Profile
Blog
Photos
Videos
Tju hej hvor det går.
Vi har forladt Cambodia og er ankommet til Vietnam. Noget anderledes end Cambodia til den positive side. Cambodia er ekstrem varm og uden vind på denne tid af året. Landet er fladt som bare pokker. Danmark er fladt, men har trods alt lidt bakker. I Cambodia er der ikke noget der ligner en bakke.
Befolkningen er enten meget rig eller meget fattig. De rige skraber til sig og overlader de fattige til sig selv. Ca. 20.000 børn lever på gaden, men heldigvis er der rigtig mange organisationer der er gået ind i projekter, specielt for børn hvor de skal passe deres skole. Vi opfordres til, ikke at give tiggerne penge og specielt ikke børnene, da vi er medhjælpende til at fastholde dem i, ikke at gå i skole. Cambodia er et spændende land med rigtig meget historie og mange seværdigheder, men også lidt trist på grund af den massive fattigdom. Vi ville under alle omstændigheder ikke have undværet Cambodia, som byder på dejlige mennesker trods deres situation. Vi blev i Cambodia i 12 hektiske dage hvor vi oplevede en masse.
Nu er vi i Hue i Vietnam, hvor vi bliver til 2. marts hvor vi flyver til Hanoi. Vi havde tre nætter i Saigon, Vietnams største by. En fantastisk ren og pæn storby, men med gigantisk trafik, hvor man nogle gange tænker, at det slipper man ikke levende fra. Men det gjorde vi. Vi har kun 14 dage i Vietnam, mere visa fik vi ikke ved grænsen. I stedet for at bruge tid på transport valgte vi at flyve til Da Nang og videre derfra med taxi til Hoi An, hvor vi havde to nætter. En sød lille by med gamle huse og hyggelige gader som om aftnen blev lukket for motorkøretøjer. Hurra for det, endelig kunne man gå uden frygt for at blive kørt ned af en motorcykel. I Hoi An lejede vi cykler og den er god nok. Endelig fik jeg Carsten overtalt til at cykle. Måske fordi landskabet er ekstremt fladt omkring Hoi An. Også i Hue lejede vi cykler og det er bestemt en dejlig måde at komme rundt på. Cykelsadlerne er ikke helt som i Danmark og sidst på dagen er numsen meget øm.
Der går nok nogle dage inden der kommer nye fotoalbum på bloggen, da vores sightseeing program er godt fyldt ud. Nu er vi i Vietnam og der skal opleves en masse og vi vil ikke bruge tiden på computeren.
- comments