelset var der en skotsk pige som hed Lori. Hun sagde ikke så meget til at starte med, men vi endte med at blive gode venner med hende. Vi var kommet til Sydney på St. Patricks Day, og det skulle vi selvfølgelig fejre! (selvom vi ikke helt ved hvad det er man fejre på denne dag..) Nå men vi tog hen på en irsk pub sammen med Lori, og hold da op, hvor var der gang i folk. Alle var selvfølgelig klædt i grøn, som taxachaufføren sagde: "Green people, green drinks,all you see isgreen!" Vi brugte det meste af aften på dansegulvet, hvor vi også fik os tillusket et par grønne hatte, så vi passede ind med alle de andre grønne hoveder :) Taxaturen hjem var også en meget sjov tur, da Louisa var i rigtig godt humør, og snakkede gevaldig med chaufføren. Louisa mente, at han var lidt af en Brian, men det virkede ikke lige som om at han kendte noget til det udtryk ;)
Næste morgen vågnede vi op uden tømmermænd, og var klar på at tage til stranden. Vejret var desværre ikke med os, så vi gik en tur i stedet, og så på nogen der surfede og skatede. Desværre blev vejet ved med at være dårligt, så de efterfølgende dage blev brugt på film, hygge og en tur i shopping center, et meget stort shoppingcenter med 6 etager og 300 butikker! Men så endelig kom det gode vejr, og vi skyndte os på stranden. Her var vi ude og bade, eller det er måske så meget sagt. Vi stod i vandkanten, og kiggede på de meget store bølger.. Vi fik også et billede af de kendte livredder, som vi har set i tv.
Onsdag var vi igen en tur i byen, og Lori var igen med. Vi gjorde os klar hjemme på værelset, og midt i det hele kom vores roomie Bruno hjem. Han er fra Brasilien, og kan stort set ikke snakke engelsk. Det har derfor været enormt svært at snakke med ham, da ligegyldig hvad man spørger ham om, siger han ja. Vi var en dag blevet i tvivl om det var vores mælk der var i køleskabet, og vi spurgte derfor Bruno om det var hans mælk. "Milk? Yes Yes" var hans svar, og vi gik ud fra at det var hans, men så spurgte han Lori og det var hendes mælk, hvorefter han spurgte os, om vi ville have noget mælk, og forvirringen var total for os alle sammen, og vi fandt aldrig ud af hvis mælk det var, pudsig fyr. Nå men tilbage til aften: Vi endte med at tage ind til et diskotek på Kings Cross, hvor der åbenbart var en form for tema aften. Alle derinde var i hvert fald klædt i skørt tøj. Her mødte Louisa en rigtig sød svenskergut, som tog hende med ud for at se operahuset, da vi ikke havde fået det set endnu, og det blev en fantastik aften, hun aldrig vil glemme.
Torsdag brugte vi dagen på stranden sammen med Maria og Malin, Tinas veninder. Det var hyggeligt at se dem. Det var dog en meget blæsende dag, så det var ikke særlig rart at være på stranden - I kan nok forestille jer hvor mange steder vi havde sand bagefter ;)
Vi aftalte at mødes med dem igen om fredagen, når vi var flyttet ind til byen. Vi gik hjem og fik pakket alle taskerne, og gjorde klar til forlade Lamrock Lodge. Det havde været en god uge, men vi følte også at det var tid til at komme videre.
- comments