Torsdag morgen tog jeg afsted fra Kastrup. I Grønland findes der to internationale lufthavne, Kangerlussuaq og Narsarsuaq. Der var hundredevis af mennesker i kø til bagage chekcin-in til Kangerlussuaq, som er den største lufthavn. I køen til Narsarsuaq var vi ikke mere end 10 mennesker i kø, så det gav et prej om hvor få mennesker vi ville blive i flyet. Jeg sagde pænt farvel til min mor og søster, som var taget med mig i lufthavnen. Det var ærligt talt temmelig underligt at sige farvel og gå alene op i sikkerhedschecket. Så var jeg virkelig på egen hånd! Min mors sidste råd var, at jeg skulle tage det roligt, når tingene ikke gik som forventet, for jeg ville garanteret blive sat i nogle uforudsigelige situationer. Maja anbefalede at jeg ikke gled på isen. Jeg tog begge råd til mig!
I flyet var der ikke særligt mange mennesker, og alle havde vinduespladser. Jeg sad lige ud for vingen, men det var intet problem at skifte plads. Farvel til Danmark og ud på Atlanterhavet.
Jeg var MEGET spændt på at se Grønlands kyst, og pludselig var der land i sigte. Jeg var ovenud begejstret! Dog begyndte jeg hurtigt at undre mig, for landet så ikke særlig Grønlands-agtigt ud. Der var ganske vist klipper, men der var også masser af marker. Sydgrønland dyrker kartofler, meeeen det her lignede storlandbrug. Pludselig kom der en stor by til syne, som på ingen måder kunne være hverken Narsarsuaq, Nanortalik eller andre sydgrønlandske byer. Og vi var ikke tilstrækkeligt nordpå til at det kunne være Grønlands hovedstad, Nuuk. Jeg var komplet forvirret, indtil piloten fortalte at øen var Island og at den store by var Reykjavik. Nåh. Så kunne jeg bedre forstå det.
Rundt om i vandet var der små hvide pletter - isbjerge! Jeg tror adrenalinen kørte konstant rundt i kroppen på mig i de 5 timer turen tog. Jeg har virkelig glædet mig til det her i en evighed. Og så kom det endelig. I det fjerne kom kæmpemæssige, isdækkede fjelde til syne. Ingen tvivl - nu nærmede vi os Grønland! Det var et meget rørende øjeblik for mig. Jeg havde tårer i øjnene de næste 30 minutter, som indflyvningen tog. Det var et fantastisk syn, der virkelig tog vejret fra mig. De her smukke, smukke fjelde der bare blev ved i det uendelige. Jeg fik taget nogle billeder, som muligvis kan vise lidt af hvor storslået det var!
Vi landede i Narsarsuaq, og jeg fældede lidt flere tårer, da det gik op for mig, at jeg altså lige om lidt skulle betræde grønlandsk jord og indånde grønlandsk luft. Solen strålede og det var faktisk ret varmt. 13 grader ifølge vejrudsigten. Temmelig svært at begribe, når man kunne se isbjerge i vandet. Ikke desto mindre var det fantastisk. Og luften. Luften, som min mor har snakket så meget om. Fuldstændig ren og frisk. Og tør. Luftfugtigheden i Grønland er noget lavere end i Danmark. Det var vidunderligt at træde ud af flyveren og indånde denne rene luft!
Jeg var ikke helt klar over HVOR lille Narsarsuaq er før jeg ankom. I lufthavnens information spurgte jeg hvordan jeg kunne komme til hotellet - om jeg kunne ringe efter en taxa eller noget. Det vidste de ikke lige. Jamen kunne jeg gå derned? Det vidste de heller ikke lige. Så ringede de til hotellet, som ikke tog telefonen. Hvad skulle jeg så gøre? Det vidste de godt nok ikke. Okay så…… Heldigvis var der et par ved siden af mig, som havde været i Narsarsuaq før og som sagde hotellet blot lå 300 meter væk. Problem solved, jeg gik derned. Af med tingene og så ud i byen. Eller… Altså jeg ved ikke rigtig hvad man kalder Narsarsuaq. Der bor ca. 150 mennesker, og det hele er bygget op om lufthavnen. Så kan man spørge sig selv hvorfor der er en lufthavn sådan et sted. Men det er vist amerikanerne, som under 2. verdenskrig besluttede at Narsarsuaq var et perfekt sted for en landingsbane. Der er også et gammelt militærhospital fra Koreakrigen og andre efterladenskaber fra amerikanerne. Hvad der er endnu mere interessant er, hvad der er på den anden side af fjorden. Det er nemlig bygden Qassiarsuk. Det er stedet, hvor Erik den Røde slog sig ned, da han ankom til Grønland ca. år 980. Erik var landsforvist fra Island, og endte så i dette nye land, som på det tidspunkt af året var så grønt og fint. Deraf navnet - Grønland. Han vendte tilbage til Island for at samle en flok, der sammen tog tilbage til Grønland, og dette var så den første gruppe nordboere. Et folk, der boede i Sydgrønland i et par hundrede år og forsvandt uden at man nogensinde fandt ud af hvorfor. Måske uddøde de pga klimaforandringer, måske blev de slået ihjel af inuitter, måske blandede de sig med inuitterne (hvorfor man også kan finde blåøjede grønlændere i den sydlige del af landet). Nå, men Eriks søn, Leif den Lykkelige, tog en tur til Norge, hvor han blev kristnet, og med sig tilbage til Grønland medbragte han altså kristendommen. Det siges, at Erik ikke var begejstret, men konen Thjodhilde var vild med det og byggede den første kristne kirke på det nordamerikanske kontinent. Derfor er Qassiarsuk, som hed Brattahlid dengang, et velbesøgt sted for kristne, der skal se resterne af kirken. Man kunne sejle derover for ikke særlig mange kroner, men jeg synes ikke lige jeg havde hverken tid eller energi til det, så jeg nøjedes med at mærke historiens vingesus fra den anden bred. Jeg hørte også, at dette område var det eneste sted i Grønland, hvor man kunne GÅ ud og røre en gletcher, men det var en tur på 8 kilometer hver vej, og det orkede jeg heller ikke lige. Men det skulle vist være en tur, som de fleste kunne klare, så hvis nogen finder vej til Narsarsuaq, kan det vist kun anbefales at gå derud!
Jeg gik imidlertid bare rundt i byen. Jeg fandt et smukt sted på en klippe med udsigt over vandet. Her så jeg for første gang et isbjerg tæt på! Dejlig oplevelse. Den glimtede smukt i solen og jeg sad der længe. I løbet af det døgn jeg var der, fik jeg gået 15 kilometer og taget 300 billeder. Generelt var der bare rigtig smukt i Narsarsuaq!