Profile
Blog
Photos
Videos
I weekenden har mig og tre af de andre danskere været på tur til Kanchanaburi, som er en provins der ligger nordvest for Bangkok. Vi blev hentet tidlig fredag morgen af en minibus der kørte os til Kanchanaburi War Cemetery - en krigskirkegård for 7000 krigsfanger som døde når Burma Railway skulle bygges. Bagefter kørte vi til "World War II museum" hvor der var en hel masse ting fra anden verdenskrig. Herfra gik vi til en bro som gik over floden River Kwai. Her kunne man se dødens jernbane som blev bygget da japanerne havde besat Thailand, og man ønskede en jernbane fra Bangkok til Burma. Det var krigsfanger der byggede jernbanen langs floden. Pga de hårde arbejdsforhold var der over 100.000 mennesker der døde.
Efter at have gået lidt rundt blev vi kørt til et vandfald hvor vi fik badet lidt. Så kørte vi også en times tid i tog på jernbanen, bl.a. over en træbro der var bygget på en klippeside over Kwaifloden. Minibussen kørte os efterfølgende til "Kitti raft river house" (hvor vi skulle overnatte), hvor vi fik serveret lækker lokal thaifrokost.
Om eftermiddagen blev vi kørt til Tiger Temple som drives af munke og er meget omdiskuteret indenfor dyrevelfærd. Vi så dyr der virkede til at leve under nogle virkelige dårlige forhold, og tigre der var så dopet at de næsten ikke bevægede sig. Vi gik lidt rundt og kiggede og fik taget nogle billeder med dyrene, og bagefter tog vi tilbage til vores lille flydende hotel, hvor vi spiste aftensmad og sad hele aftenen ud til floden og drak øl og hyggede. :)
Om lørdagen stod vi tidligt op, spiste morgenmad og kørte til Erawan Nationalpark - en park hvor man bl.a. kunne vandre op gennem forskellige vandfald. Der var 7 trin hvor der på hvert trin var et vandfald hvor man kunne bade og slappe af. Vi gik hele vejen op på syvende, hvilket tog ca en time. Det var virkelig flot.
Efter at have brugt et par timer ved vandfaldene kørte vi igen i minbus til en grotte som tidligere var blevet brugt som fængsel af japanerne. I dag er der bare nogle Buddhafigurer. Vores guide tog også bagefter på en lidt spontan tur, hvor vi kom ud at se og fodre vilde aber.
Søndag red vi på elefanter, og de andre tre badede også med dem. Det var ret sindsygt da elefanterne gik helt amok og kastede dem rundt i vandet der var megabeskidt og fyldt med elefantlort. :P Bagefter skulle vi rafte med en bambusbåd. Det var ikke så meget rafting over det - vi lå bare og drev på en tømmerflåde af bambus langs floden indtil vi nåede til restauranten hvor vi skulle spise frokost. Det var dog meget lækkert med lidt afslappning, da der hele weekenden var et presset skema med alt vi skulle nå. Ved 15-tiden blev vi kørt tilbage til Bangkok.
Det har været en skøn weekend og det var bare så rart at komme lidt væk fra al støj og bilos i Bangkok. I morgen starter en ny uge på Ramathibodi, og jeg glæder mig.
- comments