Profile
Blog
Photos
Videos
ØERNE I THAILAND
Tidligt om morgenen ankom vi til Chumption (en havneby, som vi ikke helt husker, hvad hedder), hvorfra vi med en flot solopgang i baggrunden sejlede mod de første af Thailands smukke øer. Vi "stod af" ved Koh Pha Ngan, hvor vi blev mødt af et skilt med "Stine" skrevet derpå, og dernæst ventede fire dage i luksus nord på øen ved Haad Salad Beach. Vi indlogerede os på to gigantiske dobbeltværelser med hver to gigantiske senge (svarende til Cosmic i bredden), fik gjort rent hver dag, nyt vand i eget køleskab hver dag, vasket og strøget vores tøj (og bundet sløjfer på g-strengene) og sidst men ikke mindst blev maden serveret morgen, middag og aften. Resortet lå lige ud til en fantastisk strand, hvor den stod på afslapning ovenpå Bangkoks stress og jag de første par dage. Efter to dages ekstase i solen kom regnen! Og den varede ved et par dage - uheldigvis lige på Mettes fødselsdag. Mettes fødselsdag blev derfor fejret under halvtag med yatzy, drinks og mad, med undtagelse af et par timer, hvor vi hver især fik en god omgang massage. Da klokken blev seks, hvor Mette blev født, skinnede solen dog. Efter fire dage ved Haad Salad gik turen sydpå til Haad Rin - kendt for Full Moon Party. Andre boligstandarder ventede: Vi havde stadig to dobbeltværelser, bare ikke rigtig med andet end en seng og vand, der kom hver anden tirsdag - ikke engang et vindue. Heldigvis var det ikke der vi skulle opholde os de næste par dage. Allerede samme aften mødtes vi med gamle kendinge fra Århus, og festen startede på "Same Same", som gik hen og blev stamstedet. Efter midnat gik turen til stranden, hvor tusindvis af unge backpackere festede løs. Dagene i Haad Rin bestod derfor i afslapning på stranden om dagen og fest om aftenen. Værd at nævne er Full Moon. Iført maling fra top til tå gik det løs på Same Same med middag, buckets, liveband og godt dansk selskab, og senere på natten fortsattes festen på stranden til solen stod op, men det ville vi ikke kede jer med at beskrive nærmere..
Efter en tømmermændsdag gik turen til Krabi og Ao Nang. Her tilbragte vi de næste tre dage med afslapning ved stranden i Ao Nang og ved Railey Beach. Til Railey kom man ved at sejle 15 min. i en longtail boat, og her var helt fantastisk, da stranden lå som en oase gemt bag stejle klipper - selv snorklen kunne dyppes her. Fra Krabi gik turen til Phi Phi, som var sidste stop på rejsen, og Phi Phi var sørme noget af en favorit. Her var det ikke noget med at blive hentet i taxa, men i stedet kom en mand med en forvokset trillebør til vores rygsække, for på Phi Phi kører der ingen biler. Det skabte en hyggelig stemning i alle de små gader, hvor boderne med både mad, smykker og alt andet godt stod klods op af hinanden. Restauranter og barer var der rigelig af og selv boede vi på Casita, et dejligt stort ressort med næsten samme luksus som på Koh Pha Ngan. En af dagene på Phi Phi lejede vi en longtail boat og tog på sejltur rundt om Phi Phi Lay, hvor vi bl.a. aflagde Maya Bay (stedet hvor filmen "The Beach" er optaget) et visit. Fra båden hoppede vi i havet diverse steder for at udforske Thailand under vand og dets mange flotte farvede fisk, og selv Stine fik snorklen på, så det var en stor succes! Ved middagstid blev vi sat af ved Long Beach - endnu en lækker bounty-/paradisstrand - og her tilbragtes resten af eftermiddagen.
Efter at have suget den sidste sol til sig, vendte vi torsdagaften snuden mod Bangkok, hvor vi kunne se tilbage på tre uger i paradis. Efter godt to måneders dyr og primitiv levevis i NZ og AU var Thailand den perfekte, afslappende afslutning med billig luksus hvad indebærer alt fra god mad til personlig forkælelse. Her blev der bestemt ikke sparet på noget - eller så skulle det da lige være solcremen. Godt svitset og glade efter et fantastisk eventyr vendte vi hjem til Danmark lørdag den 10. april, hvor danske flag og dejlig solskin ventede. Det er ikke til at beskrive med ord, hvor skøn en rejse, vi har været ude på, men vi henviser til vores billeder og det visuelle indtryk, og ellers sidder vi i skrivende stund i Mårslet, så I er også velkomne til at slå på tråden. Vi ses!
- comments