Profile
Blog
Photos
Videos
På rundrejsens 18. dag ankom vi som sagt til Koh Samui, som ligger ca. 2 timers bådrejse fra fastlandet og kun 1 times sejlads fra Koh Phangan, hvor vi var til full moon party d. 4. September, inden vores rundrejse begyndte. Koh Samui er en super smuk ø, så vi nød rigtig udsigten på turen fra færgelejet til vores hotel. Det første indtryk, jeg fik af Koh Samui, udover øens flotte natur, var nu ret spøjst. Da jeg er hoppet af færgen, står den på toiletbesøg, og jeg opdager til min glæde, at de udover squad toiletter også har almindelige toiletter. Det ualmindelige i situationen er, da jeg ser følgende skilt på toiletdøren: "Please don't stand on the toilet seat". Så er det lige man tænker, hvad er der lige gået galt for de thai'er? Bare fordi man skal stå op på squad toiletter, tror de så selv, at turister kunne finde på at klatre op på et toiletbræt på et almindelige toilet og stå og balancere der?Nej vel! Men kunne nu godt ha thai'erne mistænkt for selv at kunne finde på det, så måske det er meget godt, at det i det mindste også stod på thai. Man ved aldrig med de thai'er.
Bortset fra toiletoplevelsen var vi super glade for at være kommet ned til øerne, så det kunne kun gå for langsomt med at komme ned til stranden. Vi smed vores backpacks fra os på værelset (selvfølgelig på en pæn måde, så der ikke tilkommer dem noget, søde Maiken), hoppede i bikinien og skyndte os ned til stranden - vores hotel havde en halvprivat en af slagsen. Her lå vi ellers på drømmesengene og nød solskinsvejret ubeskriveligt meget - kun afbrudt af en dejlig afkølende dukkert - da det pludselig begyndte at øspjaskregne. Det var vi ikke helt tilfredse med, men søgte ly under nogle parasoller, og endte til sidst med at gå ud at bade i regnvejret, da vi jo alligevel var våde.
Om aftenen tog vi ind til den kendte Chaweng beach, hvor der er liv og glade dage. … Selve Chaweng beach er ca. 6 km. lang og hovedgaden, som er fyldt med butikker, resorts, restauranter og barer er ca. ligeså lang - altså en million gange længere end "Gaden". Dette var selvfølgelig ensbetydende med, at der var alt for meget at se på til én aften, hvilket var lidt nitten, da vi kun havde et døgn på øen. Maj og mig valgte at satse på at gå i byen i stedet for shopping, så efter en rigtig lækker middag og en drink på en irsk pub stak vi af fra gruppen, fordi de faldt i staver ved alle butikkerne. Maj og mig gik derefter videre til den bar, hvor der på det tidspunkt var flest mennesker og en masse thai'er som rendte rundt med tequilabælter og prøvede at få folk fulde. Vi sprang dog pænt over tequila'en og købte os en kande Sex on the Beach, som normalt er en virkelig lækker drink. Det skulle vi da aldrig have gjort, da thai'erne totalt havde misforstået konceptet, og i stedet for en frugtagtig pink-orange drink kom de og serverede en kande med et tyggegummi smagende blåt indhold, som muligvis har fået lige en sjat blue curacao for meget med det resultat, at vi fik meget blå tunger. Men den skulle jo ikke gå til spilde, så vi drak den pænt og faldt i snak med nogle fyrer fra Manchester, som vist nok boede på øen nu. De tog os med ned til et hyggeligt sted på stranden, hvor der var sat lys og bean bags op, som vi kunne sidde og nyde et par øl på. Det var nu meget hyggeligt udover, at jeg på et tidspunkt var ved at blive smidt i vandet - ubegrundet - af den ene, hvilket Maj har prøvet at tage billeder af, uden det store held vel og mærke.
