Tak for alle beskederne paa bloggen! Sender hermed noget varme til Speedy, og ja vores campervan er naesten blevet vores nye hjem. Er faktisk meget nemmere med den end med telt, da vi stadig proever at spare hvor vi kan, og derfor helst ikke vil ligge paa de dyre campingpladser. Vi tager derfor de naesten gratis pladser ellers rastepladser der er angivet paa vores kort - og saa bliver det alt sammen alligevel gratis, da vi ikke ved hvordan vi skal betale for dem. Har nu vaeret i landet i godt fjorten dage, og har stadig ikke fundet ud af deres system - er slet ikke som DOC i New Zealand, de var altsaa noget bedre. Er jo ikke fordi vi ikke vil betale lidt, men kan bare ikke finde ud af at booke plads paa pladserne, eller hvor man skal betale. Vores konklusion er lidt blevet at der maa vaere et nyt system for hver nationalpark, og dem er der jo ligesom ret mange af. Indtil videre er det jo ogsaa gaaet helt fint :)

Efter Melbourne tog vi ned til det meget touristede og familievenlige Philip Island, hvor vi samme aften saa pingvinparade og vores foerste kaenguru, til alles begejstring! Derefter tog vi i en koalapark, men eftersom koalaer sover 20 ud af doegnets 24 timer, var der ikke meget liv i dem, paanaer en, som lige brugte det sidste energi paa at kravle lidt laengere op ad grenen. Ikke saa meget vildt der, men nu fik vi da set en masse af dem.

Inden vi tog vaek fra oeen naede vi ogsaa op til et lille landstedsmuseum, som vidste forskellige ting fra 'gamle' dage. Endte med at det nok blev det sjoveste vi lavede paa Philip Island, da der baade var smedje, heste, malkning af koer, og faareklipning. Louise kommer saagar maaske i en brochure for stedet, da hun proevede at malke koen.

De naeste dage gik meget med bare at koere op langs oestkysten, og nyde naturen, som varierede utrolig meget. Lige fra toer skov paa begge sider, til exeptionelt groenne og bloede bakker.

I Wollongong var det meningen at vi ville finde en ridetur som Louise kunne komme paa, og en kajaktur til Johanne og jeg, men lige saa uheldige med biler, lige saa uheldige er vi ogsaa med de folk der befinder sig i infocentrene. De var ikke saerlig behjaelplige, og det var altsaa umuligt for dem at booke noget som helst, efter klokken kvarter i fem - selvom de foerst lukkede klokken fem. Saa efter at vaere koert lidt forgaeves dertil, blev vi enige om at der nu skulle ske noget, og helst noget som ikke kunne gaa galt. Saa vi koerte op mod Blue Mountains og fik planlagt os en tre tages tur paa Six Foot Track, med start ved Explorers tree og slut ved Jenolan Caves. Var en rigtig fin tur, selvom vejen var noget bredere og mere lige end noget af det andet vi har gaaet paa i New Zealand.

Gik foerst dag et meget lige stykke, til Cox River, men eftersom vi aabentbart meget experienced i vandring, tog det os langt fra den estimerede tid, saa vi valgte lige at tage en stejl opstigning, saa vi ikke ville faa den naeste dag. Blev saa ogsaa en meget lang og varm opstigning, da vi da var lidt traette efter en hel dag, og da vejret vidste sig fra sin absolut bedste side, saa der var rigtig varmt og tungt pga. truende tordenskyer. Ankom dog til Alum Creek ved fire-tiden om eftermiddagen, hvor der saa bare blev slappet af, indtil vi orkede at lave aftensmad (risengroed! mums) og derefter paa hovedet i seng.

Dagen efterStartede med en opstigning, og gik saa ellers lidt opad hele dagen, saa louise og Jo fik det meste af Faellesgrejet, saa jeg kune havde mit eget, da dagen foer havde sat sine spor paa mine hofter, som nu ikke var helt normalfarvede, men naermere blaa og med smaa saar paa. AV! Her ankom vi til vores overnatningsplads allerede klokken to, og da vi alle havde regnet med at hver dag ville blive paa 8 timers vandring, havde vi ikke taget noget underholdning med, saa eftermiddagen gik med at vente paa at klokken blev seks, saa det ikke var alt for tidligt at lave aftensmad, og derefter var det saa tidlidt i seng igen.

Sidste dag gik vi ned til Jenolan Caves, hvor vi undervejs holdt pause for at se paa kaenguruer. Har de andre dage altid vaeret meget stille for at komme saa taet paa dem som muligt, saa vi kunne faa gode billeder, men nu kom de selv hen til os, saa vi til sidst var omringet afdem. Var meget morsomt at se Johanne naermest flygte fra dem, da de proevede at spise hendes mad, selvom den blev holdt godt op over hovedet. Saa hoejdepunktet den dag, blev at klappe kaenguruer, og saa se Van igen (navn paa campervan) helt uskadt, selvom den havde staaet alene i tre dage.

Herefter er turen gaaet til Newcastle lidt nord for Sydney, hvor vi planlaegger at surfe, hvis vejret ellers tillader det, og hvis jeg lige kan faa taget mig sammen til ikke at tro paa at der er hajer i vandet, og at de store boelger er helt okay at svoemme i.