Sara skriver:
Utila er en lille ø i Honduras, som er kendt som et af de billigste steder at tage dykkercertifikat i verden. Det ligger samtidig ved verdens andenstørste koralrev, kun overgået af Great Barrier Reef i Australien, så der er også masser at se på, mens man tager dykkercertifikatet. Det var da også grunden til at vi besluttede os for overhovedet at tage til Utila og Honduras, som ikke havde været en del af vores oprindelige rejseplaner. Men vi følte at vi havde tiden til det, så vi valgte ikke bare at nøjes med Mexico, Guatemala og Belize i Mellemamerika, men også lige tage Honduras, Nicaragua og Costa Rica med i købet. Vi havde dog også hjemmefra planer om at vi begge skulle have dykkercertifikat, men efter at have været ude og snorkle meget på Galapagos, fandt Lina ud af, at hendes dårlige knæ og svømmefødder ikke var den bedste kombination i verden, så hun må vente til hun har fundet ud af hvad der er galt med dem, til hun kan få dykkercertifikat.
Men jeg tog mit certifikat på øen, jeg endte på et skandinavier-hold, udover mig var der to andre danskere, en svensker og to nordmænd. Det var super hyggeligt, og de var alle sammen vildt søde. Vores instruktør var engelsk, men var flyttet til øen tre år tidligere for at undervise og nyde livet derude, så det var heldigvis også til at forstå hende, ikke noget med en umulig spansk accent. Kurset tog fem dage, hvor vi enten havde undervisning og dykning om formiddagen eller eftermiddagen og så den anden halvdel af dagen fri. Da jeg var færdig med mit certifikat tog jeg ud på et deep dive, så jeg i fremtiden kan dykke ned til 30 meter, for med standard-kurset kommer man kun ned på 18 meter. Bagefter havde jeg så to fun-dives som de kalder det, som var med i prisen på kurset. Det var planen at vi skulle videre efter det, for Lina var efterhånden godt træt af at lave ingenting på øen, der hovedsageligt var en dykkerø. Der var en strand på øen, hvor Lina var henne et par gange mens jeg var ude og dykke, men ellers var der ikke meget at lave for hende.
Det skulle dog vise sig, at en af de andre både, som havde været ude og dykke den dag, havde set hvalhajer, noget jeg rigtigt gerne ville se. Så jeg besluttede mig for at blive på øen en enkelt dag mere, for at prøve at komme ud og se hvalhajer. Desværre så vi ingen hvalhajer, det skal man generelt være heldig for at gøre, så i stedet for at blive på øen uendeligt, uden at vide om jeg nogensinde kom til at se hvalhajer, tog jeg tilbage til fastlandet for at komme videre på vores rejse.

Næste stop på turen var Nicaragua, som vi krydsede grænsen til på min fødselsdag. Lina havde været så sød, at hun havde købt balloner, og nogle fine plastik-tiaraer hvor der stod happy birthday, så sådan en havde jeg selvfølgelig på da vi krydsede grænsen. Selve måden vi krydsede grænsen på var ret ny for os begge. Det foregik i en cykeltaxi med en ret tyk mand som "chauffør". Han havde det ret hårdt, og vi havde begge ret ondt af ham, eftersom grænsen mellem de to lande er en flod, så vi skulle op over en bro for at komme til Nicaragua. Men vi fandt senere ud af at han havde taget turist-pris for at køre os over grænsen, og så fik vi det mindre dårligt over at han havde haft det så hårdt, når han var blevet betalt ret godt for det. I Nicaragua tog vi til byen Leon, som mest af alt er kendt for sit vulkan-boarding. Det orkede vi dog ikke, da der var 35 grader, og man selv skulle gå op ad vulkanen for at kunne boarde ned ad den igen. Så vi endte med bare at gå en tur rundt for at se byen, og om aftenen tog vi så ud og spiste sushi for at fejre min fødselsdag. Det var en meget hyggelig by, men da der ikke var det vilde at lave der, og fordi der var for varmt til at lave noget, hvis der faktisk havde været noget man kunne lave, tog vi hurtigt videre til Granada, en anden hyggelig by. Det viste sig dog, at der var lige så varmt der, så der var vi kun en enkelt nat. Vi tog på en hestevognstur rundt i byen, som var hyggelig, men vi har set ret mange hyggelige byer efterhånden, så det er svært at blive vildt begejstret over hyggelig mere.
Fra Granada tog vi ud til en ø midt i en sø (den største ø i en sø i verden) ved navn Ometepe. Det var en stille og rolig ø hvor vi den første nat overnattede på et hostel udendørs i hængekøje fordi det var for varmt at sove indenfor, med den ekstra bonus at det var meget billigere at sove i hængekøje. Næste morgen tog vi ud til stranden hvor vi overnattede på et hotel der lå lige ud til stranden. Det var en af de første gange vi rigtigt havde været på stranden på vores rejse, og at vandet så endda var ferskvand og ret varmt var kun en bonus.
