Stop i lovens navn!

Vores tredje dag i Malaysias hovedstad. Det er en god by - storby men uden al for meget kaos. Vaerelser er dyrer her, men vi har fundet et fint sted til en god pris og personalet er venligt. Modsat vaerelserne er maden tilgengaeld rigtig billig - og god. Vi holder os vaek fra de utallige mc d's som ligger og lurer rundt omn hvert hjoerne og har istedet fundet et stamsted med indisk mad - ogsaa her er personalet ualmindeligt imoedekommende.

Om morgenen moedtes vi med to danske piger, som havde boet paa samme hotel som os paa Koh Phangan. Vi var i byens park om dagen: spillede kort, laeste og slappede. Vi aftalte at tage i byen om aftenen, da det var deres sidste aften i KL.

(saa begynder vi). Vi satte os efter aftensmad ved en lille bar i chinatown og spille igen kort og andre (druk)spil. Oellen var dog dyr saa Simon og jeg insisterede paa at gaa vaek fra det turistede omraade. Den genialle ide at koebe en billig malaysisk flaske rum, en cola og tage til byens beroemte tvillinge taarne kom paa bordet - og enstemmigt vedtaget. Vi tog en taxi dertil og satte os med de nyindkoebte varer i en minipark og beskuede de to imponerende bygninger. Vi snakkede og toemte vores glas mens taarnenes belysning blev slaaet fra senere paa aftenen. Simon foelte desvaerre ikke rigtig stemningen og forlod os med et smil.

Flasken var ved at blive tom og det frembragte en beslutning om at tage videre til en bar. Under jagten blev vi enige om at "top priority" var at finde et sted der spille Marvin Gaye, Let's Get It On - karaoke om noedvendig (det skete dog aldrig). Vi fandt dog et sted med live band. Vi betalte for indgang og gik stille og roligt ind - saa kom Kings of Leons, Use Somebody imidlertidig paa, og da samtalen flere gange var sprunget til Roskilde festival 2011 (hvor de som bekendt skal spille) skulle der danses! Der var nogle - men ikke mange - hvide mennesker og vi fik mange (smilende) blikke da vi fyldte det ellers tomme dansegulv. Vores yndeFULDE dans sluttede sammen med bandet - dj'en gik paa og vi satte os udenfor og koebte en vandpibe.

Vi hyggede ved bordet, men efter noget tid fik den ene pige det daarligt og ville gerne hjem. Jeg var dog i et sprudlende humoer og ville ikke slutte aftenen der. Jeg havde siddet og talt med nogle malaysiske fyre, som kom fra KL, saa foer pigerene tog deres taxi, spurgte jeg malayserne hvad de skulle - og om jeg kounne joine. De skulle videre til et diskotek - og jo, det maatte jeg hjertens gerne. Saa efter at have sagt farvel til pigerne, satte vi os ind i bilen og koerte.

Diskoteket saa doedt ud, saa den ene fyr loeb over for at tjekke stedet ud - en fuser. De havde et andet sted vi saa kunne tage til, og saadan maatte det saa vaere. Vi koerte videre og i min brandert opfattede jeg foerst den politiblokade der var sat op, da vi var blevet vist ind til siden af en betjent. De tjekkede forbipasserenes ID kort og de malaysiske fyre blev viftet ud af bilen og viste deres kort frem. Saa var det min tur. Jeg hoppede ud af bilen og blev spurgt om at tage mit pas frem. Det kunne jeg ikke: jeg havde for sikkerheds skyldlagt mit pas i hotellets safty box - det var et problem. Jeg blev taget med over til gruppen af betjente ved deres politibil mens den ene fyr fulgte efter og proevede at forklare at jeg bare var en turist der ikke havde sit pas med i byen, samtidig med at overtale dem om bare at lade mig igennem - kunne der ikke vaere tale om. Hvis jeg ikke havde mit pas og ikke kunne faa fat paa det skulle jeg med paa stationen.

Med en tlf der kun virker i Thailand og uden nummeret paa mit hotel var mine muligheder for at komme videre smale. Fyrens overtalelsespraediken slog grueligt fejl og med et par snovlede saetninger om at han var ked af det og ville se paa hvad han kunne goere smuttede bilen jeg for kort tid siden havde vaeret passager i.

Saa stod jeg der med 6 stk daarlig engelsktalende betjente, der opfoerte sig meget arogante - og som sandsynligvis ogsaa morede sig en smule ved at holde mig tilbage.

Jeg stod uden mange muligheder. Jeg skulle tisse og blev vist ned af en sidegade. Her loeb endnu en sidegade - vaek fra patroljen - som jeg gik lidt ned af. Da jeg stod der kunne jeg kun taenke en ting: skal jeg loebe? Der var ikke langt foer jeg igen kunne dreje og derefter ville det vaere svaert (og besvaerligt) for dem at fine mig - og de virkede ikke ligefrem som nogle der gad at arbejde ekstra hvis de kunne slippe. Jeg kiggede tilbge rundt om hjoernet, ca 50m stod betjentene, som ikke saa ud til at have den fjerneste bekymring om hvor jeg var eller hvornaar jeg kom tilbage. Jeg kunne dog ikke goere det... Alternativet, at blive fanget, var simpelthen en for uhyggelig tanke. Saa jeg gik frustreret tilbage.

Der skete ikke meget. Der var gaaet 1,5-2 timer, klokken var fire-fem og jeg blev ved med insisterende at spoerge om jeg ikke kunne kunne laane en tlf, eller hvad jeg ellers kunne goere? Den eneste noglelune engelsktalende betjent vendte mig ryggen. Men jeg spurgte videre - havde ikke andre muligheder og frygtede faktisk mest af alt en kaempe boede senere hen.

Endelig! Politimanden vendte irriteret hundredefirsgrader og saa paa mig med autoritaere oejne: "ok. Walk down the road and take a taxi." Jeg fumlede et "thank you" frem og kunne ikke komme hurtigt nok vaek. Jeg gik 5min uden at kigge mig tilbage en eneste gang - havde svaert ved ikke at loebe. Jeg tog den foerste taxi jeg fik oeje paa og aandede lettet ud med et efterfoelgende smil. Jeg gav instruktionerne for at finde tilbage til mit hotel og var lykkelig over at jeg sad paa bagsaedet af en taxi og ikke en politibil..