Aah hvilken fryd det er, at bruge fuldstaendigt velfungerende internet! Jeg har fundet en laekker cyber i Kisumu, og her har jeg brugt alt for lang tid. Faktisk saa lang tid, at jeg skal gaa igen om 30 min., for at kunne naa at vaere hjemme i Kanyakoo til aftensmadstid. Der er Janni og jeg forresten alene nu. De to andre gaester der har vaeret der, tog afsted i gaar. Paa soendag tager Janni og jeg til Lake Nakuru paa safari, og derefter til Naivasha, hvor vi skal se et krater, der hedder Hell's Gate. Jeg ved ikke helt hvad det er, men navnet lyder interessant!

Jeg har ikke faaet skrevet i 100 aar, og selvom jeg har gaaet og planlagt hvad jeg ville skrive, er det lidt om om jeg efterhaanden har glemt det... Men en episode bliver jeg noedt til at skrive om, for den viser den barske side af livet hernede.
I landsbyen bor der en lille familie. Moren er i starten af 20'erne og bor hjemme med boernene. Faren, som er lige saa ung, arbejder med te i Kericho. Det skulle vist vaere et af de vaerste og daarligst loennede jobs i landet, men det er bedre end ingenting. De har 4 boern. Barrack Obama paa 4 (man er vel stolt af, at man er luo ligesom USAs praesident..), Sheryl paa 3 og tvillingerne Olivia Apiyo og June Adongo paa knapt halvandet. Tvillingerne er i oevrigt opkaldt efter mine jordemoedre-veninder, som var hernede sidste aar, og hjalp moren foer og efter foedslen af tvillingerne.
June Adongo blev syg i sensommeren sidste aar. Hun havde malaria, som kunne have vaeret kureret paa laegeklinikken. Men moren, som i oevrigt kun har meget lidt skolegang, havde faaet raad af en heksedoktor til at kurere sygdommen med urter og traditionelle metoder. Det virkede ikke, og June doede. Tirsdag morgen i sidste uge fortalte Peter mig, at Olivia Apiyo var doed tidligere paa morgenen. Hun havde aabenbart vaeret syg i en periode, og moren havde ligeledes fulgt en heksedoktors raad, i stedet for at soege professionel laegehjaelp.
Faren var tilfaeldigvis kommet hjem dagen foer, for at reparere deres hus. Hele morgenen saa jeg ham gaa rundt med Barrack og Sheryl. Han saa lige saa chokeret ud, som den dag tvillingerne blev foedt.
Samme dag skulle Janni og jeg til Kakamega Rainforest, men mine tanker kredsede hele tiden om Olivia og den stakkels familie. Den umiddelbare reaktion er, hvorfor har moren ikke taget pigen til laege? Hun havde allerede mistet et barn efter at have fulgt en heksedoktors raad, og da det andet barn bliver syg goer hun det samme. Landsbyen havde stillet sig til raadighed for familien, de kunne bare komme og laane penge, hvis boernene var syge og skulle paa hospitalet, for penge skulle i hvert fald ikke vaere en forhindring.
Jeg tror mange kan vaere hurtige til at doemme den her familie og sige at de ikke har gjort nok for at redde deres boern. Men i virkeligheden har de gjort alt hvad de kunne, efter den viden og tro de har. De har vitterligt troet paa at de har gjort alt hvad de kunne for deres boern. De stoler paa heksedoktoren lige som vi stoler paa hoejtuddannede laeger i Danmark.
Jeg snakkede meget med Peter om hvad man kan goere for at forhindre at det her sker. Uddannelse, uddannelse, uddannelse, var svaret. For mig foeles det som ren logik at hvis man afproever noget der viser sig ikke at virke (eksempelvis heksedoktor), saa finder man en anden metode (eksempelvis hospitalet). Men hvis man aldrig har gaaet i skole, og er vokset op med at hele ens familie har brugt samme metode.
Selvom faerre piger bliver gravide i en ung alder, sker det dog alligevel. For godt to uger siden blev en af kvinderne, der laver mad til os, bedstemor. Hendes 16-aarige datter fik en lille soen, og ingen ved hvem faren er. Pigen er droppet ud af skolen, og skal nu passe det her lille barn. Hun har heldigvis en familie, der kan hjaelpe hende.
Tvillingemoren har mistet halvdelen af sine boern. Det er for sent at sende hende i skole nu, men Barrack og Sheryl gaar i skole, og det bedste man kan haabe paa er, at de forbliver sunde og raske, men ogsaa at de forhaabentligt bliver nogle af dem, der kan bryde de traditioner der koster liv.

Olivia Apiyo blev begravet i stilhed. Naar et barn doer, holdes begravelsen paa lavt blus. Naar en voksen doer, derimod.. Saa er der fest! I loerdags var jeg til begravelse hos Chief Georges (landsbyens hoevding!) svigermor. Jeg har aldrig moedt hende, og kender ikke Georges kone specielt godt. Men jeg blev inviteret med, og fulgtes sammen med en busfuld andre folk fra landsbyen. Og det var en fest! Jeg vil tro der har vaeret 300 mennesker. Jeg var den eneste mzungu, og fik en frygteligt masse opmaerksomhed. Tiden gik med at snakke med folk, lytte til praester og bekendte af den afdoede som havde en helt masse at sige, spise mad (ugali, chapati, pilau, kaal, sukuma wiki, koed i alle afskygninger) og man fik ogsaa mulighed for at se den afdoede. Alle stillede sig i koe, der blev spillet musik, og saa dansede man hele vejen op til kisten, som stod i et telt. Laaget var taget af, men der var sat glas over kisten. Jeg tror det er for at skaerme for lugt, hun havde nemlig vaeret doed i en uge.
Efter vi havde spist samledes vi og gav hver et bidrag til den afdoedes familie. Det er mest for at daekke de omkostninger der har vaeret i forbindelse med begravelsen.
Vi var der 4-5 timer, og saa tog vi hjem. Sommetider varer begravelser til langt ud paa natten. Hvis man hoerer hoej musik midt om natten, kan man vaere ret sikker paa at der er nogen der holder begravelse i naerheden.
Kvinden blev 83, hvilket er en ekstrem hoej alder hernede, saa i stedet for at soerge, holdt man fest. Det er en maade at fejre hendes liv paa, og give hende en god afsked. Det kan jeg godt lide at man goer hernede. Det bliver man naesten ogsaa noedt til, for der er begravelse hele tiden. Chief var til begravelse fredag, loerdag, soendag, tirsdag og onsdag, saa han er glad, for han har faaet god mad hver dag i naesten en hel uge. Saadan kan man ogsaa se paa det...

Det blev en frygtelig omgang snak om doed og begravelse, men jeg synes det er vigtigt at fremhaeve.

I morgen besoeger Janni og jeg et boernehjem, og soendag tager vi som sagt paa safari.
Jeg haaber at faa mulighed for snart at skrive igen!