FRA NORD TIL SYD - FRA FAMILIE TIL FAMILIE

Efter godt en uge i det primitive campingliv, har vi nu nydt et par dage med tag over hovedet og servicering i lange baner. Vi ankom til Wellington den 17. januar, hvor vi skulle overnatte ved Erik og Zuleika (Erik = Lines "Kind of cousin"). Da vi - efter en for Cosmic udfordrende tur op af stejle bjerge - var fremme lidt tidligere end ventet, ramte vi ind i Ari's seksårsbørnefødselsdag og blev budt på hjemmelavet boller og fødselsdagskage. Om eftermiddagen kørte Erik os ned til byen, hvor vi så alt, hvad "Turen går til New Zealand" foreslår. På vej til Te Papa (nationalmuseet) passerer vi en Subway, hvor Line udbryder "Det er dælme løgn", og herefter forsvinder hun ind i butikken. Mette og Stine undrer sig først, men ser derefter, at der sidder fire kendte ansigter på den anden side af butiksvinduet: De fire musketer fra Mårslet - Joe, Niclas, Claus og Mikkel. Verden er og bliver lille - eller også er Wellington det bare? Der er 300.000 indbyggere i hovedstaden - vurder selv! Efter hyggeligt samvær henter Erik os, og til aften står den på familiehygge med familien Koed-Chang, som bl.a. inkluderer god middag og familiefilm med dyner, te og kiks med ost, mens det regner udenfor. Morgenen efter tager vi afsked med familien, parkerer Cosmic i byen, og vender tilbage til Te Papa, som i grunden er et ganske fint museum for barnlige sjæle som os. Vi mødes endnu engang med drengene fra Mårslet inden vi hopper på færgen, som skal fragte os til Sydøen. En supersmuk tur, hvilket til dels kan tilskrives solen, som er vendt tilbage. I Picton tager vi et hurtigt blik på vejkortet og vælger den korteste vej til Nelson. Den korteste, men bestemt ikke hurtigste - dog smukkeste. Som de skriver i "Turen går til New Zealand": Man kan snildt bruge en halv dag, selvom turen kun er 35 km lang, og dette erfarer vi, eftersom vejen snor sig i bjergene langs kysten, og da der næsten ingen andre biler er på ruten. Mette klarede det dog i god stil med 30 km/t i gennemsnit. I Nelson bliver vi taget imod med åbne arme af Aage og Charmian (Aage = Lines mormors fætter, Eriks far). Middagen er på bordet, hyggeligt samvær venter, og den første vask bliver sat over. Den følgende dag står først på en mindre sightseeing i Nelson med Aage som guide, og til eftermiddag på afslapning ved poolen i den bagende sol. Vi kan hermed konkludere, at Nelson er en rigtig dejlig by. I morgen går turen videre til Abel Tasman, hvor vi igen skal klare os selv efter at være blevet rigtig gode til at sige: "Thank you so much", "this is very delicious" og "is there anything we could do to help?". (Svaret er i øvrigt nej.) Vi krydser fingre for vejret, da vi de seneste dage har lært, at der i New Zealand kan være de fire årstider på bare en dag.