Profile
Blog
Photos
Videos
Cienfuegos, 13. december 2011
Kære Alle
Selv ikke en begyndende snestorm fra grænsen til lufthavnen i Hamburg kan nedkøle de kæmpe forventninger vi alle nærer til den forestående rejse.
Nærmest tværtimod; for dette snesjap, kolde temperaturer og alle de medfølgende praktiske trakasserier, har man ikke svært ved at skulle undvære når nu vejrudsigten for Cuba og omegn, så langt man kan se frem bare hedder sol og temperaturer som vi kun vil drømme om, om sommeren i Danmark.
Så skidt være med at vi ikke fik sovet alverden før vi kl. 3 lukker huset af og drager mod syd. Drengenes velkendte køre-lyde fra bagperronen vidner da også om at de allerede har indtaget den relaxe ferieagtige nedgearing. Jeg tror Jacob vandt snorkekonkurrencen.
Desværre startede de overraskende kolde temperaturer og den nyfaldne sne en tilsyneladende hård kamp om de alt for få afisningsmaskiner som lufthavnen råder over.
Vores AirFrance fly tabte den åbenlyse ulige kamp mod AirBerlin, Lufthansa og andre tyskejede flyselskaber. Resultatet blev et hårdrejsende spændende kapløb mellem terminal 3 og terminal 2 i den logik-arkitektoniske katastrofebyggeri af DeGaulles lufthavns labyrintiske gangsystemer. Svedige og udmattet nåede vi glad vores terminal med en margin på 5 minutter, kun for at konstatere at også dette fly var halvanden time forsinket.
Turen over på de godt 10 timer gik ok. Flyet og forplejningen var rigtig fin Efter at have stået i kø først 1 time ved emigrationsterminalen og efterfølgende 1 time ved bagageudleveringen (lidt for spændende var det jo om også vores kufferter havde fundet vej gennem DeGaulles logistikhelvede - hvad de heldigvis var) kunne vi endelig møde og indsnuse den Havanesiske tropevarme.
Men, men hvad er nu det?? det regner!! ikke bare smådryp, men brusebadsagtigt! Det sagde vejrudsigten sgu da ikke noget om! Og med hensyn til indsnusning oplever man straks, at godt nok er alle de gamle amerikanske dollargrin, hvis storheds tid fortoner sig til 50érne, charmerende, men partikelfiltre og katalysatorer var tydeligvis ikke at finde på samlebåndet, da disse var i produktion.
Alt kræver en tilvænning og jeg tror vi skulle bruge både 5 og 10 minutter, før alt alligevel var godkendt. Ikke mindst vores søde rejseagent Sheila der tog varmt i mod os og ubesværet fik prejet os en taxi til hotellet. Selvom trætheden var ved at overmande os alle, måtte vi nyde en cerveza i patioen på dette fantastiske hotel, hvis charme vidner om den tidlige kolonistiske bygningstradition. Kameraet kom allerede her på overarbejde, hvad det stort set har været siden.
Det har umiddelbart vist sig meget sværere, end vi troede at finde internet som virker. Derfor vil hilsnerne til DK, blive lidt forsinkede og temmelig sporadiske, men vi håber, at I på billederne kan se, at vi allerede efter bare 3 dage i Havana, har oplevet så meget at vi knap selv fatter det!
Vi har på gåben været rundt i den gamle del af byen, og nyder godt af at vores hotel (Beltran san de Cruz) ligger lige i midten af det hele.
Hvis ikke man er så meget til rom, salsamusik, Bucanero (fantastisk øl), charmerende mennesker (læs: smukke piger), herligt klima (solen er jo selvfølgelig tilbage) og ikke mindst en smuk forfalden by med de gamle (i vores termologi særdeles saneringsmodne (hvor sidste holdbarhedsdato for længst er overskredet med flere årtier) bygninger og bygningsværker, så er vi ikke sikker på, at man finder Havana spændende. Men det gør vi, for for hunde, hvor det her swinger.