Dagen efter gik turen videre til mere strand i Costa Rica, hvor vi tog derhen hvor Lina har været for nogle år siden på sprogskole. Det var en lille bitte landsby ved kysten, men da det efterhånden var blevet påske, var der masser af turister i området, så vi var ret glade da det lykkedes os at finde et relativt billigt sted at bo påsken over. Vi boede på et værelse ved en familie, hvor der normalt bor andre sprogskole-studenter, men lige i den uge havde de ikke nogle studenter, så vi fik lov at bo der. Det betød dog også, at vi konstant blev opsøgt af datteren på fem år, som desværre ikke kunne forstå at vi altså ikke gad lege eller snakke med hende hele tiden, og at hun ikke skule rode alle vores ting igennem. Vi brugte en stor del af tiden på stranden, og vi var også i en større by en dag for at surfe. En anden dag var vi på en ATV tur rundt i området. Da påsken var ovre besluttede vi os for at blive ved stranden der, i stedet for at tage et andet sted hen i Costa Rica, fordi vi efterhånden havde set så meget, at Costa Rica ikke kunne byde på noget vi orkede på det tidspunkt andet end strand. Så der fik vi en uge til at gå med afslapning, solbadning og isspisning. På et eller andet tidspunkt skulle vi dog også videre, så vi havde booket et fly til Belize i stedet for at skulle sidde i bus i flere dage for at prøve at komme derop. I Belize havde vi også kun planlagt en enkelt destination, øen Caye Caulker, som var lidt ligesom Utila. Der var bare slet ingen strand, men i stedet noget de kaldte "the split", hvilket var stedet hvor en orkan for 50 år siden havde revet øen i to, og det var en slags hang-out sted for alle turister på øen. Der fik vi da også et par dage til at gå. En af dagene på øen tog vi ud på en snorkle-tur, hvor vi var ude ved noget der hedder shark rayalley, et sted hvor så snart hajerne og rokkerne hører en båd, så kommer de i hobetal, fordi det i gamle dage var der fiskerne smed fiskerester over bords, så lyden af en båd betyder mad for dem. Der stod vi i vand til skuldrene, mens hajerne og rokkerne svømmede omkring os, og strejfede vores ben. Jeg gik lidt panik i starten, fordi alle mine instinkter fortalte mig at jeg skulle komme op ad vandet inden jeg blev angrebet. Men hverken rokkerne eller hajerne var aggressive, og vores guide holdte da også begge dele, så vi kunne få lov til at mærke dem. Lina og jeg fik endda lov til at holde en rokke, hvilket jeg aldrig havde troet at jeg turde. Lina fik også udfordret sin frygt for hajer, selvom jeg ikke helt tror den er væk, men det er da anden gang hun har snorklet med hajer på turen, uden helt at gå i panik. Vi var også et andet sted henne, hvor der var en moræne-ål, som nærmest var tam, den var i hvert fald blevet trænet, eller havde lært, at når der kom en flok mennesker, så skulle den svømme rundt blandt dem, go så fik den mad. Det var ret vildt, og det kom helt tæt på, med sine skarpe tænder, men ligesom rokkerne go hajerne, var den ikke aggressiv, og den gjorde ikke noget.
Fra Caye Corker tog vi tilbage til Mexico, sidste land på rejsen. Vi tog til Tulum først, hvor vi i bussen på vej derhen mødte to danskere som også var ude og rejse. Dem var vi ude og spise med om aftenen, hvor vi så blev overtalt af en meget entusiastisk tour-guide, til at vi da skulle med ham ud og snorkle med skildpadder dagen efter. Det forsøgte vi da også, men blev sendt tilbage til stranden af livredderen/kystvagten, som mente at bølgerne var for store til at vi kunne komme ud og snorkle med skildpadderne. Så vi så desværre ingen skildpadder den dag, men i stedet kom vi hen til et "akvarium", hvor vi kunne snorkle rundt og se på fisk. For Lina og jeg, var det ikke super spændende, sigtbarheden var heller ikke i top, og vi har kort sagt bare snorklet bedre steder. De to andre danskere var dog ret begejstrede, eftersom det var første gang nogensinde de var ude og snorkle, og der var da også mange fisk at se på, bare ikke nogen hverken Lina eller jeg havde set før.
Efter det var vi dog ude og snorkle i nogle underjords-agtige huler, hvor der var krystalblåt vand, det klareste vand jeg nogensinde har svømmet i, stalaktitter og stalakmitter overalt omkring os, så vi nogle gange skulle passe på ikke at støde hovedet ind i dem, og flagermus i loftet af hulen. Det reddede lidt dagen, da det var en vildt fed oplevelse, og noget vi ikke havde prøvet før.
Næste dag tog vi ned på stranden og dasede inden vi tog bussen til Playa del Carmen. Det var en ret turistet by, nok også det mest turistede vi har oplevet indtil videre på rejsen, men trods dette, var det en super hyggelig by, hvor vi fik noget god mexicansk mad. Stranden lå også virkeligt tæt på vores hostel, så der gik et par dage med at slappe af og gå på stranden i Playa del Carmen. Vi fandt også en Walmart i gåafstand fra vores hostel, hvilket lige var noget for os begge, så der fik vi også lidt tid til at gå. En af fordelene ved at byen var så turistet, var at det var ret godt at shoppe der (hvilket var mindre godt for vores bankkontoer). Efter et par dage i Playa del Carmen, var det dog tid til at komme videre, ud på øen Isla Mujeres, vores sidste stop inden Cancun hvor vi skal flyve hjem fra, og hvor vi pt. befinder os (ja, det er nu lykkedes mig at indhente os selv på bloggen.) Vi har været på Isla Mujeres i to dage, og bliver her indtil søndag hvor turen så går til Cancun inden vi flyver hjem tirsdag. Vi har lavet lige så lidt her, som vi har de sidste mange steder vi har været, vi har været lidt på stranden, og spist noget god mad, læst lidt og sovet lidt. I aften kommer en af Linas venner fra USA på en kort ferie herud til Isla Mujeres, så det skal nok blive hyggeligt. Han tager med os tilbage til Cancun søndag og har et fly tilbage til USA mandag, og så flyver vi tirsdag, hjem til kulden.
Næste blog (og sidste blog) bliver nok fra Danmark. Vi ses snart Danmark!