Næste dag (19 dag på rundrejsen) var vi et par timer på stranden på Koh Samui og sad ved poolen og fik lækker morgenmad, inden vi sejlede videre med gruppen til Koh Tao ca. 2 timers sejlads fra Koh Samui. Det startede som en fantastisk tur, hvor vi nød solen på dækket, men blev hurtigt til en noget vild søgang, hvor vi blev sjaskvåde af havvand, som sprøjtede op. Vi kunne ikke søge læ inde i båden, da det var for risikabelt af rejse sig op, når båden vippede så meget, så vi lignede 2 druknede mus bagefter. Her blev vi installeret på et efter sigende 5 stjernet hotel, som godt nok havde flotte bungalows men ingen varmt vand! Fedt 5-stjernet hotel - gotta love those Thais. Da vi først ankom til Koh Tao om eftermiddagen, nåede vi kun en lille smule shopping i nogle labyrintiske gange, inden guiden tog os med til en fantastisk strandrestaurant, som var virkelig posh med skøn udsigt over havet, palmer, sækkestole og levende lys uden for. Efter dinner og cocktails på denne fancy bar ved navn Fizz, fik vi endnu en cocktail på en irsk bar med levende musik som opvarmning til aftenens højdepunkt: Ladyboy show, hvor de sang playback og optrådte i fancy kostumer. Det var virkelig spøjst, vi var ved at falde ned af stolen af grin, super underholdene. Efter showet gik vi videre til den berømte Lotus Bar, som er en træbar nede på stranden med sækkepuder, små borde, fakler og thai'er, der legede med ildspyd. Her vi fik en enkelt drink mere, inden de fleste af os satte kursen hjem mod hotellet, da vi skulle på snorkeltur dagen efter.
Dag 20 stod som sagt på en fantastisk snorkeludflugt. Selv om vi havde advaret de andre mod de farlige buckets, var der alligevel 3 fra gruppen, som ikke kom med på snorkeltur. Men så kan de også bare lære ikke at drikke 4 buckets hver natten inden snorkelling. De gik virkelig glip af en fed oplevelse, da Koh Tao er blandt de 10 bedste snorkel/dykkersteder i verden. På vores bådtur sejlede vi halvvejs rundt om Koh Samui og gjorde holdt i ca. 4 forskellige bugter, hvor vi havde muligheden for at komme ud at snorkle. I de første bugt- Shark Bay - var vi meget apropos navnet på vild jagt efter hajer, men på grund af søgangen, som var lidt voldsom den dag, så vi ingen hajer, men til gengæld en masse andre farvestrålende fisk. I den næste bugt fandt vores snorkelguide ud af, at jeg var rimelig ellevild efter at se hajer, så han tog Maj og mig i hånden og svømmede os til et rev, som de andre ikke selv kunne finde hen til. Her oplevede vi den smukkeste verden under vandet - flotteste snorkelling ever. Vi svømmede lige over revet, som lyste op i alle mulige fantastiske farver, og vi så de flotteste fisk, man overhovedet kan forestille sig. Det allervildeste var, at vi snorklede med en masse hajer, reef sharks. De kom helt tæt på - omkring 1 meters afstand. Vi var slet ikke bange, da guiden havde forsikret os om, at de ikke var farlige - efter at han havde lavet sjov med, at vi var den første båd derude, og hajerne måske ikke havde fået morgenmad. At snorkle med hajer og se sådan et smukt koralrev, som var så fantastisk smukt, var virkelig en kæmpeoplevelse. De andre var helt misundelige, da vi kom tilbage til båden, da de ikke havde set et ligeså farvestrålende koralrev, ligeså mange flotte regnbuefarvede fisk og mange havde slet ikke set en eneste haj, mens vi havde set 10-15 hajer.