Der er så vanvittigt mange brydningspunkter: i samfundet, i politikken, mellem fattige og særdeles fattige, mellem kunst og kitch, mellem Ladaer og Chrysler, rytmisk mellem stram politisk march på 2 & 4 og kropslig sensuel salsa, men fællesnævneren oplevet indtil nu er: ydmyge, søde og hjælpsomme mennesker, som tilsyneladende er indforstået med deres skæbne - eller bare venter på Castroenes retræte?
Vi har besøgt skoler hvor vi med undren konstaterer at selv på børnehaveklasse-niveau er enten Che eller Fidel (eller begge) placeret over tavlen, som er de guder på en altertavle. Ren indoktrinering, som må kunne få den gode gamle kommunistforskrækkede Erhard Jacobsen til at rotere sig i sin grav som en grillkylling.
Vi har tidligere antydet at vi har en del ekstra pigetøj med i bagagen.
Dette er tiltænkt familien, Enrique og Martha og deres 4 døtre, som vi via Thomas Lund og Mimi er kommet i kontakt med. Enrique tidligere cheftekniker og manager for Egrem studierne i gennem 30 år og har været med i tilblivelsen af Buena Vista Social Club pladerne og DVD'en udviklet af Ry Cooder. Selvom Martha er højt uddannet professor i litteratur og meget andet og Enrique også er big shot i branchen, ejer de ikke salt til et æg endsige midler til tøj og sko. Så vi har lavet en lille collect derhjemmefra (også godt støttet af Jens Erik + fam.). Efter en mindeværdig taxi-tur i en Ford model "gammel" fra ´51, tog vi i går aftes ud til deres hjem, som iøvrigt ligger op til John Lennon Park . Vi havde nogle dejlige timer i selskab med dem og deres søde døtre. Vi fik nogen gode snakke bl.a. om hvordan cubanerne oplever hverdagen nu, hvor Raul har iværksat reformer som giver slip på noget af statsmagtsgrebet i mange sektorer i samfundet, men desværre også med afskedigelse af ca. 1 mill. cubanere til følge alene i år i den offentlige sektor. Naturligvis giver det store forandringer og kæmpe store udfordringer for cubanerne. Således også for Enrique og hans familie.
Når vi kommer tilbage til Havana den 26. december, vil Enrique arrangere et besøg i det Egrem studie, hvor bl.a. Buena Vista arbejdede.
Ligeledes vil Sheila forsøge at sikre billetter til et "ægte" Tropicana Show når vi vender tilbage.
Vi har også allerede oplevet meget på det musikalske barometer. I forgårs var vi inde og spise og efterfølgende opleve et Buena Vista show med 2 af de originale musikere i det 12 mand store band, de 6 solister var ikke en dag under 75 og den ældeste …, tjahh?. Men hold fast hvor kunne de bare synge igennem. Vi har stort set været høje på denne oplevelse lige siden. Vi undgik da heller ikke en lille salsa (med noget selvgjort dansestil).
Måske denne oplevelse alligevel overgås af Thomas cubanske guitarspil i en ChanChan-version med en musikertrup som vi tilfældigt mødte, da vi var inde og få en (nå ja:) Morito på et listigt sted. Mor var stolt! Måske det lykkes os at få den på bloggens foto-afdeling.
Vi har gået solen ned på Malecon'en og travet i de små gader, været på museer, været på besøg i Havanas største cigarbutik, været på revolutions museet, besigtiget Grandma, beundret Thomas' spansk evner og fatter ikke at vi kun har været her i et par dage.
Lige nu er vi på vej til Cienfuegos, hvor vi bor på et lille hyggeligt hotel.
Med afskeden med Havana og den bankende storbypuls, håber vi på at kunne få lejlighed til at skrue tempoet en anelse ned, så vi kan få bugt med den sidste rest af jetlag.
-Og måske her være heldig at finde en internetforbindelse der virker!
Bedste julehilsner fra Cuba
Thomas, Jacob, Inge & Henrik
- comments