Jep, der kommer allerede et indlaeg igen. Det handler om at goere det naar man har tiden til det. Har jeg saa lige nu, her kl 4 om eftermiddagen Hondurask tid. Det er lidt overskyet lige nu, hvilket faktisk er ret dejligt. Vi er alle sammen blevet fuldkommen grillet idag.

20-01-2011: Naa, men torsdag for praecis en uge siden startede vi paa en 5-dages tur ind i landet. Det foregik i samlet flok i en bumlende bus, som totalt soergede for at ryste os sammen. Man kan simpelthen ikke undgaa at snakke. Saa lang tur, men hyggelig. Om eftermiddagen ankom vi til en lille by, Santa Rosa, som er mexcikansk inspireret - dvs det er let at se at det ogsaa her var spanierne der koloniserede sig. Her skulle vi paa en cigarfabrik og have en rundtur. Utroligt spaendende, men ogsaa lidt tankevaekkende. De sad i meget lige lange raekker og havde forskellige goeremaal. Kvinderne (+ faa maend) snakkede ikke sammen, de arbejdede. Damen der viste os rundt fortalte at de faktisk var ret glade for at arbejde der og at de fleste var lykkelige for at de overhovedet havde et arbejde. De fik mellem 300-1200 kr om maaneden for at side der fra 8-15 fem gange om ugen. Av for den. Jeg er glad for plejeren. Men de virkede ikke til at det var sindsyge arbejdsforhold og det var faktisk meget rart at observere - selvfoelgelig var der en forfaerdelig stank, der kunne faa selv den mest stabile ryger til at kvittere smoegerne.

Vi brugte derefter en time paa at se Santa Rosa, og koerte saa videre op i bjergene til Gracias Lempiras, hvor vi skulle tilbringe de naeste to dage, paa et SUPER laekkert hotel. Hotellet var i total kontrast til resten af byen. Da vi ankom om aftene skulle vi jo selvfoelgelig lige se os om. Det foerste der sker da vi kommer ned til den lokale markedsplads er at vi tumler lige ind i et slagsmaal. Alle de lokale stoppede bare op og kiggede paa. Det var foerst senere da politier kom - og selvfoelgelig tog en uskyldig mand som ikke var med i slagsmaalet og fjernede ham - at der kom gang i handlen igen. Paa det her tidspunkt var det blevet tusmoerke og vi begav os op at markedesvejen. En mand stopper os og kigger mig dybt i oejnene og siger "Be careful, be careful". Der maa jeg indromme at jeg for foerste gang hernede blev lidt skraemt. OG det var faktisk heller ikke saerligt rart at gaa tre piger de 350 meget hjem til hotellet alene i moerket. Ingen kvinder og boern i gaderne. Kun maend. Men ja, det er faktisk det eneste sted hvor vi har foelt at der var noget fremmedfjenskhed. Men aftenen var virkelig hyggelig, med kortspil, oel og hygge :)

21-01-2011: Fredag stod den paa hvad Mark kaldte let trekking og Lenca indianere. Vi bliver koert ud til foden af Honduras 2 stoerste bjerg og satte os af. Og vi starte med at gaa op af. Efter en halv time da vi alle sammen var fuldkommen gennemsvedte, fortaeller vores guide os at nu starter turen! Av for den. Derefter sled vi os troligt op af det her bjerg i to timer. Forestil jer at gaa paa trapper uafbrudt i to timer! Saadan var det. Vi skulle op og se et vandfald. Det viste sig saa - da vi ENDELIG naaede toppen - at vandfaldet var to km vaek ovre paa den anden side af bjerget. Lidt af et antiklimaks. Paa den anden side saa var det virkelig en kamp at komme op, og naesten alle fik kriser paa vejen op. Jeg var godt nok glad for at jeg var kommet i saa god form, ellers havde jeg sat mig tll at doe. Saa det var virkelig en sejr. Og saa skulle vi selvfoelgelig ned igen hvor en frokost ventede paa os.

Eftermiddagen foregik langt, langt ude i bjergene hos en gammel Lenca dame, som laver det smukkeste keramik. HUn havde 10 boern (fire doede) og 22 boerneboern og jeg siger jer, hun var sku en frisk gammel dame. Det var virkelig fedt og anderledes at vaere derude. Det var som om tiden stod totalt stille.

