Profile
Blog
Photos
Videos
BANG! SÅ BLEV DET BANGKOK!
Søndag ankom vi til Bangkok, og hvilken forandring: Pludselig stod den på Thailyde, trafikstøj, lummer varme og en kultur langt fra, hvad vi var vant til i både New Zealand. Heldigvis gik det forholdsvis smertefrit med at finde vores pick up taxi og dermed at komme til New Road Guest House, hvor vi skulle tilbringe de kommende to døgn. Der ventede endnu en glædelig forandring, nemlig Christa, så fra nu af og de sidste 20 dage er det "Line, Mette, Stine og Christa på eventyr". En nu billig øl blev drukket og ikke overraskende kunne vi snakke den halve nat om, hvad der var sket de sidste to og en halv måned.
Allerede tidligt dagen efter startede vores sightseeing i Bangkok, som først stod på sejltur i en longtail boat på klong-floden. Her så vi først de store skyskrabere og dernæst de små faldefærdige hytter langs flodens grene, hvor koner vaskede tøj, børn legede og dagligvarer blev solgt til forbipasserende i andre små både. Kontraster uden lige. Vi lagde til ved en slange farm og en orkide farm, som vil glæde alle bedstemødre og andre blomsterglade sjæle. Nåja, og så så vi diverse "banana trees", "coconut trees" og "mango trees", da vores lille thaiguide var helt vild med at udpege hver enkelt frugttræ langs floden (han talte uafbrudt i fire timer, og halvdelen af tiden omhandlede snakken træerne). Eftermiddagen bød på templer, buddhaer - både liggende og stående - og Chinatowns små gader og massevis af ragelse. Især Grand Palace var en uovertruffen oplevelse. At mørket kom frem afholdt os ikke fra at opleve Bangkok. I vores pæne tøj begav vi os de mange etager op i State Tower til "Sky Bar", hvor vi med en uforglemmelig udsigt nød en "dyr" drink (med dyr menes danske priser) og fascinerende så på at thaimennesker åbnede døre for os, udpegede hvert et trappetrin, så vi ikke fald over det, og bukkede al toiletpapiret. What a night! What a day!
Andendagen stod på rejseplanlægning og shopping, inden vi satte os ind i taxaen, som skulle fragte os til bussen, uvidende om de næste to timers mareridt. Vi var taget af sted i rigtig god tid pga. trafikken og demonstrationerne i Bangkok, og allerede fem minutter efter afgang sad vi fast i en kæmpe trafikprop. Tiden gik med hastige skridt, og trafikken sneglede sig af sted. Taxachaufføren virkede lettere forvirret, og valgte midt i vores stress at tanke bilen med taxameteret kørende vel og mærke 500 meter før vi ankom til det, vi troede, var den rigtige busterminal. Umiddelbart kunne vi ikke genkende de beskrivelser vi havde fået af vores rejsegut fra Jysk og masser af thaifolk, der ikke forstod engelsk så også ret forvirrede ud, når vi viste dem vores billet, men hvad søren, de pegede jo i en bestemt retning, så det fulgte vi. Da der var omkring 20 min. til afgang havde vi endnu ikke fundet hverken bus eller check in, men heldigvis dukkede en fyr op, som forstod lidt engelsk. Han kunne konstatere, at vi ikke var det rigtige sted. Meget hastigt hjalp os til en taxa, mens alle grinede af os, og indviede taxachaufføren i vores situation, og så gik turen 15 km. tilbage igen. Vi havde stort set opgivet håbet om den afgang og var ved at lægge alternative planer, da vi ankom til en busplads midt i byen fem minutter over ni (afgang kl. 21). Af en pige med rygsæk fik vi at vide, at bussen endnu ikke var kørt og i spurt gennem Bangkoks demonstrationsramte område fandt vi check in kontoret, fik billetter, og nåede tilbage til bussen, inden den kørte. Hvem havde troet det? Herefter ventede en 8 timer lang køretur syd på til en havneby, hvorfra turen i færge gik til Koh Phangan i den dejlige morgensol.
Trods lidt startvanskeligheder og lidt fortvivlelse over at meget få i Thailand forstår engelsk og dermed er svære at kommunikere med, må vi konstatere, at Thailand er skøn, og at de næste par uger kommer til at stå lidt mere i luksustegn end hidtil. Sengene er bredere, man kører i taxaer i stedet for busser, maden, som smager fantastisk, bliver serveret, og alt koster en brøkdel af, hvad vi er vant til (pengene er stadig matadorpenge i vores optik!). Nåja, og så kommer man jo langt med gestikulation og sjove fagter.
- comments
Kurt og Bente Hej Mette Hjertelig til lykke med de 21 år i dag. Kærlig hilsen Kurt og Bente ps.: vi var usikker på om du fik vores hilsen-derfor sendt 2 gange.