I går (1/3) tog vi videre til vores sidste stop i Belize. Kl.06.30. stod vi og ventede på færgen. Det er altså alt for tidligt når man har ferie! På vej til færgen så jeg en bar med et "Job vacancy"-skilt i baren. Det var meget fristende bare at smide rygsækken og blive, men mit eventyr er jo langt fra slut. Så jeg skyndte mig ombord på færgen, som egentlig bare er en speedbåd, inden jeg fik overbevist mig selv om at tage jobbet. Farvel til turkis blåt vand, palmer og de flotte multifarvede huse.

Vi tog bussen fra Belize City til San Ignacio. Det var en lang og varm tur. Hvis der er en ting jeg tager med mig herfra, så er det hvor søde og imødekommende folk fra Belize er. De er virkelig stolte af deres eget land, men er også meget nysgerrige omkring hvordan tingene bliver gjort i andre lande. Og så er det officielle sprog engelsk. Hvilket er helt rart når man slet ikke kan gøre sig forståelig på spansk.

San Ignacio er om noget mindre end Caye Caulker. Her er der ét torv, én hovedgade og ej at forglemme - en fodboldbane. Da vi kom ud af bussen var vi alle lige ved at løbe tilbage ind. Hold nu op hvor var det varmt. Det er ikke nemt at gå fra en ø med dejlig vand til en by hvor det er helt stillestående og kvalmende varmt. Heldigvis havde den søde dame i vores hostel tændt for air condition inden vi kom. Det kan man kalde god service!

VI fik dog ikke lov til at blive indenfor i "kulden" alt for længe. Vi blev samlet op af en minibu som kørte os op til San Antonio Women Cooperative. Det er et sted hvor kvinder kan tjene deres egne penge, lære nye færdigheder, og lære turister om maya traditioner. Først fik vi en lækker omgang frokost som var tilberedt af dem efter alle mayaernes gamle traditioner. Derefter gik vi over i deres potteri og fik en lektion i hvordan de laver potter og krukker. Igen efter de århundrede gamle maya-traditioner. På vej til bussen købte jeg en af de skåle de havde lavet. På den måde støttede jeg en god sags tjeneste, og samtid fik jeg et evigt minde om turen.

Inden vi skulle ud og spise skulle vi lige høre lidt om de aktiviteter der var i byen. San Ignacio er kendt for sine grotter så det var helt oplagt at udforske en af dem. De andre ville alle bare gerne cave tubing. Dig i en badering, og så flyder man ellers igennem flere forskellige grotter. Jeg ville dog ud på eventyr, så jeg var ikke i tvivl om at jeg skulle udforske Actun Tunichil Muknal aka. ATM. Det er en grotte som mayaerne brugte til rituelle ofringer. Den er fyldt med gamle potter og andre redskaber som mayaerne brugte. Man kan også se skeletter og kranier fra nogle af dem som blev ofret. Jeg var så sikker i min sag at jeg i sidste ende fik overtalt de andre (Cassia, Becky, Eefje, Tomas, Jasmin, Karen, Serafina, Chantal & Gallen) til at droppe baderingen, og tage med på mit eventyr.

På vej til restauranten fandt jeg muligvis min nye arbejdsplads. En dyreklinik. Det havde jeg ikke forventet at finde her. Det er som om universet virkelig prøver på at overtale mig til at blive i Mellemamerika ;) Efter en enkelt drink var det på hovedet i seng. Hvordan kan man være så træt efter at have brugt 2 dage i paradis?

I dag (2/3) stod vi meget tidligt op. Turen til grotten var en heldagsudflugt, og vi ville gerne nå at se markedet. Så er der jo ikke andet for end at stå alt for tidligt op. Vi gik en rask morgentur gennem markedet. Det var sjovt at se hvordan alle boderne blev fyldt op med alt fra tøj til friske grøntsager og frugter. Der var ikke særlig mange mennesker, men der er garanteret gang i senere på dagen. Efter en hurtig morgenmad var det afsted til ATM. Vores chauffør hed Marlon - "like the actor but not as fat". Vores chauffør var fyldt med godt humør og humor, så det var en hyggelig tur op til grotten. Vi stoppede ved et supermarked på vejen for at løbe snacks, fordi vores chauffør ikke ville have at vi blev "hangry" inden vi kom ud af grotten.

Det sidste stykke af vejen var lidt ligesom at sidde i en massagestol. Bilen rystede så meget at vi var lidt bekymret for at om den ville falde fra hinanden. Den holdt heldigvis hele vejen. For at komme til selv grotten skal man ud på en 45min vandretur. Man starter med at svømme igennem en flod, og derfra går man så resten af vejen. Så udstyret med redningsvest og hjelm fik vi os en frisk morgendukkert. Det var også sidste gang den dag vi havde tørt tøj på.

De næste 45min gik vi det mest fantastiske landskab. Det lignede en kulisse fra Jurassic Park. Man forventede næsten at se en dinosaur gennem træerne. Bare gåturen til grotten gjorde at turen var alle penge værd. Ved indgangen til grotten blev vi bedt om at efterlade vores vandflasker. Det var det eneste vi havde med, da det er forbudt at tage kamera og andre apparater med ind i grotterne. Nogle år tilbage var der en der først trådte i en over tusind år gammel skål for bagefter at tage sit kamera ned i et af kranerne. Derefter var der endnu en der tabte sit kamera ned i et andet kranie. Derefter besluttede de at når turisterne insisterer på at jonglere med kameraer, så må de bare ikke længere tage dem med.

