Vi ankom til Homa Bay, der ligger ned til Victoria søen i Vestkenya efter en ca 8 timers lang bustur fra Naivasha. Undervejs havde vi udsigt til utallige temarker, og afrikanske kvinder, der gik med baljer, træ og lignende på hovederne. Det var enormt grænseoverskridende at tage bussen til et sted, som man har fået at vide er fyldt med malaria og mærkelige indavlssygdomme, og vi havde undervejs også nået at tænke tanken om alt dette nu også var oprigtigt med en skole i Homa Bay, hvor folk så gerne ville have at vi kom. Paul og Debora hentede os på stationen, og vi tog en taxa - meget spændte på hvad der ventede - til hvad der skulle være vores hjem de næste tre uger. Vi kørte længere og længere ud på landet og passerede flere og flere kolortshytter indtil vi til sidst stoppede ved en. Det var et lille, landligt hjem i Kochi i udkanten af Homa Bay der for alvor formåede at bringe os totalt ud af vores comfortzone. Og på trods af at det tog tid at vænne sig til det såkaldte Latrin (toilettet forklædt som hul i jorden, som var levende i bunden hvis man kom til at kigge ned), høns i dagligstue og soveværelse og bad med en spand flodvand til hver bag et lille forhæng, så var det en fantastisk familie af så utrolig meget varme og gæstfrihed i alle generationer, som vi var kommet til. Det var det stille liv i det nære samfund vi var ankommet til hvor naboer, kusiner og onkler konstant kom forbi og hilste på. Maden blev lavet på et lille bål i en hytte ved siden af huset, og køerne blev bundet fast til hver deres træ foran huset om natten. Hverdagen i det lille hjem gik stille og trivielt for sig med ugali to gange om dagen hver dag og kirkegang om søndagen som familiens ugentlige højdepunkt. For os var ugens bad dog helt klart højdepunktet. Vi maatte ligge hygiejnebehovet bag os i en hverdag med mangoplantning, jordspisende børn, afrikansk gadestøv og spisning med fingrene. Hytten vi boede i bestod af tre rum; stue, soveværelse og vores værelse. Vi delte et meget lille rum, der lige havde plads til en seng og vores to rygsække. Familiens to drenge Ned og Bruce på 5 og 7 år to sov i stuen, når alle var gået i seng. Hele familien med bedstefaderen og hans to koner samt søstre og brødre boede sammen på grunden i hver deres hytte. Der var altid mad parat til hvis brødrene kom og spiste med og det gjorde de ofte, da de ikke selv var gift endnu og derfor ikke havde nogle til at lave mad til dem. Der blev serveret Kenyanske portioner, der i størrelse er meget udfordrende og gjorde, at vi hurtigt lærte at sige; "moko romo denda" (jeg er mæt herop til). Og når de små fisk, der kiggede på een var på menuen, blev især Nisgaard udfordret.

Vi underviste på skolen mandag til fredag 9-13. Skolen bestod af fire, støvede udlejningslokaler bygget af kolort. Hvert klasselokale bestod af en tavle, en plasticstol til læreren og små bænke til børnene. Hvis børnene skulle skrive måtte de bruge bænken som bord og jorden som siddepladser. Babyclass, nurseryclass 1 and 2 og preunit - Dvs ca 50 børn fra alderen 3-6 - var samlet i et lille lokale fyldt med støv og den voldsomme larm, de selv formåede at lave. I class 1 var der ca 15 børn, class 2 havde 10 og class 3 bestod af 3 elever.

Den første dag på skolen fik vi hver en bog, et sidetal og en klasse og så var timen ellers igang. Der var i alt fire, kvindelige lærere på skolen, hvor Debora var en af dem. De var så seje og kunne snildt give bryst til deres baby, holde styr på 50 elever og skrive opgaver i deres hæfter på en og samme tid. Nisgaard underviste i matematik, samfundsfag og et fag de kaldte CRE, som svarer til kristendom. Engholm underviste i engelsk, science og social studies. Til at starte med var børnene meget generte, og vi vidste ikke helt om de forstod os, for de sagde ikke rigtig noget. Selv de helt små børn var generte, fordi hvide folk samt deres undrvisningsmetoder var meget uvant for børnene her. Det var først da Engholm en dag tog sæbebobler med i frikvarteret, at børnene fik mod til at lege med os. Ihvertfald så længe vi havde boblerne med os.

Drengene i familien synes det var sjovt at drille os og larme og lege lige op ad os når vi prøvede at slappe af. Men de havde nok ikke så meget andet at lave. De legede mest med en trillebøre eller græd i desperation på opmærksomhed fordi moderen er for travl til at yde omsorg og faderen "har andre pligter". De var mest overladt til dem selv pånær når de spiste eller blev vasket. Det var datteren Shelia der fik alt opmærksomheden, da hun var den yngste og den eneste pige. Drengene kan ikke hjælpe Debora, som Shelia kan når hun bliver ældre. Hun blev forkælet med flotte kjoler og drengene gik i slidt trævlet og hullet tøj. Når Shelia ikke fik sin vilje, vrælede hun voldsomt, hvilket resulterede i, at drengene fik tæsk med en pind. Dette var ligeså uvirkeligt og uforståeligt for os at opleve, som det var for dem, da vi en aften fortale at det i Danmark er ulovligt at slå børn.