22-01-2011: Turen gik om formiddagen videre til Copàn. Den mest turistede by i Honduras. Men det er lidt det sammen som at sige at Hilleroed er er turistby. Saa det roerte os ikke saa meget. Eftermiddagen stod paa Canopyen. En svaevebane igennem junglen, som bestod af 14 torve - den laengste 1 km. Det var super fedt. Eller, det var en super fed, uforglemmelig oplevelse som ikke efterlod noget videre indtryk. Ved godt at det er ambivalent, men det var lidt saadan jeg foelte det. Der er bare saa mange ting hernede som man bliver noed til at taenke over - Canopyn ikke en af dem. Dog ville jeg ikke vaere foruden da det var super fedt.

Aftenen stod paa den foerste 'rigtige' bytur, hvor vi faktisk fik lov til at kople af, hvilket var rart efter en uge med helt nye mennesker.

23-01-2011: Om morgenen var vi ved Mayaruiner. De er mindre babariske end inkaerne, men de kunne virkelig finde ud af at bygge. Det var virkelig fedt at opleve.

Eftermiddagen tog vi paa hestetur op til en landsby der husede det taetteste man komme paa Mayaernes efterkommere. En meget maerkelig oplevelse. Et fordi hestene var frygteligt underaernaerede. Paa vejen ned fra bjerget hoppede jeg simpelthen af og trak Lars (ja, min hest) fordi jeg slet ikke kunne tage at den var saa traet. Saa vi gik og hyggesnakkede paa vejen tilbage. Naa, men oppe i landsbyen var vi knap kommet af hesten foer 10 smaa piger opringede en og stak smaa farvede majskolbe dukker op i ansigtet paa en og naesten desperat sagde 'veinte, veinte' (tyve lempiras). Det var ja, lidt skraemmende. De virkede lidt som zombier - isaer fordi de var de eneste i landsbyen der snakkede med os. De voksne og drengene ignorerede os totalt. Saa det var en maerkelig oplevelse som jeg har meget mere at snakke om, men jeg her vidst allerede skrevet ret meget.

24-01-2011: Mandag tog vi til Hotsprings. Det er egentlig ikke saa meget at sige om det. Det var en kogende hed kilde inde fra midten af et bjerg som genererede det her meget naturligt lavede wellness sted. Man skulle over en haengebro over en flod, hvorefter man kom ind i en helt anden verden. En dejligt afslappende oplevelse, som vi alle vidst havde brug for. Eftermiddagen stod paa at udforske byen og bytur om aftenen.

25-01-2011: Vi skulle tilbage til Tela. Vi steg ind i bussen kl 8.30 i Copàn og forlod den igen kl 18.30 i Tela. Hold da op en lang tur. Heldigvis stoppede vi ved et vandfald hvor jeg nok fik min mest graenseoverskridende oplevelse. Vi fik nemlig muligheden for at komme om bag det. Selvfoelgelig skulle vi alle sammen det. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men et var i hvert fald ikke det. Vi Maatte klatre over klippe, og hoppe ned i smaa vandhuller, mens vi gradvist sled os naerme det her fuldkomme ukontrollerede vand. Mine kontaktlinser forsvandt ret hurtigt med alt det vand som smadrede ned i hovedet paa os. Saa jeg var naesten blind. Og man skulle traekke vejret gennem munden ellers kunne man ikke, og alle skulle holde hinanden i haanden for man kunne ikke se mere end en meter frem. At gaa under selve vandfaldet var for sindsygt, at staa bag det og kigge ned og vide at hvis du gled saa var du faerdig, var bare fuldkommen uvirkeligt. Det var saa FEDT. For at goere oplevelsen endnu vildere fik vi alle tilbudt at tage et spring paa omkring 7 m ned i det vand som vandfaldet afledte. Jeg hoppede sammen med en haandfuld af de andre - det var utroligt. Utroligt, og graenseoverskridende. Fantastisk dag paa trods af den lange bustur.

26-01-2011: Igaar var vi i en botanisk have med ekstremt mange spaendende planter. Det boede dog ogsaa en masse slanger derude, saa maa indroemme at jeg gik ret saa meget paa naale. Heldigvis gennemfoerte jeg :)

Eftermiddagen var fuldkommen afslapning paa Telamar!

27-01-2011: Idag har vi vaeret ved La Ensanada Beach. Et sted hvor tiden virkelig staar stille. Vi sejlede dertil i havkajak, og landede paa en helt vildt dejlig bountry strand, men smaa hytter og haengekoeger. Vi fik laegger frokost der, og fik virkelig boosted vores strandgen. Skooen dag!

Nu maa jeg indroemme at jeg har faaet lidt ondt i fingrene. Laeste det lige igennem - synes jeg har skrevet overdrevet meget, men samtidig mangler der simpelthen ogsaa saa meget mere! Men det maa i faa fortalt naa jeg kommer hjem!