I den næste bugt skulle vi på jagt efter Nemo, og med guidens hjælp lykkes det igen Maj og mig at finde Nemo!! De gemmer sig i søanemoner nede i revet, så man er nødt til at dykke ned uden snorkel og eventuelt ruske lidt i anemonen, som guiden gjorde, selv om jeg ellers ikke tror, man må røre ved revet. Jeg kom til at stå på det på et tidspunkt med mine svømmefødder og fik et meget ondt blik og en hævet pengefinger af vores ellers søde snorkelguide, som gjorde min og Majs snorkeloplevelse så meget bedre. Det er meget svært at se Clown Fish (Nemofisk), så vi havde kun set et par stykker, da guiden på et tidspunkt hiver mig med sig MEGET dybt ned. Da vi er kommet derned, når jeg at se en Nemofisk, inden jeg febrilsk søger mod overfladen, da jeg ikke kunne holde vejret ligeså længe som guiden. Da jeg kommer op, har jeg helt vildt ondt i mit ene ører, og det virker som om, at jeg er mega fuld, og hele verden kører rundt for mig. Guiden får mig hevet ind på nogle klipper i havet, hvor vi sidder og holder en pause, og han griner lidt af mig, fordi jeg ikke er særlig sej. Men det var også sidste gang, han fik lov at hive mig så mange meter ned under vandet UDEN iltflaske! Tumpe. Da vi kom tilbage til båden, var de andre lidt mulne over, at Maj og mig var de eneste, der havde set Nemofisk. Haha.
Efter alle vores snorkelstop sejlede vi videre til en privatø, som var noget nær en paradisø, turkisblåt klart vandt, kridhvide strande, palmer osv. Vi startede med at klatre op til toppen af øen af en noget vild junglesti for at få en fantastisk udsigt over øen (billeder følger). Maj gav desværre op, inden vi kom op over trækronerne, så vi kunne nyde udsigten, da hun var bange for at få flere skræmmer, men jeg blev hevet op af nogle vilde klipper af en meget hjælpsom guide, og selv om det var vildt at stå på klipperne så højt oppe i luften, var den smukke udsigt det hele værd. Herefter lå vi på nogle sjove trædrømmesenge, mens vi så flyvfisk, der "fløj" forbi, inden vi gik ind i den ene bugt og svømmede i det mest fantastiske og indbydende vand. Efter øbesøget gik turen hjem til hotellet igen - en helt suveræn dag - efterfulgt af et smut i en virkelig lækker pool og endnu en aften på Fizz bar og Lotus bar, hvor vi sagde farvel til gruppe nr. 2.
På dag 21 forlod vi gruppen tidligt om morgenen, da vi ikke gad bruge 15 timer på at rejse tilbage til Bangkok for at have en halv dag der, inden vi igen skulle bruge 15 timer på at komme sydpå. Vi valgte derfor at tage et par dage på egen hånd, inden vi skulle møde den nye tur. Da vi ikke synes, vi havde nok tid på Koh Samui tog vi derfor tilbage, og krydsede fingre for, at vi hurtigt kunne finde et sted at bo, så vi ikke skulle sove på stranden eller noget. Det lykkedes dog meget godt at finde et lækkert resort lige ved Green Mango Soi (hovedgaden) og Chaweng beach til 800 bath pr. nat for egen bungalow, altså omkring 125 kr. i alt, dvs., 62,5kr. pr. person pr. nat (vi valgte at blive der to nætter). Efter en hurtig omklædning lejede vi en scooter og kørte til nogle flotte viewpoints/udsigtspunkter på den sydvestlige side af øen. Herefter gik turen til grandfather og grandmother rocks - en af Koh Samuis turistattraktioner - der skal forestille de mandlige og kvindelige kønsorganer. Det var så spøjst, at vi var nødt til at lægge turen der forbi, selv om der skulle lidt lovlig meget fantasi til for at se, hvad det forestillede. Tilbage på hotellet gik jeg selv ned på stranden omkring sunset tid og sad og nød de sidste solstråler på en liggestol, mens thai'erne gjorde stranden klar til om aftenen.
