Efter et par dage, hvor jeg bare har tullet lidt rundt i smukke verdensarvslistede Luang Prabang, tager jeg i morgen videre til Phonsavan. Byen er omgivet af enge fyldt med mysteriske kaempe krukker. Laos er det mest bombede land i verden, og dette sted skulle vaere saerligt plaget af ueksploderede klyngebomber, som er blevet smidt af forskellige lande, men isaer af USA. Hvis jeg har tid regner jeg desuden med at hjaelpe lidt paa det SOS boernehjem der er i byen.

Efter Phonsavan er min plan at tage til backpackerbyen Vang Vieng, hvor det absolutte must er tubing - drive ned ad floden i et oppustet daek tre kilometer. Paa straekningen skulle der vaere imponerende seks barer, saa det skal nok blive hyggeligt. Jeg regner med at indlogere mig paa en oekologisk farm lidt uden for byen.

Herfra videre til Vientiene, hvor jeg regner med at faa en nattog til Bangkok for at moede storebror.

Tiden gaar pludselig staerkt synes jeg. Der er mange ting jeg gerne vil naa, og jeg kunne nok sagtens bruge et par uger mere i Laos. At rejse alene (Anna blev syg og tog hjem til Danmark, for at blive tjekket. Heldigvis er der intet galt, men fugten og varmen paavirkede hende ret kraftigt.) er anderledes, paa godt og ondt. Jeg nyder at vaere helt selvstaendig, og kunne goere absolut hvad jeg har lyst til. Men det er samtidig en udfordring at snakke med nye mennesker, som man absolut ikke kender. Jeg savner selvfoelgelig folk (laes JER!!) jeg kender og bare kan snakke med uden at skulle taenke videre over hvad man siger.