Hvis jeg havde vidst at vejret var så dårligt, så var jeg nok blevet i Guatemala. Det er nok lidt forsent at vende om, når nu flyet er landet i DK. Det har været en lang tur hjem, og på ingen måde den afslutning jeg havde håbet på. Turen fra Antigua til lufthavnen gik heldigvis smertefrit. Jeg fik sneget mig ud af værelset uden at vække de andre. Det var Andrea´s ven som kom og kørte mig til lufthavnen. Han var meget sød, og hjælpsom. 2 ting som jeg bemærkede i Guatemala's lufthavn. 1) Den bliver bevogtet af militærfolk med pistoler. Det er aldrig et godt tegn. Jeg er glad for at jeg ikke har tilbragt særlig lang tid i Guatemala City. 2) Den er utrolig moderne og ren. Det var slet ikke det jeg havde forventet. Jeg kom hurtigt igennem tjek ind på trods af jeg blev taget til siden til et ekstra sikkerhedstjek. Ved ikke hvorfor jeg altid bliver taget til siden? Jeg blev tjekket igen da det var tid til at boarde. Det var dig noget mere omfattende end det første. Her blev man taget til side, og så skulle man åbne alle de tasker man havde med. Man skulle aflevere trøje og sko. Alt blev tjekket for stoffer. Selvom jeg godt ved jeg ikke har rørt stoffer, så nåede jeg alligevel at blive helt nervøs. Guatemala er ikke et sted man har lyst til at sidde i fængsel. Jeg kom igennem med alle mine ting uden at blive tilbageholdt. Så var den lange rejse hjem også for alvor begyndt. Turen fra Guatemal til Texas var ikke så slem. Men derfra gik alt så også galt.

Først var flyet til Montreal 2 timer forsinket. Det betød ikke så meget for jeg havde alligevel 5 timers ventetid i den anden time. Da vi endelig satte kursen mod Montreal troede jeg at det værste var overstået. Der tog jeg fejl. Da piloten landede i Montreal var jeg sikker på at vi stadig var langt oppe i skyerne så meget sneede det. Alt omkring os var hvidt. En snestorm er aldrig et godt tegn når man skal flyve. Da jeg sad klar i flyet til KBH begyndte det for alvor at gå galt. Jeg havde nået at spise lidt aftensmad inden vi skulle boarde, så jeg var faktisk klar til at sove hele vejen hjem. Problemerne ville dog ingen ende tage. Først kunne piloten ikke få kontakt til medarbejderne udenfor flyet. Så der skulle nye hovedtelefoner til. Derefter var der sne i den ene motor, så den kunne ikke starte. Dejligt betryggende. Da vi så endelig var klar til at komme afsted skulle vingerne ryddes for sne og have skrabet is af på ny. Vi var forsinket i 5 timer. 5 timer hvor man ikke måtte forlade flyet. Det var jo nærmest tortur. Men sagt med andre 2 film, en pose slik og 2 sodavand senere lettede vi endelig. Jeg var lige ved at tro at vi aldrig ville komme afsted.

Landing i Kastrup skulle dog heller ikke være nem. Et sidste adrenalin-sus inden min rejse for alvor sluttede. Piloten lagde an til landing, men fortrød åbenbårt i sidste sekund. Han var næsten nede og røre jorden, hvorefter han bare flyver brat op igen. Jeg har været på mange fly, og jeg mindes ikke det er sådan man lander... Men anden gang er lykkens gang. Så vi tog en lille rundtur omkring lufthavnen og så prøvede han en gang til. Denne gang lykkedes det heldigvis. Ellers var det lige før jeg var sprunget ud med faldskærm. Jeg har fået nok af fly for det næste stykke tid. Nu sidder jeg her og venter på min baggage. Heller ikke det skal åbenbart være nemt. Bånden har nu kørt rundt i 20min, men min rygsæk har endnu ikke vist sig. 2 forsinkelser og nu ingen baggage. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide hvem i universet jeg har gjort så sur? Jeg håber jeg slipper for jetlag - det synes jeg lidt jeg har fortjent. Forhåbentlig kommer den snart så jeg kan komme ind til Hannah og nyde vores brunch-date, som nu er blevet til en frokost-date.

At tage afsted på denne tur har uden tvivl været en af de bedste idéer jeg længe har fået. Mellemamerika har helt sikkert stjålet en del af mit hjerte, og jeg håber på at jeg en dag kommer tilbage.

Tak for denne gang! Vi ses når det igen bliver tid til at tage på eventyr!