Om aftenen tog vi ned på stranden igen, hvor vi spiste jacket potatoes (bagte kartofler med lækkert fyld) i en hyggelig sofa-kurvestol, som havde en slags tag, der kunne slås op, da det begyndte at regne, så vi kunne sidde i læ og nyde vores mad. Super hyggeligt at sidde og spise blandt alle lysene nede på stranden, selv om det måske var lige en tand for romantisk. Efter vores aftensmad gik turen til ICE BAR, hvor vi fik en stor kappe, pelshue og vanter på, inden vi skulle ind i selve baren, hvor alt var lavet af is, og hvor temperaturen var -7 grader. Det var måske en lille smule koldt for poterne i flipflops, men alligevel en meget sjov oplevelse. Efter at have fået en sex on the beach inde i selve isbaren, gik vi ud i deres "have" (lounge agtigt), hvor vi fik endnu en cocktail, inden vi vendte næsen ind mod Chaweng igen. Her gik på den bar, hvor vi havde mødt dem fra Manchester, da vi ville sige undskyld for at være skredet sidste gang, og måske have en drink med dem. Men vi fandt dem ikke, så vi tog i stedet en taxi ud til Monkey Bay, hvor der var super meget gang i den med endnu et beach party. Her nåede vi at være i max 5 minutter, inden der kom en englænder løbende fra den anden side af stranden og spurgte, om vi ikke ville over og sidde hos dem på stranden. Det ville vi sådan set gerne, da vi manglede et sted at slå os ned. Her sad vi og fik en drink, inden mig og Jason stak af for at danse ild-limbo. Jeg er normalt ikke helt dårlig til limbo, men var ret bange for flammerne, så bukkede mig så meget, at jeg faldt enten på knæ eller røven, og Jason grinede af mig. Derefter joinede vi de andre igen, dvs., Maj, Mark og Olly, som vi festede videre med resten af natten. Super funny bytur, som bl.a. også inkluderede en soppetur i havet i buldermørke.
Dagen efter sov vi til kl 10.00 (men fik kun et par timers søvn alt i alt), da vi skulle "forny" vores værelse og aflevere vores scooter. Vi havde parkeret vores scooter på en meget smal stribe sti uden for vores bungalow, og selv om jeg ikke har nogen problemer med at køre den, er den altså lidt for tung til at jeg kan manøvre rundt med den og vende den på en 25 øre. Dette resulterede i, at Maj og mig legede blondiner for vildt og prøvede at skubbe den frem og tilbage, inden jeg til sidst fik den væltet og fik en hudafskrabning og et blåt mærke på benet (flere til samlingen - vi har snart en souvenir på benene fra alle de steder, vi har været) - alt imens drengene sad uden for deres bungalow og var ved at dø af grin. Da vi endelig havde fået afleveret los scooter, gik vi på stranden og nød solen i en times tid, inden det begyndte at regne. Vi søgte ly på en strandbar, hvor vi fik en milkshake, inden vi gik hen og hilste på drengene, som tog os med ud på jetski (vandscooter). Det var super fedt at prøve, og endnu sjovere fordi drengene kørte helt vildt. Jeg sad bag på Jason, og Maj skiftede til at sidde bag på Mark og Olly. Jeg var meget tæt på at falde af på et tidspunkt, fordi Jason lavede et skarpt sving, så da jeg fik lov at prøve at køre vandscooteren, fik jeg hævn ved at starte, inden han havde fået en chance for at holde fast.
Efter jetski tog Maj og mig ud at shoppe, og jeg fik endelig købt mig en ordentlig bikini, så jeg kan få smidt de grimme Kina bikinier ud. Derefter gik vi ned på stranden ved solnedgangstid, hvor jeg fik lavet en super flot henna tattoo på maven, som jeg måske gerne vil have lavet rigtigt, når jeg kommer hjem - den skal bare sidde et andet sted. Derefter fik vi endnu engang Singha øl og jacket potatoes på stranden, inden vi mødtes med drengene uden for vores bungalow, hvor vi sad og hørte musik og drak vodka og øl som opvarmning, inden vi tog videre ud at spille pool (jeg vandt over Maj), på Reggae bar og til sidst ned på stranden. Her gjorde to af os klogt i at blive og slappe af med en øl, mens Maj, Mark og Olly tog videre i byen indtil kl. 4 om natten. Det var måske ikke verdens smarteste træk af Maj, da vi skulle op 6.30 næste dag for at rejse videre til Krabi/Ao Nang, hvor vi skulle mødes med vores nye gruppe til rundrejsen, der hedder ROAM BANGKOK TO SINGAPORE. Da vi ikke havde lyst til at tage tilbage til Bangkok, men hellere ville blive på øerne, skulle vi først mødes med turen i Krabi på 3. dagen af turen.
