Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der lige et par opdateringer her fra det kolde nord - avisen lover dog at sommeren kommer i morgen.. Ja det er vidst som derhjemme - sommeren har vidst lidt glemt at vise sig. Men her er da dejligt grønt og de dage det er klart vejr er der en vidunderlig udsigt!
Jeg var inde i byen i weekenden, hvor de årlige Skt. Olav-festdagene blev holdt med middelaldermarked, ridderturnering, kirkekoncerter og hvad der ellers hører til. Skt. Olav grundlagde Trondheim engang i 900-tallet. Der var rigtig god stemning og fyldt med mennesker. Der var også madfestival med de lækreste lokale madvarer, deriblandt elg-pølser og hjemmerørte marmelader. Uh det var svært at holde pengene i lommen. Men priserne skræmte mig dog nok til at de blev trygt i lommen. Rømmegrøt til 100 kr! For en portion grød, nej nu må de da lige styre sig!
Lørdag blev jeg inviteret af de to roomies der er hjemme på hjemmelavet krabbe de lige havde købt friskt nede ved havnen! Lækkert, selvom det dog er fuldstændigt umuligt at spise pænt. Men det var rart lige at få snakket med de to. De er lige taget til Amsterdam på en lille ferie, så nu er der helt tomt i den fire-personers lejlighed. Den sidste er vidst også på noget ferie. De har alle boet her et år og er alle kinesere, så jeg kan absolut ikke stave til deres navne endnu...
Jeg har også fået købt mig en brugt cykel i hvad der svarer til dba derhjemme. Cykelturen hjem efter at have købt cykelen af en sød familie-dame var hård selvom den kun var 5-6 km. Hun boede på den anden side af floden, hvilket så betød at jeg skulle helt ned i bunden af dalen for så at stige opad igen til Moholt Studentby - er du sindsyg nogle bakker de kan prale med heroppe. Jeg blev nødt til at stå af et par gange, både nedad og opad, fordi det simpelthen var for stejlt. På vejen hjem var der skønt og idylisk med søndags-familie ture der var ude og plukke modne ribs. Nu skal jeg lige have købt en lås og en cykelhjelm, så står den vidst på et par cykelture mere af den slags.
Og så har jeg været en tur nede på campus - et værre roderi af gammelt og nyt. Men smukt på hver sin måde uden at overhovedet passer sammen. Den ældste bygning (se foto) har den fantastiske udsigt udover byen og minder mest af alt om en mini udgave af Hogwarts med sin prangede placering på toppen af bakken og sine to tårne. Jeg oploader et par billeder, der dog overhovedet ikke kan måle sig med virkeligheden.
Pt. sidder jeg på værelset efter at have læst op til min bachelor-eksamen i næste uge. Det kommer de næste dage til at gå med.
Jeg glæder mig til at begynde rigtig og møde nogle mennnesker når Orientation-week begynder på mandag.
- comments