Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen:) Nu har vi været knap halvanden uge i Brasilien og har set nogle fantastisk flotte steder. Det første sted, vi kom til, var Iguassu. Vi ankom tidligt om morgenen og efter at have tjekket ind på hotellet, tog vi hen og så den brasilianske side af vandfaldet. Vi var ikke så heldige med vejret, men gik os en tur langs vandfaldet og nød den smukke udsigt. Til sidst gik vi allesammen helt tæt på vandfaldet, så vi var plaskvåde, da vi skulle tilbage til hotellet. Vandmasserne var enorme, og guiden fortalte os, at der var 7-8 gange så meget vand som normalt. Pga. vandmasserne var der nogle af stierne, der var lukkede, da de simpelthen var oversvømmede. Ved den brasilianske side får man vandfaldene at se fra afstand, og næste dag var det meningen, at vi skulle over på den argentinske side, hvor man kan komme helt tæt på. Bådturen, som man kunne komme på ved den argentinske side, var dog lukket, så besøget blev udskudt en dag. I stedet tog vi en bus til Paraguay, hvor det skulle være billigt at shoppe. Det var ikke den store succes. Der var ikke rigtig nogle af os, der købte noget. Vi købte nogle billige dvd'er af en gadesælger, som vi ville se på vores bustur. Det viste sig dog, at de slet ikke fungerede.
Om aftenen have vores guide arrangeret barbeque på hotellet. Der var nogle, der købte ind, drengene stod for barbeque, og ellers sad vi og snakkede og hyggede resten af aftenen. Næste morgen stod vi tidligt op og krydsede grænsen til Argentina endnu engang. Det regnede stadigvæk voldsomt, så vi købte allesammen grimme regnslag. Vi fik meget sjov ud af at grine af hinanden. Vi bestemte os for ikke at tage på bådtur, da man ikke kunne komme så tæt på vandfladene pga. de enorme vandmasser. Vi gik i stedet en tur, hvor vi kom rigtig tæt på. På turen så vi bl.a. også nogle tukaner og nogle sjove dyr (som vi ikke lige kan huske hvad hedder - I kan se dem på billederne).
Om aftenen gjorde vi os klar, til det vores guide havde sagt, ville blive det længste døgn i vores liv. Vi skulle med bus i 24 timer, hvorefter vi ville ankomme til den lille hyggelige kystby Paraty. Busturen var slet ikke så slem som forventet, men vi var godt trætte, da vi ankom sidst på eftermiddagen. Vejret var stadig ikke med os, og det hjalp bestemt ikke på humøret, da vi havde regnet med at skulle tilbringe den næste dag på stranden. Da vi vågnede den næste morgen regnede det stadig, så vi måtte ændre vores planer. Det blev i stedet til en gåtur rundt i byen og langs strandene. Nogle af gaderne var helt oversvømmede, så det var med at finde den bedste vej rundt i byen. Det var en rigtig dejlig by, som vi sagtens kunne have brugt længere tid i, hvis vejret var godt. Om aftenen var vi ude at spise sushi til en forandring, og på vej tilbage til hotellet fik vi dessert ved en kagevogn. Der var flere steder i byen, hvor lokale stod og solgte hjemmebag fra deres vogne. Det var lækkert.
Torsdag morgen tog vi en bus til Angra Dos Reis, hvorfra vi havde en times sejltur til Ilha Grande. Vi havde glædet os rigtig meget til at se paradisøen. Der var overskyet, da vi ankom. Vi gik os en tur i byen, og selvom det begyndte at regne, gik vi ned til stranden og badede. Vi havde det rigtig sjov og hyggede os om eftermiddagen med at se film på hotellet.
Fredag var vejret noget bedre, der var lidt skyer, men indimellem kom solen også frem. VI gik en 2½ times trekkingtur hen til en af de 10 flotteste strande i Brasilien ved navn Lopez Mendes. Turen var op og ned af bjergene, og der var godt mudret, så det var med at tænke sig om, når man gik. Vi var rigtig glade, da vi ankom til stranden og efter et par timers afslapning, tog vi en båd tilbage. Om aftenen var der festival i byen, og vi var henne og se, at de dansede en passioneret brasiliansk dans. De var super dygtige, og det var meget fascinerende at se på. Efter det var vi henne på et hostel, hvor der var livemusik. Det var meget dejligt at komme tilbage og mærke hostel-atmosfæren. Vi glædede os til at komme tilbage på hostellerne igen.
Næste dag havde vi endelig rigtig godt vejr, og vi tog en båd hen til Lopez Mendes. Vi var der hele dagen - ren afslapning. Ví lejede et bodyboard og kastede os rundt i de store bølger. En rigtig god dag og dejligt at få lidt sol igen. Om aftenen bestilte vi pizzaer og lavede caipirinha (en brasiliansk drink bestånde af lime, sukker, is og cachaça). Vi skal helt sikkert have nogle flasker cachaça med hjem, for det smager virkelig godt. Det var vores anden sidste aften sammen med hele gruppen, så vi hyggede os på hotellets terasse.
Næste morgen skulle vi tidligt op og med båden tilbage til fastlandet. Vi tog en bus til Rio De Janeiro. Vi ankom til Rio midt på dagen og gik en tur ned på Copacabana strand. Om aftenen holdte vi afskedsmiddag og sagde farvel til vores guide, Gonzalo. Han har været super god, og vi har nydt at være sammen med ham.
I går skulle vi så til at klare os selv igen; finde hostel, lave mad osv. Vi gik en tur i bydelen Copacabana, hvor vi fik shoppet lidt. Om eftermiddagen var vi på sightseeingtur. Turen includerede Cristo Redentor, Maracana Stadion (verdens største fodboldstadion), katedralen, karnevalsmuseuem og Sugar Loaf. Vi havde hørt hjemmefra, at vi ikke kunne komme op til Kristus-statuen pga. mudderskred, så vi forventede det ikke, da vi ankom til Rio. Kristus-statuen var dog åbnet igen, men pakket ind i plastik, da de var ved at renovere den. Typisk lige når vi kom! Udsigten var dog flot deroppe fra. Efter dette kørte vi hen til Maracana. Det var ikke meget ved, da vi ikke engang fik lov at komme ind, så vi kunne se det store stadion ordentligt. Bussen kørte videre mod karnevalsmuseumet. Her kunne vi se nogle af de flotte dragter, og se hvor karnevalsparaden starter. Næste stop var ved katedralen, som udefra lignede en tragt, men indefra var rigtig flot. Det sidste sted, vi kom til, var Sugar Loaf. Vi kom lige, da solen var ved at gå ned, så vi nåede at se byen på to forskellige måder.
I dag startede vi dagen med at gå til Ipanema (vores hostel ligger i Copacabana). Distancen så ikke særlig lang ud, men det tog os alligevel halvanden time. Efter nogle timer ved stranden, shoppede vi i Ipanema, inden vi tog metroen tilbage til vores hostel. Vi havde hørt meget dårligt om Rio mht. kriminalitet, men har indtil videre kun positivt at sige om byen. Man skal bare tænke sig en ekstra gang om.
I morgen tager vi en bus nord-østpå til en lille by, der hedder Buzios. Her skulle være rigtig dejligt, og vi glæder os til et par dage med ren afslapning på stranden. Nu er der heller ikke særlig lang tid til, at vi ser jer allesammen igen. Vi er så småt begyndt at glæde os. Håber I allesammen har det godt derhjemme!!
- comments