Næste morgen var det da også meget svært at få liv i Maj, og i taxi'en ned til færgen, bukkede hun dog også under for presset fra de buckets, hun havde delt med drengene natten inden. Hvad kan man lære af det? Ikke at drikke buckets, inden en 10 timers transport dag. Det var ikke mere, end at jeg lige havde nået at give hende en pose, inden hun knækkede sig udover posen, sig selv OG MIG!!! (en lille smule). Lad os bare sige, at hun ikke var særlig populær. Jeg har i hvert fald drillet hende lige siden - også med at hun lå på gulvet på færgen og sov (billede på facebook ved lejlighed). Efterfølgende har vi haft meget sjov med den lille episode, da jeg på vores bådtur i dag, ville smide en vandmelonkerne ud af en åbning i båden og ud i havet, men på grund af vinden ramte den altså Maj i hovedet. Det var hun ikke helt tilfreds, men da jeg mindede hende om, at hun havde brækket sig lidt på mig i går, kunne hun godt se, at det med vandmelonen ikke var så slemt endnu. Synes nu også det er noget underligt noget, at Maj spiser kernerne i vandmeloner - tror snart der begynder at gro vandmeloner i maven på hende. For lige at springe lidt frem i tiden, så forsøgte hun også at spytte på mig her til aften (eller måske det var monsunvinden, som blæste det i forkert retning), og som om det ikke var nok, slog hun mig også meget hårdt i hovedet her til aften, da jeg holdt en drink op for næsen af hende (hun kan stadig ikke tåle duften af sprut to dage efter hendes vilde bytur).
Generelt set elsker vi at være ude at rejse, men den lange transportdag var nok den værste rejsedag so far, men det hører selvfølgelig med, når man vil ud og opleve verden. Da vi kom frem til Ao Nang på vestkysten kl. 18.45 fik vi at vide af guiden, at der var gruppemiddag kl. 19.00, så vi kunne slet ikke nå at få et bad eller skifte tøj efter Majs lille uheld. Fantastisk! Efter gruppemiddagen satte guiden os lidt i den nye rundrejse, der som sagt varer 11-12 dage (foruden Bangkok).
I dag (dag 4 af turen) har vi været på en fabelagtig bådtur til Bamboo island og Phi Phi islands, som på trods af sunamien stadig er et paradis på jorden - turkisblåt/jadegrønt vand, hvide sandstrande, palmer og masser af sol. Hele gruppen sad ude foran på speedbåden, og det var en helt vild bumby ride, da der var en monsunstorm på vej. Det dejlige solskin holdt dog det meste af dagen, og vi havde det skønt med at bade i det indbydende vand, snorkle med smukke, farvestrålende fisk og dase på de lækre sandstrande. Super udflugt som gør det hele værd - selv de lange rejsedage engang i mellem - i sær når man tænker på, at vi nyder livet i varmt azurblåt vand uden en skyfri himmel, mens det måske regner hjemme i dagen.
Da vi kom hjem fra udflugt satte Maj og mig dog kursen på lægen, da vi troede, vi havde fået thailandsk pest (mindst). Det viste sig dog, at vores røde pletter hverken var pest, myggestik eller bed bugs, men noget uidentificerbart, som måske/måske ikke kan skyldes små dyr, der lever i havet her i Thailand og bider, når man bader. Nu har vi fået piller og creme, som, vi håber, kan kurere os fra mystiske thai bid. Vi er bare ikke for heldige med Thailand!!
Her til aften var vi på subway og få en lækker sandwich, som var et dejlig afbræk fra det sædvanlige thaimad. Derefter mødtes vi med gruppen for at gå i byen, men efter jeg havde fået en enkel vodka redbull og vi havde spillet klodsmajor og jeg havde vundet over Maj fire gange i fire på stribe, gik vi hjem igen, da Maj som sagt ikke var dus med duften af alkohol, og vi derfor hellere vil gemme vores krudt til i morgen. På turen hjem bestilte vi en udflugt til i morgen - en halvdages ridetur på stranden inkl. badning med hestene, som vi håber at skulle på i morgen, hvis ikke monsun'en gør, at turen bliver aflyst. Vi krydser dog fingre for dejligt solskin ligesom i dag…
- comments