I forhold til børns rettigheder og kønsrollefordeling var det som at komme tilbage i en tidslomme 100 år tilbage. Debora stod op klokken 4.30 hvor hun først lavede morgenmad og gjorde børnene klar til skole, hvorefter hun underviste på skolen indtil eftermiddag. Når vi kom tilbage skulle frokosten gøres klar, der skulle vaskes børn, tøj og service og hvis der var tid skulle hun nå til markedet 4 km til fods. Herefter skulle hun hurtigt i gang med forberedelser til aftensmaden. Mændene havde det meget hårdere ifølge dem selv. De stod op og arbejdede i marken gennemsnit 2 timer om dagen hvorefter de slappede af og sørgede for at møde op til hvert måltid. Derudover var deres vigtigste job at påpege hvor hårdt de havde arbejdet den dag.

Vi lærte mange ting om landbrug og det simple liv på landet, hvor man måtte nøjes med hvad der var. Det var en fantastisk oplevelse for os hver gang der skulle vaskes tøj ved floden i solnedgangen. Med spande fyldt med vasketøj på deres hoveder kom ti-femten koner fra området og vaskede med røven i vejret og hænderne i fuld gang med at skrubbe og vasken kunne nemt tage timer når både sofasæt og hele familiens vasketøj skulle klares. Vores beundring til den kenyanske kvindes arbejdsomhed og energi var uendelig og forstærkedes kun når hele områdets kvinder stod sammen ved flodbredden og snakkede lystigt om livet omgivet af tallerkner, skåle, skeer, vasketøj , gardiner, børn og meget andet som skulle vaskes - inklusiv kvinderne selv. Debora lærte os at lave Kenyansle måltider; heriblandt favoritten Chapati og plukning af en høne. I Kenya spises hele kyllingen: hoved, fødder, hjerne, marv og knogler, så vi fik at vide til dette måltid at vi legede med maden, da vi ikke brød os om at knække tænder på knoglerne. Brødrene lærte os at slå græs og at fælde træer på Kenyansk maner samt hilsner på det lokale stammesprog Luo. Med tiden blev de også ret gode til at sige "gomorn". Og Nisgaard havde sit hyr med at lære en af brødrene at spille Black Jack.

Vi måtte flere gange understrege, at vi ikke var rige, og at vi kun var studerende og at vi selv havde knoklet og arbejdet i et år med flere jobs for at få råd til rejsen. Men alle i familien og alle i Afrika tror at alle hvide er rige. Derfor tillader de sig at be om ting uden skrubler. Bedstemoren ville have en ny mobil, bedstefaren ville have vi skulle købe 3 malkekøer i Danmark og transportere til Kenya og broderen David ville have nye sandaler, uddannelse og skolebøger, farmen manglede en ny vandtønde og kirken manglede mad til deres kirkelige konference følgende weekend. Hver gang vi tog med Debora til markedet var der en der sagde "What are you going to buy for me today at the market?".

Debora og Poul og David tog os ind til Homa Bay centrum en weekend hvor vi tog på bådtur på Victoriasøen og så flodheste og vi tog på Marked og købte kanga og luomusik.

Om søndagen skulle vi med i kirke som bestod af 20 mennesker hvor vores familie udgjorde halvdelen. Det var en tretimers forestilling med lovsang og tilbedelse samt en lang prædiken hvor præsten råbte op og tryllebandt menigheden som til en koncert. Efterfølgende udtrykte alle en individuel bøn samtidigt liggende, siddende, stående og altid råbende som i trance. Da denne seance for os virkede voldsom og egentlig lidt skraemmende havde vi søndagen efter aftalt, at Engholm skulle spille syg efter sangene, så vi blev nødt til at gå under prædikenen, men undervejs blev Engholm virkelig skidt tilpas og vores flugtplan blev pludselig meget autentisk.

Vi forlod vores tilværelse i Kochi med en ny taknemmelighed for dansk hygiejne, pædagogik, politisk system og generel mentalitet. Med hvert vores 20 kilo hus på ryggen og en kæmpe pose jordnødder begav vi os tilbage mod civilisationen bag på hver vores piki piki med udsigt til solopgang over Kochi.

Vi vil savne:

- Vores skønne Debra

- Piki piki ture med udsigt til majsmarker og fjerne bjergtoppe

- Duften efter et regnskyl

- Havnelivet omkring Victoriasøen

- Musikvideoer med den lokale kunstner Odihambo Tusker, der danser

- De flotte lokale afrikanske drenge, der spiller fodbold i bare maver

- De elskelige skolebørn, der vil holde i hånden, og når de danser one-Kati-ka-ti-ka-two-katikatika og ryster deres små numser

- Luo-rytmerne under aftensmaden

- De 35 grader

- At være alles søster: "sister, sister!"

- Børnenes godmorgenremse på skolen: "godmorning teacher welcome, we are fine thank you teacher welcome"

- Nærheden til naturen og de smukke majsmarker

- Vores ugentlige fællesbad!

- At dele enmandsseng

Vi vil ikke savne:

- "Who is going to serve us today?" Med ordrer fra Paul om hvor meget hver person måtte få

- At få dybt seriøse foreslag fra bedstefaderen om at gifte hans søn, brødre eller nevøer

- Ugentlige gudstjenester

- Larmende børn og hunde

- Fluer!

- Hoens!

- "Can i add you?"

- At vaere Laura One og Laura Two

- Paul der siger "Laura One/Two, Can i ask you something", hvilket altid drejede sig om penge

- "What Can you say about that?" Og der var sjældent noget at sige til det, der var blevet konkluderet

- "What will you buy for me today?"

- At blive pålagt donationer til familie, venner, skole, kirke, farm etc.

- At skulle understrege dagligt at vores hudfarve ikke gør os rige

- Kenyanske portioner