Selve åbning er smuk og udefra kunne det godt ligne bare en cenote. Det er kun muligt at svømme ind, så vi måtte en tur i vandet igen. Faktisk foregik det meste af turen i vand, så vi var rynkede som rosiner da vi var kom tilbage til bilen. Selve turen gennem grotten var mere fysisk udfordrende end jeg forventede. Man klatrer meget rundt. Først ned, så op, så ned igen. Man tror man er flere kilometer inde i grotten, men reelt set når man kun ca. 700 meter ind. Vores guide var super god, og han øste ud af sin viden undervejs. Grotten blev opdaget i 1989. Grunden til at den ikke er blevet fundet og udforsket før er højst sandsynligt fordi folk i det område er lidt overtroiske. Ifølge deres tro lever de onde ånder i grotter, og der er jo ingen grund til at opsøge ballade.

På et tidspunkt bad Edward os om at slukke vores pandelamper. Der stod vi så i fuldstændig mørke, og kunne høre vandets rislen og intet andet. Det var magisk bare at stå der. Ca. 500 meter inde i grotten når man til et tørt område. Det vil sige at man skal altså lige klatre derop først. Herfra foregår det på strømpesokker, så skoene bliver stående i en bunke. Det var næsten ligesom at træde ind op et museum, men et primitivt et af slagsen. Der er afmærket med rød tape hvor man ikke må gå og stå. Uanset hvor du kigger hen er der mere eller mindre hele potter. Det var de her potter mayaerne brugte til deres spirituelle ceremonier. Ceremonier som oftest også indebar en menneskeofring. Så rundt omkring blandt potterne lå der kranier og andre knogler. Intet er blevet rykket på siden dengang mayaerne var her. Det var næsten som at træde flere tusinde år tilbage. Det eneste fulde skelet ligger længst inde i grotten. Man diskuterer stadig om det er en mand eller en kvinde, tilgengæld er man sikker på det er en teenager. Skelettet har ligget der så længe at det er blevet dækket af mineraler, og derfor glitrer.

Lige så forstyrrende som det er at gå rundt blandt kranier; lige så fascinerende er det. Tænk at der for mange mange år siden var en hel anden befolkning der brugte disse grotter. De har stået hvor vi har stået og har højst sandsynligt taget samme vej ind. Vejen tilbage til junglen var endnu mere actionpacked end vejen ind. Først skulle vi kravle ned i vandet igen hvilket var en mindre udfordring. Derefter skulle vi både klatre igennem et vandfald og klemme os igennem meget smalle steder. Vi blev helt bekymret for om vi fik Gallen, vores store irer, med ud igen. På et tidspunkt råber vores guide at vi bare skal "Go with the flow". Som sagt så gjort. Vi flyder med strømmen i en meget smal passage. Life pludselig forsvinder vores guide ind i væggen. Eller det lignede det. Han drejede bare til højre af en sidevej. Sidste udfordring er et udspring ned i et flere meter dybt sinkhul. Endelig kunne vi se dagslys! Man følte sig helt som Indiana Jones efter den tur. Tænk at være den første derudforskede den grotte? Det må have været så surrealistisk en oplevelse.

Derefter vandrede vi hele vejen tilbage gennem junglen, og tog en sidste svømmetur over floden. Jeg er lidt skuffet over at jeg ikke så Tarzan svinge rundt i træerne eller en dinosaur. De må gemme sig inde i den tætte bevoksning bag nogle af de høje træer. For enden af regnbuen ventede der lækker frokost. Vores chauffør havde dækket bord og det hele mens vi havde været væk. Så mens vores tøj lå til tørre kunne vi nyde en lækker frokost i de smukkeste omgivelser. Uanset hvor vi kiggede hen var flere meter høje tropiske træer. Ind imellem bladene kunne vi skimte den blå himmel og i baggrunden kunne vi høre flodens brusen. På vej hjem i bussen mindede det mest om alt om en forsamling på vej til begravelse. Vi var så trætte at vi alle bare sad og kiggede. Vi nåede dog til et punkt hvor vi var så overtrætte, at vi brugte den sidste energi på at holde en lille fest i bilen. Stakkels chauffør. Han må have troet at vi fuldstændig havde mistet forstanden.

På trods af at energidepoterne var i minus gik Cassia, Becky og jeg en tur på hovedgaden. Bare for at se på butikker og fordrive tiden indtil de andre var færdige med badeværelset. Ved gruppemødet kl.18.00. fejrede vi Valentina's 34 års fødselsdag med fødselsdags sang og hjemmelavet kage og ægte breadpudding a la Belize. Nu ligger jeg her. Jeg har lige været ude og få et par pizzaslices, og nu er jeg så klar til at sove. Selvom jeg er fuldstændig smadret, så ville jeg uden tøven tage afsted igen imorgen. Det var en fantastisk smuk og lærerig tur. Tænk at man kan få lov til at komme så tæt på så gamle artefakter. Jeg er glad for at jeg fik set det mens grotten stadig er åben for turister.

Imorgen krydser vi grænsen til Guatemala. Dagen står igen i maya'ernes tegn, da vi skal besøge en af de største kendte mayaruiner, Tikal.