Hej allesammen! :)

Saa er det vist blevet tid til en opdatering fra min tilvaerelse i Cambodia. I loebet af de sidste 3,5 uge er der sket saa mange spaendende ting, at det er svaert at beskrive det hele, men jeg vil proeve at forkorte det ned til jer:

Da jeg afsluttede mit sidste blogindlaeg var vi i Phnom Penh for at fejre Water Festival. Dagen efter vaagnede vi op til en meget trist nyhed, som I sikker alle har hoert om - 339 mennesker blev mast ihjel paa en bro under festivalens afslutning og ca. 200 blev saarede! Broen ligger kun 2 min. gang fra vores guesthouse, og det var en meget underlig foelelse at vaere saa taet paa en saa tragisk begivenhed, og dagen forinden havde vi alle vaeret i byen og gaaet blandt de enorme menneskemaengder. Der er utrolig varmt, og folk vader bare rundt uden at tage hensyn, saa det undrer mig ikke, at det kunne gaa saa galt!

Dette var ogsaa dagen, hvor vi skulle starte paa det frivillige arbejde paa boernehjemmet NHCC (New Hope for Cambodian Children) lidt uden for Phnom Penh, og det er der, jeg har tilbragt de sidste 3,5 uge, som har vaeret helt fantastiske, laererige og ikke mindst uforglemmelige!
Stedet huser 226 foraeldreloese boern, alle smittet med HIV. Det blev opstartet af det amerikanske aegtepar John og Kathy Tucker i 2006, da de opdagede, at der i Cambodia ikke var noget hjemsted for boern ramt af sygdommen. HIV er meget ildeset i hele landet, og boernene er enten blevet efterladt, da deres foraeldre doede af Aids eller udstoedt af familien pga. sygdommen.
Vi blev forsikret meget grundigt om, at vi paa ingen maade kunne blive smittet, medmindre vi havde sex med et af boernene eller gned to aabne koedsaar mod hinanden, hvor risikoen her endda kun ville vaere 1/1000. Kathy og John er virkelig nogle soede mennesker og utrolig beundringsvaerdige for det, de goer! De har ogsaa en raekke andre boernehjem omkring Phnom Penh (bl.a. et kun for babyer), og efter vandfestivalen tog de uden toeven 140 ekstra boern derind, som var blevet efterladt af deres foraeldre.
NHCC loeber hovedsageligt rundt ved hjaelp af donationer, og udover at vaere en trygt og godt hjem tilbyder det alle boern gratis skolegang og HIV-medicin!

Boernene er i alderen 3-16 aar og fordelt i forskellige "klostre", en gruppe af huse, som er malet i hver deres farve. Hvert kloster har sin egen madmor, hvor vi spiser 4-5 personer hver dag sammen med boernene. Menuen bestaar af: Ris og kylling til morgen, middag og aften! Dertil groentsager og frugt (af meget svingende niveauer). Mens vi har vaeret der, har der ogsaa boet frivillige fra Tyskland, Canada, Australien og USA, og der er en koordinator paa stedet, en svensk pige ved navn Sarah, som man kan komme til med alle slags spoergsmaal.

Boernene er intet mindre end fantastiske! Hvorend man gaar, hoerer man smaa stemmer, der raaber LINAA LINAA og ser massevis af haender, der vinker ivrigt. De kommer loebene fra flere meters afstand med aabne arme og et kaempe smil og giver en den stoerste krammer! Man kan overhovedet ikke maerke paa dem, at de er syge. Tvaertimod er de er altid super glade og fyldte med energi, som ikke kan undgaa at smitte af paa en! Det er svaert at huske alle deres navne, men efter 3,5 uge er der dog en del, der har sat sig fast, og nogle boern har man knyttet sig mere til end andre.

Vi underviser alle klassetrin i forskellige fag, bl.a. engelsk, idraet og billedkunst. Jeg har hovedsageligt undervist i engelsk, og det har givet mig en masse gode oplevelser. I de store klasser er de ikke saa mange elever, og de er ogsaa lettest at kommunikere med og mere udfordrende at undervise (plus at de er SUPER soede), saa det har vaeret fedt! De mindre boern er ogsaa virkelig dejlige, men de fleste er meget daarlige til engelsk, og naar man har en klasse paa 25 elever, kan det til tider foraarsage nogle hovedpiner. Derfor har vi ofte delt klassen op i mindre grupper med en frivillig til 2-4 elever, og det har fungeret super godt. Vi har haft forskellige temaer, bl.a. kropsdele, farver, dyr, toej og familiemedlemmer. De fleste boern har aldrig haft engelsk, inden de kom til NHCC, saa derfor passer alderen ikke altid til klassetrinnet. Der er bl.a. et soergeligt tilfaelde med en pige, der blev voldtaget af sin stedfar (som herved smittede hende med HIV), hvorefter hendes mor blev forladt og saa startede en prostitutionsvirksomhed, men endte i faengsel, hvor hun ogsaa bragte sin datter. Her boede datteren indtil sin mors doed, blev efterfoelgende bragt til boernehjemmet og er i dag 15 aar og gaar i 1. klasse! Derfor foeles det rigtig godt, naar man er faerdig med en veloverstaaet time og foeler, at man har gjort en lille forskel.

Den 1. december havde vi juleklippedag, hvor der blev tegnet og malet til den store guldmedalje, pyntet plastikjuletraeer og danset til julemusik i 35 graders varme! Derudover har vi fejret national Aids-dag, hvor der blev arrangeret en masse forskellige lege paa tvaers af alderstrin. Alle os frivillige arrangerede ogsaa en sportsdag med forskellige poster, hvor hvert hold fandt paa eget holdnavn og kampraab. Af kreative forslag til holdnavne kan bl.a. naevnes: "I am crazy", "Babystar", "Rockboy" og "G-girl & B-boy". :P
En af mine favoritoplevelser var vores disko, som blev holdt 3 gange, mens vi var der. Naar solen var gaaet ned samledes alle boern paa basketballbanen (fra teenagere til smaa bleboern) og fyrede den af til diverse pop- og hip hop-toner (desvaerre) oversat til khmer.. Vi dansede i flere timer med sveden dryppende af os, men det var en super skoen oplevelse af dele med dem, og man kunne virkelig maerke, at de noed vores tilstedevaerelse.

Vores leveform paa boernehjemmet har vaeret en del mere primitivt, end hvad vi foer paa turen har vaeret vant til. Alle sover sammen i en stor sovesal (som ogsaa huser firben, froeer, mus og rotter), stroem er der kun et par timer om dagen, og skal man i bad foregaar det med en spand over hovedet. Paa trods af disse ubehageligheder (som man lynhurtigt vaennede sig til, paanaer lige rotterne, som heldigvis var sjaeldne) har det vaeret en super hyggelig tid at bo der, og vores fritimer er blevet brugt paa bl.a. bordfodbold, bordtennis, basketball- og kortspil samt filmaftener (vores middagslure dog ikke at forglemme), saa vi har ikke kedet os.

Hver eftermiddag efter skole samles alle boernene paa sportspladsen, som ligger i midten af alle klostrene, hvor den staar paa masser af leg! Boernene flokkes med det samme om en, og de higer efter vores opmaerksomhed og kaerlighed. Isaer dem fra mit kloster, gul, har jeg knyttet mig til. De er bare saa dejlige!! Det giver en fantastisk fornemmelse at foele, at man goer en forskel, og tiden er bare floejet afsted for mig, saa da det i dag blev tid til at sige farvel, var det meget overvaeldende og trist. Boernene graed, de ansatte graed, og vi graed ikke mindst.

At arbejde paa et boernehjem i et u-land har ogsaa haft sine haarde sider, det hele er ikke altid saa lyseroedt, som man ville oenske, men jeg taenker med glaede tilbage paa NHCC - et ikke mindre end fantastisk sted, som altid vil vaere i mine tanker!

I morgen gaar turen mod Koh Kong, hvor vi skal dase, solbade og holde poolparty i et par dage, inden vi vender naesen tilbage mod Bangkok og hjemrejsen. De sidste to maaneder er bare floejet afsted, og jeg har svaert ved at holde styr paa alle de oplevelser, jeg kan tage med hjem i hukommelsen.

Men jeg glaeder mig nu ogsaa til at komme hjem til jer i kulden og fejre jul :)

Lots of love,

Line